Magisk mad fra Malling

Det er en leopard, det her, og nu dræber jeg den," råber Simon og jager gaflen dybt ind i citronens gule hjerte.

"Nej, nej, det er en fisk," svarer kammeraten, som er kravlet helt op på bordet. Han spidder sin citronfisk med gaflen og drejer rundt, så saften drypper ned i skålen.

De griner, de fire drenge, og pjatter med deres citroner. Leoparddræberen fisker en kerne op af skålen og kaster den over skulderen. Det synes de også er morsomt, og de griner højt, men snart falder der igen ro over den lille gruppe, og koncentreret arbejder de sig igennem bunken af citroner.

Der skal laves noget, når man har 130 munde at mætte. Det ved de, for de har prøvet det før. Og de elsker det.

Her dufter allerede. Af citron, men også af mynte, friskbagt speltbrød og rosmarin. Men vigtigst af alt: Her lugter af bål, af brænde, af ild. Af eventyr og oplevelser.

Selv om det tordnede, og regnen silede ned, blev der fra morgenstunden smidt birkebrænde i ovnene og tændt op i børnehaven Gl. Ajstrup Skole, og nu - et par timer efter - står Laust henne ved komfuret.

Med bagsiden af armen tørrer han røgen ud af øjnene. Det svier, men sådan er det, og på den store jernpande syder og bobler frikadellerne. På Lausts side ligger der allerede et lille bjerg af frikadeller, men der er stadig langt op til de 400, som er dagens mål.



Udemad er gudemad. Mindst tre dage om ugen tænder børnehaven Gl. Ajstrup Skole op, og sammen med de børn, som har lyst, laver køkkenpersonalet og pædagoger mad over ild til hele institutionen: 130 børn og 25 voksne.

Tre dage om ugen året rundt. De to sidste dage laves maden i køkkenet, men hver eneste dag spiser hele banden udenfor.

Selv når sneen ligger i knæhøjde på de fire tønder land, henter personalet maden ved ildstedet, og sammen med en gruppe børn slår de sig ned, hvor de kan finde læ for vind og vejr, og her spiser de så sammen.

Kun de børn, der ikke når at spise, fordi de lige er optaget af noget andet, får lov til at sidde indenfor, mens der ryddes op efter måltidet.

Udemad er nemlig gudemad. Det mener de i Ajstrup-børnehaven, som ligger ved Malling lidt syd for Århus.

Udemad er en pædagogisk gave. Den skaber et fantastisk fællesskab mellem voksne og børn og giver børnene en række stærke oplevelser - gode oplevelser, som er særligt vigtige i en tid, hvor mad bliver matematik, og flere og flere unge bliver spiseforvirrede.



Mad skal smages. "Uhmmm, dejligt," siger Simon og ligner én, der har bidt i en citron. Og det er netop, hvad han har. Sammen med kostvejleder Lise Faur-schou Hastrup og et par kammerater er han ved at lave den dressing, de skal bruge til tabboulej-salaten. I øjeblikket består dressingen kun af citron og mynte.

"Men," tilføjer han og kigger på Lise Faurschou Hastrup, "men, øh ... den er også lidt sur."

De andre nikker med sammensnerpede munde.

Lise Faurschou Hastrup giver dem ret. Den er sur. Meget sur.

"Men," spørger hun, "hvis den er for sur, hvad skal vi så have i?" Hun læner sig ind over bordet og rører i dressingen.

"Noget sødt?" spørger en af drengene forsigtigt.

"Slik," foreslår Emil.



Giv børnene appetit på livet. Mad bør handle om sanser. Om at smage, prøve og opleve. Men det gør maden ikke i dag, siger Lise Faurschou Hastrup:

"Der er al for meget matematik i maden i dag. Vi skal tælle kalorier, beregne fedtprocenter og spise efter vores hårfarve. Snart skal vi det ene, snart det andet, så der er ikke noget at sige til, at mange unge bliver spiseforvirrede. Mad forbindes med besvær og fare. Det, vi forsøger, er at forbinde mad med glæde, livsappetit og sundhed. Vi forsøger at give børnene et sanseligt forhold til maden, at give dem en række oplevelser, stærke, gode og sanselige oplevelser, som kan danne et bolværk mod spiseforvirringen og livsforskrækkelsen."

Lise Faurschou Hastrup er ikke ansat i Ajstrup-børnehaven. Som kostvejleder lever hun af at undervise skoler og institutioner i, hvordan man arbejder pædagogisk med mad, økologi og bål, og i den forbindelse har hun netop udgivet bogen "Fyr og flamme - mad, bål og økologi i børnehøjde", som bygger på erfaringerne fra Børnehaven Ajstrup Gl. Skole.

Desuden rådgiver og superviserer hun unge med spiseforstyrrelse. At mange unge har det svært med maden, forstår hun godt:

"En dag, da jeg var på besøg i en børnehave, overværede jeg et par småpiger, som sad og delte madpakker, sådan som man gør det i den alder. Pludselig sagde den ene: "Den her er meget fedtfattig". Fedtfattig! Ikke lækker og spændende, men fedtfattig. Når det er sådan nogle begreber, børnene forbinder med mad, er der intet at sige til, at deres naturlige forhold til maden og kroppen ødelægges. Og det er det, der sker. Vi gemmer maden væk i køkkenet og gør den til matematik. Det er blandt andet derfor, at mange unge piger ikke tør spise, mens andre ser på det. De har ikke madpakker med i skole, for det er pinligt, siger de, og de nøjes med at spise slik og drikke cola."

Udekøkkenet og det fællesskab, som opstår omkring det, skal modvirke den tendens, siger Lise Faurschou Hastrup:

"Børn, som har oplevet det her dag ud og dag ind, og som har fået et sanseligt forhold til mad, vil næppe synes, at det er pinligt at spise sammen med andre, når de bliver større. De vil forbinde mad med noget hyggeligt og rart. For dem handler mad ikke om fedtprocenter, men om smag, duft, ild, fællesskab og latter. Det handler om liv."



Lise er en heks. Mange drenge hjælper med maden. Faktisk er der fire gange så mange drenge som piger, og det er ikke usædvanligt, siger Lise Faurschou Hastrup.

"Drenge synes, at det er enormt sejt med ild og bål. Og så kan de godt lide at have noget praktisk at lave, noget der er en mening i. I det hele taget kan børn godt lide at være dér, hvor voksne arbejder, og, endnu bedre, de elsker at indgå i et naturligt arbejdsfællesskab med voksne. Jo mindre arrangeret og jo mere naturligt det er, jo bedre, og det at lave mad er jo meget naturligt og nødvendigt.".

Og så er både drengene og pigerne vilde med madens magi, fortæller kostkonsulenten, som gør meget for at gøre maden magisk: Skvalderkål og brændenælder, som de bruger i salaten, kaldes ikke ukrudt, men krudt, og det er unægteligt noget sjovere at samle krudt end ukrudt. Rødbedefrikadellerne kaldes tryllefrikadeller, fordi de er ræverøde, inden de kommer på panden, men lysebrune, når de tages af, og det er det rene trylleri for børnene.

Den form for madmagi går børnene vildt op i, og det samme gælder forskellige fødevarers egenskaber og virkning. Børnehaven har forskellige sansebede. Her kan børnene finde den kølende mynte eller citronmelissen, som jo virker mod kærestesorger, og Lise Faurschou Hastrup fortæller gerne om urternes egenskaber og virkning.

"De bliver opslugt af den slags historier. Bagefter kan jeg finde dem henne ved bedene, hvor de står og mærker på, dufter til og spiser af de urter eller grøntsager, jeg har fortalt dem om."

En dag, da hun hviskende fortalte en gruppe børn om en særlig grønsag eller urt, blev det for meget for ét af børnene. Nu måtte hun vide det.

"Lise," spurgte hun, "ér du en rigtig heks?"

Inden Lise Faurschou Hastrup nåede at finde det rette svar på det svære spørgsmål, kom en lille dreng hende til undsætning.

"Ja," sagde han, "det kan du sgu da se på næsen."

Og med den sag på plads fortsatte de tre med at udforske urtebedet.



Behøver ikke at være dyrt. En dag som i dag, hvor det regner, og radioen fortæller om tordenvejret, som trækker brag og blitz henover landet, tilberedes maden i udekøkkenet, og hér er børnehaven Ajstrup Gl. Skole privilegeret. Under pavillonen, der er bygget af groft tilhuggede stammer, står der et arbejdsbord med plads til ti børn, plus en kogeø i røde mursten. Her kan man stege, her er en stenovn til brødene og et ildsted til en gruekedel.

Men, siger Lise Faurschou Hastrup, man kan sagtens lave udemad uden Rolls Royce-udgaven.

"Medmindre børnehaven ligger på tredje sal i midtbyen, kan man lave et bål. Det kræver ingenting. Herude laver vi også tit mad over bål, og hvis det regner, har vi et ildsted under en sejldug. Det kan enhver børnehave gøre."

Praktisk skal man bare have et bord, børnene kan arbejde ved, et par spande, de kan vaske fingrene i, og så et ildsted.

"Har man det, kan man klare alt, også hvis legepladsen kun fylder 20 kvadratmeter."

Det afgørende er bare, at personalet er enigt om at prioritere arbejdet med maden.

"Det her er ikke en opgave, køkkenpersonalet eller en enkel ildsjæl kan løfte alene. Personalet skal være enigt om at prioritere maden og om at give en hånd med," siger Lise Faurschou Hastrup, der mener, at køkkenpersonalet er en meget udsat gruppe i institutionerne:

"Mens man sjældent kritiserer eller diskuterer hinandens pædagogik, synes de fleste, at de har ret til at sige deres mening om maden og køkkenet, og så bliver det svært at arbejde på den her måde."



Vi spiser vores mad. Klokken lidt over 11 står maden på bordet: frikadeller med feta og krydderurter. Tabbouleh-salat med agurk, tomat, citron, bulgur og mynte. Og langtidshævet speltbrød med rosmarin og kryddersmør, som børnene selv har kærnet. Det hele er økologisk og pyntet med grønne duske og en enkelt rød valmue.

Laust lægger paletkniven og går hen til dem, han skal spise med.

Ved bordene og i græsset sidder der allerede grupper og spiser.

En lille pige ryster på hovedet. Hun vil ikke smage salaten. Hun kan ikke lide den.

"Jamen," siger en anden pige, "det var den dressing, vi lavde."

"Var det det?" Så tager hun en skefuld.



Se mere om Børnehaven Gl. Ajstrup Skole på www.ajstrup.dk