Ledertræf 2004; Forestillinger om rummelighed

I en integreret daginstitution taler man om rummelighed som plads til forskellighed blandt de ansatte. En mand bliver derfor ansat blandt andet på baggrund af hans fingerfærdighed i et træværksted og hans boldtække på fodboldbanen. Men det giver store problemer, da det viser sig, at pædagogen Mads er til boldspil, men slet ikke til bleer. Cirka 100 ledere fra det virkelige daginstitutionsliv så til og kom med bud på, hvordan skuespillerne fra teatergruppen Lille Grim Hund skulle fremføre og løse dilemmaet. I en række akter og i diskussioner med lederne i salen, improviserede skuespillerne sig frem imod en løsning på dilemmaet.

1. scene: Det er først på dagen i institutionen, og pædagogen Mads og daginstitutionslederen Henrik skal planlægge dagen.

Mads: Har du set, at Benny er kravlet helt op i træet?

Henrik: Bare han ikke falder ned. Vi skal lige have fordelt, hvem der gør hvad i dag.

Mads: Jeg sørger for at få Benny ned, og så skal jeg nok være på træværkstedet.

Henrik: Men vi har jo lavet en plan over, hvilke opgaver vi har. Vi skal bare lige have dem fordelt.

Mads: Jamen, så tager jeg også lige fodbolden.

Henrik: Jo, men vi har snakket om, at du kunne være lidt mere, æh bred.

Pernille spiller Maltes mor og spørger efter Maltes sutsko. Mads mener, de måske er i træværkstedet.

Mads: Der kan du også se det træskib, Malte har lavet. Han er rigtig glad for det.

Pernille: Jeg er glad for hans sutsko. Det er faktisk et par rigtig dyre sutsko.

En anden pædagog, Morten, kommer ind og siger, at de små skal skiftes, og de større drenge står og tripper for at komme ud og spille fodbold. Mads kalder Benny ned fra træet for at spille fodbold.



Plads til forskellighed. Scenen vakte genkendelighedens latter og virkede motiverende for en debat blandt publikum om, hvordan man løser en situation, hvor en af de ansatte altid får de sjove opgaver, og de andre må tage det sure slid med bæbleer og oprydning.

"Lederen skal tage en konkret snak med Mads om, hvad det var for nogle forventninger, han selv og personalet havde til ham, da de ansatte ham. Han skal vide, at jobbet også består i at skifte bleer," sagde en leder.

En anden opfordrede til at flytte mødet til eftermiddagstimerne, så man undgår, at forældre og personale kommer rendende med spørgsmål.

De forskellige bud på løsninger bragte også nye dilemmaer med sig. I tredje scene kom der fokus på den jalousi, det kan give, at en ansat, børnene spiller fodbold med, har den tætteste kontakt til forældre og børn. Dilemmaet vises i en scene, hvor en forælder pointerer, at der er kommet god energi i institutionen efter, at Mads er kommet.

"Før var stemningen lidt tung, og personalet koncentrerede sig meget om det praktiske. Det kan man jo nærmest ansætte en skolepige til," lød forælderens replik.

Der var ingen endelig løsning på dilemmaerne, men i sidste scene blev en ideel situation skitseret. Hver pædagog har fundet sin rolle, og daginstitutionen kan rumme dem alle. Mads har lukket institutionen, der ligner et bombet lokum.

Morten: Så kan man se, at vi er forskellige.

Mads: I går havde Morten lukket, og legetøjet lå pænt pakket i kassen. Så kunne jeg se, at sådan bliver jeg om 30 år!