Løntjek gav pote. Pædagog fik 23.000 kroner

En pædagog fra Furesø Kommune fik forkert løn i fem år og får nu 23.000 kroner på lønkontoen. Ifølge ny Epinion-undersøgelse er der fejl på hver anden lønseddel.

En manglende udbetaling af tillæg, utilstrækkelig overtidsbetaling eller forkert indplacering efter anciennitet.

Det er nogle af de fejl, BUPL ofte finder, når de ser medlemmernes lønsedler efter i sømmene. Ifølge en ny Epinion-undersøgelse, kan der findes fejl på op mod hver anden lønseddel.

Særligt i uge 45 og 46 finder BUPL masser af fejl på pædagogernes lønsedler. Her gennemfører BUPL hvert år sammen med andre fag­foreninger under FTF og LO en løntjekkampagne, hvor de kommer rundt på et stort antal arbejds­pladser og gennemgår medlemmernes lønsammensætning.

I Furesø Kommune gav dette års løntjek hurtigt gevinst for flere pædagoger, der var glade for at få fejlene rettet og pengene stillet i udsigt.

»Det er vildt fedt, og jeg tør næsten ikke tro det, før jeg ser det på lønsedlen,« siger en pædagog, der ønsker at være anonym.

Pædagogen manglede for sit bestyrelsesarbejde i institutionen et tillæg, som hun ifølge kommunens forhåndsaftale havde krav på. Da tillægget havde manglet i fem år, skylder kommunen hende i dag godt 23.000 kroner før skat.

»Jeg vil nok holde ekstra godt øje med min lønseddel fremover,« siger pædagogen.



Tjekker ikke selv. Ifølge Epinion-undersøgelsen tjekker hver fjerde lønmodtager sjældent eller aldrig sin lønseddel, og en anden Furesø-pædagog, Line Lund, hører heller ikke til dem, der selv ser efter, at lønnen er rigtig.

»Jeg har tiltro til, at det er der andre, der har styr på,« siger hun.

Derfor var hun både glad og overrasket, da BUPL opdagede, at hun i en periode på næsten halvandet år var indplaceret efter den forkerte anciennitet og manglede 17.000 kroner i lønudbetaling.

»For mange er det lidt af et wake-up call, at det faktisk godt kan betale sig lige at tjekke sin lønseddel,« fortæller Jette Tolsted, der er fællestillidsrepræsentant i BUPL for Furesø Kommune.

Hun har personligt forestået løntjekkene i Furesø i forbindelse med kampagnen, og gør det også, når medlemmerne på andre tider af året henvender sig om deres løn.

»Er man i tvivl, er det bare om at få lønnen tjekket ved sin tillids­repræsentant eller i den lokale fagforening. Måske kan det betyde 200 kroner mere om måneden bare at få skrevet noget på sin lønseddel, som man faktisk går og gør, men også burde få løn for,« siger Jette Tolsted med henvisning til de mange fejl, hun finder, som handler om manglende funktionstillæg.

Mange små som store fejl til trods, oplever hun aldrig problemer fra kommunens side.

»Der er ingen problemer med personaleafdelingen i de her sager. De beklager, retter fejlen og betaler,« siger hun.

Det er endnu ikke opgjort, hvor mange penge BUPL har samlet ind til medlemmerne under årets løntjek, men sidste år blev der alene i BUPL Storkøbenhavn, som Furesø Kommune hører under, fundet fejl for 250.000 kroner.



Se stor løntjekguide i Børn&Unge nr. 17/2015,

kortlink.dk/hnwg

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.