Leder: Gratist-regeringen

Når man kører med bussen, skal man have en billet. Bliver man taget uden billet, hjælper det næppe, at man over for billetkontrolløren i høje toner roser den kollektive trafik og erklærer, at kontrollører bør have meget mere i løn - men at man bare ikke ønsker at betale en busbillet. Billetkontrolløren vil fastholde, at man er gratist, og at gratister får en bøde.

Lige sådan er det i politik. Det hjælper ikke meget, at man har en masse gode tanker, hvis man ikke er villig til at betale prisen for at indføre forbedringerne.

Det nytter for eksempel ikke, at den nuværende regering ved feststemte lejligheder erklærer sig villig til at forbedre børnefamiliernes vilkår, når det hver gang er med tilføjelsen: Det må bare ikke koste noget.

Ligeledes klinger det hult, når undervisningsminister Ulla Tørnæs i månedsvis taler varmt for en forbedret pædagogpraktik og erklærer, at den kun kan opnås ved, at de pædagogstuderende får SU frem for løn i praktiktiden, så det bliver klart for enhver, at de er ude for at lære noget og ikke for at være billig arbejdskraft for kommunerne. Hvorefter hun dropper den planlagte forbedring af pædagogpraktikken, fordi hun ikke vil betale SU'en. Her burde der efter min mening også falde en bøde for gratisrytteri.



Generelt bør man være på vagt, når politikere lover en stadigt bedre offentlig sektor med flere hofteoperationer, bedre hjemmehjælp, bedre daginstitutioner - samtidig med et skattestop. Jeg udelukker ikke, at man i sværindustrien kan øge produktiviteten, uden at det går ud over kvaliteten af produktet. Men det samme er altså ikke nødvendigvis tilfældet, når man arbejder med børn, syge eller ældre. Her vil forbedringer som regel være forbundet med en ekstraregning.

Statsministerens tale ved Folketingets åbning forleden var endnu et eksempel på gratist-tendenserne i regeringen. Talen gjorde det igen tydeligt, at regeringen gerne vil være børnevenlig - men kun hvis det ikke koster noget. Derfor svingede visionerne sig ikke højere end til et løfte om pasningsgaranti i alle kommuner - hvilket kun 22 kommuner mangler at opfylde. Løftet koster ikke regeringen noget, idet regningen placeres i kommunerne.

Der er ikke noget i vejen med gratis glæder og heller ikke med, at vi forsøger at tænke nyt, uden at det koster penge. Men faktum er, at der er kommet flere og flere børn i institutionerne, uden at antallet af voksne er fulgt med. Det gør det svært at give børnene det kvalitetstilbud, vi gerne vil give dem.



Bedre kvalitet står højest på både forældre og pædagogers ønskeseddel. Jeg havde derfor hellere hørt statsministeren love, at alle børn, der skal passes uden for hjemmet, fremover vil blive tilbudt kvalitetspasning med nok kvadratmeter ude og inde og nok pædagoger til, at børnene kan blive både passet, få omsorg, blive stimuleret og udviklet. Men det er jo ikke gratis.

Lad os udstede en bøde til alle de politikere af forskellig partifarve, der hopper på bussen mod bedre velfærd uden at løse billet. Hvis man vil med bussen, må man betale, hvad det koster.