Legetøj og pædagoger kan spænde ben for integration

En pædagog sætter sig godt til rette i sofaen. Bogen er slået op, og rundt om sidder en flok forventningsfulde børn, der glæder sig til at få læst en historie.

En god pædagogisk aktivitet - og så måske alligevel ikke, når det handler om integration af indvandrer- og flygtningebørn. I hvert fald er højtlæsning ikke en af de aktiviteter, der nødvendigvis fremmer integrationen af tosprogede børn, mener antropolog Eva Gulløv fra Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU.

Hun arbejder i øjeblikket på et forskningsprojekt om tosprogede børn i daginstitutionerne.

Under sine besøg i flere daginstitutioner har hun bemærket, at det ikke kun er sproget, der skaber barrierer mellem danske børn og indvandrerbørn. Tværtimod er det hendes fornemmelse, at visse pædagogiske aktiviteter lægger op til samværsformer, som ikke er kendt af alle børn. Derved slår pædagoger utilsigtet en kile ned mellem danske og udenlandske børn. Det gælder for eksempel med højtlæsning.

"De børn, der får læst højt i daginstitutionerne, er ofte dem, der efterspørger den aktivitet, og det er typisk de danske middelklassebørn. De er vant til det hjemmefra og synes, at det er hyggeligt. Nogle indvandrer- og flygtningebørn har ikke den erfaring. De er ikke vant til at få læst højt og ved derfor ikke, at det er hyggeligt. De har heller ikke den kropslige erfaring, at de skal sidde stille og høre historien til ende," siger Eva Gulløv.

Når børn ikke er vant til at få læst historier højt - og måske oven i købet bliver skældt ud for at sidde uroligt - er resultatet, at de ikke opsøger den slags samvær med børn og voksne. I stedet leger de måske med andre børn, der heller ikke har erfaring med at høre historie.

Der er ikke noget galt med, at indvandrerbørn leger sammen, understreger Eva Gulløv. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at det kan være en direkte konsekvens af en i øvrigt god pædagogisk aktivitet.

"Det er fint at tage udgangspunkt i børnenes motivation og læse for dem, der har lyst. Derimod mangler der et systematisk arbejde med at følge forudsætningerne for motivationen. Pædagoger skal ikke tvinge ting ned over børn. Men det er vigtigt at tænke over, hvordan de er med til at motivere børnene til eksempelvis at få læst en historie. Ellers kommer de pædagogiske aktiviteter til ufrivilligt kun at inddrage nogle af børnene og ikke dem alle," mener Eva Gulløv og tilføjer:

"Det handler ikke om læreplaner. Men om hvordan pædagoger arbejder med lyst og motivation som en del af integrationsarbejdet. For eksempel ved at erkende, at ikke alle børn har erfaring med højtlæsning, fingermaling og så videre og derfor har behov for at arbejde i mindre grupper."



Legetøj skiller børnene. Det er ikke kun pædagogiske aktiviteter, der kan dele børnene i flere lejre. Også legetøj spiller en rolle i integrationsarbejdet.

"Børnene kommer fra forskellige materielle universer. Børn fra hjem uden legetøj ved ikke umiddelbart, hvad de skal stille op med for eksempel klodser. Derfor har de heller ikke den samme tilskyndelse som mere velstillede børn til at kaste sig over legoklodserne. Der er et samspil imellem, hvad daginstitutionerne har af legetøj, og hvad nogle børn har derhjemme, og det gør, at de to arenaer ikke er så adskilte for de børn. De har det samme legetøj og leger på samme måde i institutionen og hjemme på værelset," siger Eva Gulløv.

Endelig spiller sproget også en afgørende rolle for integrationen.

"Lege og samspil sker via sproget, og det sociale samspil er bygget op omkring argumentation. Mange indvandrerbørn behersker sproget godt nok til at gøre sig forståelige, men ikke godt nok til at styre det sociale samvær med sproget. Derfor søger de sammen med andre indvandrerbørn og leger med dem. Ikke fordi de taler det samme sprog, men fordi de har samme grad af sprogbeherskelse," siger Eva Gulløv og konkluderer:

"Pædagoger skal være opmærksomme på hvilke børn, der leger med hvem og hvorfor. For det handler ikke nødvendigvis om kemi og følelser mellem børnene, men om sociale kræfter, sprog, materielle universer, genkendelser og fælles referencer," siger antropologen.