LEDER. Fællesskab og faglighed skal bane vejen for bedre vilkår

BUPL holder kongres 29. og 30. november. Her mødes alle de delegerede fra hele landet og sætter retning for de kommende to år. Jeg glæder mig særligt i år, hvor temaet er fællesskab og faglighed. Det er på ingen måde tilfældigt, for som pædagoger er vi jo et stort fagligt fællesskab.

Vi skal bruge det fællesskab til at udvikle faget sammen. Taler vi nok med hinanden om vores fag? Udfordrer vi hinanden i hverdagen? Og har vi modet til at spørge nysgerrigt ind til hinandens praksis og de pædagogiske valg, som vi træffer? Og har vi tiden? Når vi gør det – og får de gode debatter med hinanden – mærker vi fællesskabet. Så får vi modet til at sige fra over for dårlige rammer og vilkår, både for børnenes og vores egen skyld.

Vi skal som stolte bærere af faget komme med bud på, hvordan vores velfærdssamfund skal se ud. Det har vi en etisk og faglig forpligtelse til – og en politisk. Vi vil gerne, men det kan være svært at se, hvordan man som enkeltperson kan stille noget op overfor de uoverstigelige udfordringer, vi står overfor.

Men tag ikke fejl! Det betyder alverden, når vi hver især tager et enkelt skridt. Det gør en forskel når vi tager et etisk dilemma op på personalemødet, når vi bringer en problemstilling ind i MED-udvalget, eller når vi står frem med faglig kritik på de sociale medier. Små handlinger spreder sig ofte som ringe i vandet, og når vi er mange, kan de være med til at skabe store forandringer.

Børneområdet får større og større politisk opmærksomhed, og det skal selvfølgelig smitte af på vores fag med en større anerkendelse. Det skal give kraft til engagementet, til stoltheden og til oplevelsen af at være en del af noget større og afgørende vigtigt.

Vi er nået langt siden den seneste kongres i november 2016. Der er kommet en styrket pædagogisk læreplan, som sætter børnenes perspektiv i centrum. Legens betydning står soleklart, og det samme gør høj faglighed. Vi har politisk kæmpet os til puljer med sociale normeringer, som skal hjælpe de mest udsatte børn. Og så var OK18 en milepæl med en lønstigning, første skridt mod ligeløn og et forsvar for vores seniordage.

Men vi er slet ikke i mål endnu. BUPL kæmper videre for minimumsnormeringer, en højere pædagogandel og større skridt mod ligeløn. Kampen kræver et markant fællesskab og en stærk pædagogprofession. Det er den retning, som BUPL skal fortsætte efter kongressen.

Elisa Rimpler

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.