LEDER. Det er dyrt at spare

Det er let at blive godt gammeldags forarget, når man i disse dage tænder fjernsynet eller ser en avisoverskrift. Politikerne sparer videre på blandt andet børnene, mens finansverdenen helt bevidst holder fest for vores skattekroner.

Tag nu bare afsløringen af, at danske virksomheder betaler mindst 14,1 milliarder kroner for lidt i skat. Det er nok til, at alle landets daginstitutioner kunne ansætte en uddannet kollega mere i otte år. Eller hvad med internationale finanshuses skruppelløse svindel med udbytteskat, hvor antallet af milliarder, der er blevet suget op af europæiske statskasser, er så højt, at banditterne i habitterne knap nok selv har kunnet tælle dem.

At Danmark har været en af skurkenes foretrukne legepladser, skyldes måske, at vores skattesystem ligesom børneområdet er presset efter års besparelser. Væk er 12,7 milliarder fra vores fællesbudget i hvert fald. Det er knap halvt så meget, som vi årligt bruger på hele 0-5-årsområdet. Med dem mellem hænderne kunne vi indføre BUPL’s anbefalede minimumsnormeringer i et år og stadig have over 10 milliarder tilbage til andre nødvendige, frugtbare velfærdsinvesteringer: Til at styrke folkeskolen, så pædagoger og lærere reelt har tid til at samarbejde, til genopretning af de udsultede fritidsinstitutioner, til at give de ældre et bad mere eller til yderligere normeringer, der batter noget i forhold til tidlig indsats – for bare at nævne et par eksempler.

Tilbage i virkelighedens verden, hvor pengene er væk, kalder regeringen desværre minimumsnormeringer en alt for dyr og ’rigid form for regulering’. Ideen synes heller ikke længere at være kommunernes kop te. Over halvdelen af dem har i hvert fald lige skrinlagt kommunalvalgets skåltaler og igen givet børn og pædagoger sparekniven. Paradoksalt og trist i en tid, hvor økonomien – trods finansverdenens svindel og humbug – buldrer derudad.

Vi må håbe, at politikerne kan læse skriften på væggen under de igangværende finanslovsforhandlinger. Det kan være dyrt at spare. Ikke mindst på børnene og resten af vores velfærd. Og på skattevæsenet.



Elisa Rimpler