Læring sker i hverdagen

En gruppe af de store vuggestuebørn er på vej ned til havnen for at lege der. På vejen finder de nogle æbler, og pædagogen spørger: "Kan æbler sejle?"

Lidt senere finder børnene nogle sten, og en dreng spørger: "Kan sten sejle?"

Den dag bliver turen til havnen udvidet fra den sædvanlige øsen vand op i spande til et eksperiment med æbler og sten og deres evne til at flyde eller ej. Børnene opdager, at æbler kan flyde, mens stenene siger "plums" og forsvinder.

Pia Edsberg, leder i Vægterparken, fortæller den lille historie om læring - og mange andre fra dagligdagen. For pædagogerne har i det seneste år samlet en masse fortællinger om det, børn lærer af det helt almindelige hverdagsliv. Ud fra fortællingerne har pædagoger og medhjælpere udledt "lærepinde" - det vil sige det, de mener, at børn lærer i Vægterparken, om måden de lærer på, og hvordan de voksne er med til at skabe læringsrum for børnene.

"Kernen i vores arbejde har altid været, at børnene skulle deltage i alle hverdagsaktiviteter med mindst mulig serviceren, men aktivt nærvær fra vores side. Vi vil gerne have, at børnene selv opdager, at der mangler to glas, når der skal hældes vand eller mælk op. De skal have tid til at opdage "Hov jeg har jo ikke noget glas!" og gøre sig tanker om, hvad de så skal gøre, nemlig selv gå hen til rullebordet og hente et glas. På den måde tror vi, at de lærer at tænke på sig selv som aktive mennesker, der indgår i en sammenhæng. Projektet er gået ud på at sætte ord på den læring, der sker i de helt almindelige ting, vi gør med børnene hver dag," siger hun.



Sætte ord på tavs viden. Vægterparken har plads til 75 børn fordelt på to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper og ligger i Tårnby Kommune på Amager. For lidt over et år siden søgte man penge fra KID-midlerne til at undersøge, hvad børn lærer af institutionens praksis, som er opbygget gennem mange år.

Ved at samle fortællinger om det, børnene gør og analysere dem for at finde ud af, hvad de lærer, har de nu sammenstykket deres eget syn på læring. Souschef og projektleder Rikke Gaard siger, at pædagogerne ville se, hvad der sker i hverdagen og på, hvor læreprocesserne opstår helt naturligt. Og hvad der sker, når de voksne inviterer til aktiviteter. Man ville desuden prøve at sætte ord på den tavse viden, som pædagoger har om, hvad børn lærer af at gå i en dansk daginstitution.

"Det er svært at forklare, hvorfor det er vigtigt, at børn får en rigtig urtekniv og selv skærer æbler. Det er jo en del af den tavse viden, vi har. Men hvis vi skal modstå presset fra nogle politikeres lyst til at indføre noget, der ligner franske småbørnsskoler, så må vi blive bedre til at fortælle, hvorfor dansk børnehavetradition og den danske vuggestuekultur er så unik, og hvad den gør for børnene," siger hun.

Det har altid været et mål for personalet i Vægterparken, at børnene kunne sige: "Nu skal jeg i skole, farvel!" Og så slå døren i, for så var det et tydeligt tegn på, at de var klar. Men Pia Edsberg kan godt se, at det er en noget lemfældig beskrivelse, som ikke ret mange uden for institutionen vil forstå. Og derfor ville de gerne sætte flere ord på det, de synes, at børn skal lære, mens de går i Vægterparken.

"Vi mener, at hverdagslivet er et vigtigt læringsrum. Vi vil ikke skynde på børnene og bede dem om at blive færdige med det, de er i gang med, fordi vi skal lære dem noget, som vi har planlagt nu her om en halv time. For så ville vi stoppe dem i noget, de lærer rigtig meget af, for at deltage i noget, vi gerne vil lære dem. Det er jo absurd og ikke et helt liv," siger hun.



Vi skal tilbyde mangfoldighed. Pædagogerne ser altså hverdagslivet som det læringsmiljø, børn og voksne udvikler sig i. Og at børns aktive deltagelse er vigtig for deres udvikling og dannelse. De ser læring som en dynamisk proces, hvor børn og voksne i samspillet udvikler læreprocesserne. Og de vil med deres projekt synliggøre, at læring i daginstitutioner er andet end den traditionelle læring og skal betragtes og forstås i den sammenhæng.

Et vigtigt nøgleord er mangfoldighed. Pia Edsberg mener, at det er pædagogens ansvar at være medskaber af læringsrummet, hvor børnene præsenteres for mange forskellige aktiviteter.

"Det er vores rolle at inspirere børnene, give dem lysten til at deltage og vække forundring. Så mangfoldigheden er det vigtigste, for hvis det er en hverdag i ordets værste betydning - hverdagsagtig, så er det jo ikke nok. Det skal også være sådan, at vi holder øje med, om børnene trives. De kan ikke få lov til at bestemme, at de ikke vil trives, der har vi et ansvar," siger hun.

Ifølge Rikke Gaard er mangfoldighed med til at give børnene nogle redskaber, viden og personlige og sociale kompetencer, der gør, at det bliver nemt for dem at indgå i andre sammenhænge, kunne koncentrere sig og være nysgerrige.

"Jeg tror, det vigtigste man kan give børn i de første seks år, er lysten til at ville indtage verden. Når vi mener, at børnene skal være med i alle de daglige gøremål, som at dække bord, tørre borde af og skære frugt ud, så er det jo ikke, fordi de skal være praktiske grise dagen lang. De skal præsenteres for så mange forskellige ting, at hele barnet udfordres. De skal ud og finde regnorme, være med nede ved vandet og fiske, være med til at lave mad, tegne og male og lære forskellige kreative udtryksformer at kende," siger hun.

I Vægterparken skal børnene ikke selv finde ud af det hele. Udgangspunktet er, at de voksne vil noget med børnene, mener Pia Edsberg.

"Det er os, der må være med til at finde ud af at sætte rammerne og invitere børnene med i aktiviteterne. Nogle gange har de ikke lyst, og det respekterer vi og prøver så en anden dag. Vi gør os vores refleksioner over, hvad der mon er galt, hvorfor er nysgerrigheden ikke til stede. Vi har opdaget, at når vi med jævne mellemrum gentager aktiviteterne, så har nogle af de børn, der ikke ville være med sidste gang, nu fået lyst til at deltage. På den måde får vi de børn med, som skal have lidt tid til at turde," siger hun.



Læring i helhed. Pædagogerne har lært sig meget om børns læring gennem analyserne af fortællingerne. Det har blandt andet været overraskende at finde ud af, at medlæring er betydningsfuld for mange børn. Det at være ved siden af eller i udkanten af en aktivitet, se på de andre, der deltager, er en del af børns læring, som det er vigtigt at give lov til.

"Før syntes vi måske, det var irriterende med de børn, der bare sad og "gloede" på en aktivitet og ikke ville deltage. Men nu har vi set, at det, som vi før har tolket som passivitet, faktisk er aktiv tid, hvor de lærer af at se på de andre og langsomt få mod og lyst til selv at være med," siger Pia Edsberg.

Meget af den læring, der foregår i hverdagen, er læring på højt niveau, uden at det er sat ind i en ramme i form af et projekt eller et emnearbejde, mener pædagogerne.

"Der er bare rigtig mange muligheder for at skabe læring i de helt nære og hverdagsagtige ting, uden at børnene skal deltage i en bestemt aktivitet fra kl. 9-11," siger Pia Edsberg, som synes, at den erfaring kan bruges i forhold til de læreplaner, som de nu skal til at udforme.

"Vi tror på, at den refleksion, vi har sammen med børnene, er den, der sætter alle læreprocesserne i gang. Jeg kan slet ikke forestille mig, at vi vil samle alle børnene omkring et bord og så tro, at vi kan lære dem noget," siger hun.

Fortællingerne vil fortsat være et redskab til analyse af børnenes læring samt til formidling af pædagogernes tavse viden. Og så har fortællingerne gjort pædagogerne opmærksomme på en anden vigtig ting omkring læring.

"Eksemplet med gryden er jo et, der viser, at man må gå den tunge vej, hvis man vil lære noget. Den voksne har lært, at man kan gøre tingene på en nemmere måde, men det kan børnene ikke bruge til noget. De er nødt til at lære gennem egne handlinger, for vi lærer ikke ret meget, uden vi først selv har draget erfaringerne. Og så kan vi se, at vi ikke behøver at dele tingene op, sådan som det er beskrevet i læreplansloven. Vi kan vælge at se på barnet i helhed, beskrive det, gøre os bevidste om, hvad der foregår og reflektere på det, for så kommer vi omkring alt det, vi skal ifølge loven," siger Pia Edsberg.



Lært om læring

Søren Smidt, cand.psych., ph.d. og forsker på RUC, har arbejdet med personalet, så de har kunnet flytte sig fra praksis til teori.

"Han har lært os at sætte ord på praksis og teoretisere den, og det er forskellen på at bevæge sig på anekdoteplanet til det, vi har gjort," siger leder Pia Edsberg.

Projektet "Hverdagslivet som læringsrum" har givet personalet i Vægterparken følgende forståelse af læring (her bragt i uddrag).

- Læring handler om formidling og foregår som vedvarende processer

- Gennem læring tilegner man sig kulturelle normer, og læring er en del af den personlige identitetsdannelse

- Læring foregår som gensidige processer i relationer mellem børn og voksne og børnene indbyrdes

- Hverdagen i huset er det læringsmiljø, børn og voksne udvikler sig i

- Læring fordrer fokus på børns egen aktive deltagelse

- Læring foregår altid på flere planer samtidig

- Børns læring styrkes gennem brug af alle sanser

- Læring har intet fast startpunkt og slutpunkt

- Børns leg og legeevner danner grundlaget for daglige læreprocesser

- De voksne skal afstemme deres initiativer i forhold til det, børnene kan, ved og vil

- Refleksion over egen og fælles praksis er nødvendig i et levende og udviklend læringsmiljø



Vægterparken har udgivet en pjece om projektet. Pjecen og projektrapporten kan købes for kr. 50 ved henvendelse på tlf. 3252 5316.



Fortællingen om læring ved et rullebord

"Den voksne begynder at tilberede morgenmad. Peter på halvandet år tøffer rundt i nærheden. Han står lidt og kigger på rullebordene og trækker så et af dem hen til skabene med tallerkner og glas. Han åbner skabet og ser spørgende på den voksne. Denne siger: "Ja, der står tallerknerne, kan du sætte dem på rullebordet?" Han tager et par tallerkner op på bordet, og efter opfordring fra den voksne fortsætter han med at stable tallerkner, og pludselig er der mange. Pædagogen beder ham om også at tage glas frem. Det gør Peter, og til hans udelte begejstring er der snart fyldt godt op på bordet. Et par børnehavebørn kommer til og vurderer, at der er alt for mange glas og tallerkner, så de henter et rullebord mere og begynder at fordele servicet. De får at vide, at der skal være otte af hver slags på hvert rullebord, og de begynder at tælle, det overflødige service sættes tilbage i skabet. De får også at vide, at der mangler kander, og bliver spurgt om, hvad de synes, der mere skal være på bordene. De siger ikke noget, men tager på eget initiativ bestik frem og sætter brød, smør osv. på bordene.

Denne fortælling viser, at den voksne griber muligheden for at skabe plads til børns egne initiativer i et dagligt gøremål. Kommunikation opstår mellem børn og voksen via handling, krop og sprog. Og den voksne er med til at styrke og udvikle de læreprocesser, som børnene selv sætter i gang ved at anerkende og understøtte deres initiativ og handlinger, samtidig med at de får lov til at blive i deres koncentration og fordybelse. På den måde bliver børnene medskabere af egne læreprocesser og styrket i deres personlighedsdannelse og på det kropslige og motoriske plan." (Forkortet udgave af en fortælling og pædagogernes analyse af den læring, der finder sted i situationen. Fra Vægterparkens projekt.)



Fortællingen om to drenge, en gryde og noget sand

"To drenge på omkring fire år fylder en gryde med sand og vil bære den fra én sandkasse til en anden i modsat ende af legepladsen. Gryden er meget tung, men drengen går i gang med at bære den mellem sig. En pædagog spørger, hvor børnene skal hen med sandet og siger til dem, at det er nemmere at gå ned til den anden sandkasse og fylde gryden med sand der. Så drengene tømmer gryden og går ned til den anden sandkasse, hvor de straks fylder den med sand igen og begynder at gå tilbage til den første sandkasse, imens de snakker om, hvor tung deres gryde er. Da de er fremme ved sandkassen, tømmer de sandet ud af gryden og leger videre.

Denne fortælling er et eksempel på, hvordan børn kan have et andet mål med deres handlinger end den voksne. Det er en fortælling om børns måde at forundres på, og hvordan de undersøger deres kropslige formåen. Drengene har et mål med deres kropslige aktivitet: De vil simpelthen prøve, om de sammen kan bære en tung gryde fra den ene ende af legepladsen til den anden. Denne fortælling viser, at de to drenge skaber deres egne læreprocesser både socialt og kropsligt - de bruger deres kroppe og samarbejdet til at styrke deres venskab. Deres mål er ikke at se, hvem der er stærkest, men at se om de kan bære gryden sammen." (Forkortet udgave af en fortælling og pædagogernes analyse af den læring, der finder sted i situationen. Fra Vægterparkens projekt.)