Ledige ud af isolationen

Kritik fra medlemmerne førte til opgradering af ledighedsarbejdet på Fyn. Temadage og netværksgrupper skal hjælpe ledige ud af isolationen og holde dem ajour med faget

For nylig mødtes godt 50 ledige fynske pædagoger i Odense til temadag om læreplaner. Det var BUPL Fyn og A-kassen, som inviterede, men dagens tema havde de ledige selv valgt. Temadage omkring faglige pædagogiske emner er et led i fagforeningens bestræbelser på at give en bedre service til de omkring 400 ledige medlemmer på Fyn. Hjælp til etablering af netværksgrupper og bedre information udgør andre ben i fremstødet.

Den øgede indsats over for de arbejdsløse kommer som svar på en kraftig kritik af ledighedsarbejdet, der blev rejst af et af de ledige medlemmer på den seneste generalforsamling i BUPL Fyn. De ledige bliver overladt til sig selv og savner opbakning og information fra fagforeningen, mente hun.



Mister følingen. "Vi har taget kritikken til os og opfatter den som et kærligt spark bagi," siger formanden for BUPL Fyn, Lars Søgaard Jensen, der også har kunnet konstatere, at flere ledige har valgt at melde sig ud af fagforeningen, og at mange nyuddannede ikke melder sig ind, før de kommer i arbejde.

"Vi holdt derfor nogle medlemsmøder med de ledige i foråret for at høre, hvad de mener, BUPL og A-kassen kan gøre for dem. Her tegnede sig to klare ønsker. Dels at få bedre mulighed for at holde sig ajour med den faglige pædagogiske udvikling, hvilket kan være svært, hvis man ikke har kontakt til en arbejdsplads. Dels at have social kontakt med fagfæller i samme situation som en selv," fortæller Lars Søgaard Jensen.

Der er nedsat to arbejdsgrupper, en i Odense og en i Svendborg, som skal stå for tilrettelæggelse af de planlagte tre-fire årlige temadage og etablering af netværksgrupper for henholdsvis Nord- og Sydfyn.

Kirsten Eriksen er 55 år og med i arbejdsgruppen i Svendborg. Hun sagde sit job som tilsynsførende i dagplejen op i 1999 og tog en diplomuddannelse. I dag arbejder hun på deltid som tilkaldevikar og modtager supplerende dagpenge.

"Det har overrasket mig hvor svært, det er at bide sig fast igen, men i dag forventer jeg ikke at få en fast stilling. Når man går hjemme i sin egen lille verden, bliver man meget nemt isoleret og mister følingen med faget. På institutionen vælter det jo ind med informationer fra tillidsrepræsentanter, fagforening og forvaltning, mens man som ledig kun kan følge med gennem Børn&Unge. Folk i arbejde har også adgang til diverse foredrag og kurser, som er lukket land for ledige," siger Kirsten Eriksen, som håber, at temadagene og samværet i netværket kan rette noget op på det.



Faglig fødselshjælp. Hun ser frem til, at netværksgruppen kommer rigtig i gang.

"Vi er en blandet flok af ældre og nyuddannede pædagoger i gruppen. Jeg tror, mange har et socialt behov for at møde ligesindede og at vide, de ikke er alene i verden med deres erfaringer og problemer. Nogle har måske været gennem en hård ufrivillig opsigelse, som de har behov for at tale om. Andre, som jeg selv, der arbejder som vikarer, skal vænne sig til, at de ikke længere har det samme ansvar på institutionen, og at de ikke deltager i personalemøder og andre møder," siger Kirsten Eriksen.

Det er BUPL og BUPL-A Fyn, som i fællesskab står bag tilbuddet, men det er op til de ledige selv at fylde rammerne ud, fortæller sagsbehandler i A-kassen Solveig Christensen:

"Vi skal ikke fortælle de ledige, hvad der skal ske i netværkene eller på temadagene. Vi kan bidrage med faglig assistance og være en slags fødselshjælpere for netværkene. Derudover stiller fagforeningen lokaler til rådighed og kan yde støtte til oplægsholdere, udflugter og lignende.

Interesserede kan få kontakt til netværkene ved at henvende sig til fagforeningen."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.