Leder: Hvor er udgangen?

I mange af de aktuelle diskussioner om strukturreformen drukner det arbejdsmarkedspolitiske aspekt fuldkommen. Diskussionerne går i høj grad på, hvilke kommuner man gerne vil lægges sammen med, og om der skal være meget store bykommuner eller et mere landligt præg i kommende sammenlægninger.

Man overser let de store ændringer, der vil ske i arbejdsmarkedspolitikken med den såkaldte enstrengede model, som er en del af reformen.



Hvis du i dag bliver ledig som pædagog, er det arbejdsformidlingen, der - sammen med private aktører - skal formidle job. Med strukturreformen bliver denne opgave lagt ud til den enkelte kommune. Forsikrede ledige skal ind under samme hat som personer, der er på sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering, fleksjob, ledighedsydelse m.m. Filosofien er, at det giver større borger-nærhed med kun én indgang - men med et sådant system kan det blive meget svært at finde udgangen! Det er BUPL's vurdering, at a-kasseledige har risiko for at blive stillet svagere i et system, som historisk set er socialt forankret. Som ledig og medlem af a-kasse har man ret til ydelse, mens ydelse til sociale klienter er en skønsmæssig afgørelse.



Regeringen lægger op til, at man blander to systemer. Arbejdsformidlingen i dag er statsligt forankret, mens kommunerne tager sig af den enkelte borgers særlige problemstillinger. For at sælge ideen om at flytte formidlingsopgaven over i kommunerne, bad ministeren om beregninger fra arbejdsmarkedsstyrelsen. Disse beregninger skulle give et positivt billede af kommunernes formåen og anskueliggøre overfor LO/DA, at kommunernes resultater og effekter ikke er så dårlige endda.



På trods af regeringens talmagi mener vi i BUPL, at fordelen ved en statslig styring ikke er til at tage fejl af. Meningen må være, at vi skal have et system, der sikrer optimale muligheder for at formidle job til den ledige - og et kommunalt tilbud, der sikrer hjælp til dem, der har brug for andre tilbud. Det er vigtigt og rigtigt at være tæt på borgerne, når de har problemer af social karakter, men ledighedsproblematikken bør ikke begrænses af kommunegrænser, uanset hvordan disse grænser flyttes.



Ved en statslig forankring skabes større sammenhæng mellem behovet for arbejdskraft på den enkelte arbejdsplads og den arbejdskraft, der er til rådighed - både i forhold til en stor geografisk spredning og i forhold til uddannelse og uddannelsesbehov. Både større og mindre arbejdspladser har i dag arbejdskraft fra geografiske områder, der ikke er opdelt af kommunegrænser. Selv om kommunerne fremover får 40.000 til 100.000 indbyggere vil der fortsat være en manglende kobling mellem den lokale og den landsdækkende beskæftigelses- og uddannelsespolitik.



Også i de kommende år vil der være behov for et beskæftigelsessystem, der er overskueligt, styrbart, gennemsigtigt, mobilitetsfremmende og opkvalificerende.

Sagt på en anden måde: Beskæftigelsessystemet skal ses i forhold til det samlede arbejdsmarked, og det skal ikke åbne mulighed for kommunal kassetænkning.