Målsætninger; Læreplan for klubber

Gladsaxe Kommune indfører læreplaner for fritids- og ungdomsklubberne. Nu skal der kobles teori på klubbernes praksis, og klubfolkene skal lære at begrunde, hvorfor de gør, som de gør

Gladsaxe har endnu engang sat sig i førersædet, når det gælder udviklingen af det pædagogiske område. Nu vil den københavnske forstadskommune indføre en såkaldt læreplan for fritids- og ungdomsklubberne.

"Det er ikke en læreplan i undervisnings- og skoleøjemed. Jo, livets skole, måske. Men vi kalder det "overordnet målsætning" og "værdigrundlag"", konstaterer Kim Valbjørn, der er pædagogisk konsulent på klubområdet i Gladsaxe.

I flere år har daginstitutionerne i Gladsaxe arbejdet med overordnede målsætninger for at forbedre kvaliteten i pædagogikken for de 0-6-årige. Nu er turen kommet til klubberne, der danner rammen for de lidt større børns fritidsliv.

"Klubbernes forebyggende indsats har altid haft stor politisk prioritet i Gladsaxe, og det faglige niveau er også højt. Men det kan blive endnu bedre. Og det gør ikke noget, at vi skal stå på tæer i klubberne for at udvikle os," siger Kim Valbjørn.



Nu også med teori. Han er helt klar over, at arbejdet med at udfylde den nye målsætning for klubberne især i nogle klubber vil være en stor mundfuld. Traditionelt er klubområdet præget af mange ikke-pædagogisk uddannede medarbejdere, der til gengæld er dygtige til et håndværk - eller blot har hjertet på rette sted.

Men ifølge læreplanen er det ikke længere nok kun at have hjertet rigtigt placeret. Nu skal der også kobles teori på den pædagogisk praksis. For "kunsten i al pædagogisk virksomhed er at forstå, at teori og praksis ikke står i modsætning til hinanden. De hænger sammen," lyder det fra Kim Valbjørn, der uddyber:

"Jo større forståelse, man har af sit arbejde, og jo større sammenhæng, der er i det, desto større arbejdsglæde får man. Klubberne er så gode, at de kan godt kan magte opgaven."

Det nye i arbejdet med den overordnede målsætning vil i første omgang - og især - mærkes af de voksne i klubberne.

"Læreplanen handler ikke om, at vi skal have trinmål, der måler børnenes sociale og personlige kompetencer. Det er de voksne, der har fået en læreplan," påpeger Kim Valbjørn.

Med afsæt i den nuværende praksis skal personalet i klubberne reflektere over og udvikle deres pædagogik, så den på sigt lever op til kommunens overordnede målsætning, som byrådet vedtog i maj 2004.

"Vores mål er blandt andet, at klubberne giver børn og unge mulighed for at udvikle de nødvendige kompetencer for at klare sig i det moderne samfundsliv," siger Kim Valbjørn og henviser til seks konkrete kompetencer (se boksen), som arbejdsgruppen bag læreplanen har formuleret.

Gladsaxes målsætning retter klubbernes kurs mod relationspædagogikken: altså fokus på de kompetencer børn og unge lærer i samværet med andre - og mindre på produktet, aktiviteten og dét at blive god til at spille fodbold, billard eller save.



Evaluering - noget nyt. "Hidtil har årsplaner ofte været en beskrivelse af klubbens aktiviteter. Det nye er, at de nu skal til at evaluere deres praksis og begrunde, hvorfor de gør, som de gør," siger Kim Valbjørn.

Konkret hvordan klubberne skal evaluere, vil han ikke give ét enkelt bud på.

"Hvis de kommer og spørger, har jeg nogle redskaber. Et af dem kan være at skrive logbog. Det kender de til i forvejen. Men det vigtigste er at få gang i den pædagogiske refleksion. Det vil sige hele tiden - gerne hver dag - spørge sig selv: Hvad gjorde vi? Hvad lærte vi? Hvad kan vi gøre bedre næste gang? Og så dokumentere det, så de kan bruge det i den videre udvikling af deres arbejde," siger Kim Valbjørn.

Han medgiver, at nogle klubber vil have lettere ved at løfte opgaven end andre.

"Ledelsen er afgørende, for de skal coache medarbejderne igennem det nye og skabe rammerne for de pædagogiske diskussioner og deraf følgende udvikling. Men de skal jo ikke kaste sig over det hele på én gang. Men tage et eller to emner ad gangen," siger Kim Valbjørn.

Foreløbig er der dømt blød start: Klubberne skal i første omgang formulere en drejebog for, hvordan de vil gribe arbejdet med den nye årsplan an.



Grundlæggende kompetencer:

I målsætningen for fritids- og ungdomsklubber i Gladsaxe forventer byrådet, at større børn og unge skal have mulighed for at udvikle følgende seks grundlæggende kompetencer i løbet af deres klubliv:

Personlige og sociale kompetencer

Sproget og kommunikative færdigheder

Stifte bekendtskab med og tilegne sig viden om kultur

Tilværelseskompetence - at mestre hverdagslivet

Tilegne sig viden om natur/miljø og sundhed

Refleksionskompetence

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.