Leder: Fælles kamp

Gennem adskillige år har daginstitutionsområdet holdt for i sparerunder og effektiviseringer. Personalet på institutionerne har udvist en fleksibilitet og omstillingsevne langt ud over, hvad man bør forlange i et arbejde, hvor relationer er så væsentlige.

I ti-året før årtusindskiftet så vi - uden personalekompensation - en indskrivning på næsten 60.000 flere børn, og rigtigt mange af de besparelser på 500 millioner kroner, kommunerne præsenterede sidste år, faldt på daginstitutionsområdet, hvor der blev sparet meget mere, end det faldende børnetal kan legitimere.

Oveni det har udviklingen i decentraliseringen og for eksempel lønsumsstyring og kontraktstyring betydet, at ressourcerne styres mere efter økonomiske rationaler end på målsætninger om for eksempel at sikre et personligt overskud hos den enkelte pædagog i de relationer mellem voksne og børn, som er en forudsætning for et godt pædagogisk arbejde. Når vi alligevel er i stand til at "levere varen" i daginstitutionerne, så er det i høj grad på trods af forhindringer.



I den offentlige debat om budgetbesparelser var der sidste efterår endda eksempler på kommuner, der havde råd til at opretholde serviceniveauet, men som konsekvens af de snævre rammer for vækst i den kommunale økonomi var de tvunget til at spare.



Regeringens løfter om skattelettelser og stramme begrænsninger for væksten i den offentlige sektor vil få vidtrækkende betydning. Jeg tænker især på kommunernes mulighed for at opretholde daginstitutionerne som et udviklingsorienteret rum for børns sociale, emotionelle og videnskompetencer. De kommunale intentioner kan være gode, men regeringen spænder ben for, at de reelt kan indfries. Der er ikke befolkningsmæssig tilslutning til regeringens målsætninger om skattelettelser, for den gevinst, der måtte være tale om, kan slet ikke måle sig med de økonomiske og samfundsmæssige omkostninger for den enkelte borger, bruger og ansatte.

Flere og flere kommuner mærker presset fra forældre og ansatte, og mange af dem er derfor også på banen i optakten til de kommende kommunalforhandlinger med regeringen om de økonomiske rammer.



Jeg synes oprigtigt talt, at tiden er inde til, at Kommunernes Landsforening nu foreslår regeringen, at den erkender omkostningerne ved besparelser på børneområdet og i stedet retter blikket mod vores nabolande. I Sverige har man afsat en halv milliard til styrkelse af personalenormeringerne, og i Norge er der etableret et samarbejde på tværs af kommuner, faglige organisationer og enkeltpersoner, der kæmper for velfærdsstatens bevarelse.

Det er en fælles kamp, som vi kunne lære af. Og vi er alle en del af den - både når vi søger bredere alliancer, og når vi hver især gør, hvad vi kan, for at påvirke lokale politikere og lokal politik