Leder: Derfor kvindekamp

At snakke om kvindekamp i et forbund, hvor langt de fleste medlemmer er kvinder, er specielt, men nødvendigt. Vores løn- og arbejdsvilkår er stadig præget af, at omsorgsarbejde traditionelt er et kvindeområde og ligeså traditionelt halter bagefter brancher, vi med hensyn til uddannelseskrav, arbejdets kompleksitet og ansvar kan sammenligne os med, men som er mandefag.

Social- og ligestillingsminister Henriette Kjær er ganske vist meget træt af at høre på feministisk kritik af ligestillingens status, men hun erkender, at lønforskellene og det kønsopdelte arbejdsmarked fortsat er et problem, der skal løses, og hun ønsker, at den lovmæssige mulighed for positiv særbehandling bruges langt mere. Det vil f.eks. betyde, at ministerierne skal iværksætte særlige foranstaltninger for at få flere kvinder - eller mænd - ind på bestemte områder på arbejdsmarkedet.

Ministeren ønsker bl.a. flere mandlige pædagoger.



BUPL's holdning er og har i årevis været, at flere mænd i faget kan bidrage positivt til børns udvikling og stimulere miljøet på arbejdspladsen. Men jeg mener, det er naivt at forestille sig flere mænd i faget, før vi får lønnen op, for 27 år med ligelønslov har ikke givet reel ligeløn mellem kvinder og mænd - eller mellem offentligt og privat ansatte.

Personligt mener jeg også, at Ny Løn medvirker til at forstærke uligheden. Uligeløn fører til modsætninger og splittelse på den enkelte arbejdsplads og mellem de forskellige fag.



Loven om ligeløn og kravet om løn-åbenhed er redskaber i kampen for ligebehandling. Men redskaberne er ikke nok. Der er brug for holdningsændringer og for en samfundsmæssig prioritering af flere tiltag i retning af større lighed - uanset køn, etnicitet og religion.

Derfor må de tider også være forbi, hvor fagbevægelsen tænker i gamle baner. For kun den faglige solidaritet, hvor man samlet og gennem kollektive overenskomster kæmper for lige forhold for unge og gamle, mænd og kvinder, indvandrere og indfødte, kan forhindre ulighederne. Ligestilling er ikke noget personligt valg. Velfærdspolitik og ligestillingspolitik er to sider af samme sag.



Derfor er der stadig brug for diskussion, og derfor er der stadig brug for at markere protest mod forskelsbehandling. Derfor vil jeg opfordre til, at vi overalt slutter op omkring 8. marts-arrangementer i næste uge.

Vi har brug for at mødes og for at lægge strategier. Vi gør det på kvindernes internationale kampdag, men den kan ikke stå alene. Vi må have ligestillingsvinklen med i vort faglige arbejde hver dag og hele året.



God 8. marts.