Leder: En historie, vi kan være stolte af

Fra i mandags blev det muligt at stikke hænderne i pædagogfagets historie.

I en kælder på Nørrebro åbnede Dansk Pædagogisk Historisk Samling gemmerne for offentligheden, og ambitionen er med tiden at flytte dokumentationen af pædagogfagets historie til mindre ydmyge lokaler, hvor der kan laves et egentligt pædagogisk museum.



Går man forbi arkiverne på Nørrebro og betragter materialet, vil man se, at der går en rød tråd igennem pædagogfagets historie - en rød tråd, der spindes af begreber som respekt for barndommen, indsigt, nærvær, engagement og udgangspunktet i det enkelte barns interesser og behov. I en tid, hvor vi udefra konfronteres med læreplaner og krav om, at børnene skal kunne bestemte ting på bestemte tidspunkter, er det vigtigt, at vi ikke lader os løbe over ende, men holder fast i dén pægogiske kerne.



De pædagogiske læreplaner er indført ved lov, og nu gælder det om, at vi bruger dem konstruktivt, så de bliver interne udviklingsredskaber fremfor eksterne styringsinstrumenter. De pædagogiske læreplaner skal godkendes og evalueres af forældre- og kommunalbestyrelser, og man kan på den måde sige, at pædagogerne har mistet den historiske ret til selv at bestemme, hvilke metoder og mål, der er de rigtige i den enkelte institution. Men hvis vi bruger samspillet med forældre og politikere rigtigt, kan vi få en god dialog om, hvad barndommens læring går ud på. I den dialog skal vi holde fast på det, vi kan, og det vi igennem vores historie har dokumenteret, virker: At grundsynet på barnet og barndommen skal være, at barnet udvikler sig i sit eget tempo, i samspil med de voksne, men uden et skemalagt "forløb", og at barndommen har en værdi i sig selv.



Kernen i dansk og skandinavisk pædagogik er måske i virkeligheden alt det, den ikke er, nemlig indlæring, terperi og resultatorientering. Vi tror på, at legen i sig selv er vigtig, og at barndommen skal være et frirum, hvor man udvikler sig, uden at der står nogen parat med tests og målinger. Den danske daginstitutionskultur bygger på en proceskultur fremfor en produktkultur, og det har vist sig at være en farbar vej.



Selvfølgelig skal pædagogfaget udvikle sig sammen med det samfund, det er en del af, ligesom det altid har gjort. Børnene sidder ikke længere på asyltrapper og terper bibelvers og håndarbejde - heldigvis. Det er tilsvarende ikke alle svar på fremtidens udfordringer, der kan hentes i historien om vores fag. Men det er heller ikke alt, vi skal smide ud med badevandet. Vi skal være bevidste om, hvilket fagligt fundament og hvilke værdier, der ligger til grund for alt det, vi går rundt og gør til hverdag.



Pædagogfagets historie viser, at vi har skabt noget unikt. Vi har skabt en tradition og en kultur i danske daginstitutioner, som folk kommer rejsende langvejs fra for at studere. Vi har holdt fast i, at der er et liv før skolen og et liv efter skoleklokken om eftermiddagen. Det er dét liv, arkiverne på Nørrebro fortæller om.