Læring og læreplaner

I den forløbne uge løftede VK-regeringen sløret for nogle af de fremtidige planer i Operation Genvalg: Effektivisering af den offentlige velfærd og et udbygget straf-og-belønning-system. Det er en go', gammel borgerlig mærkesag, at god opførsel belønnes, mens dårlig opførsel straffes.

Hvem sagde opgør med smagsdommeriet?



En del af planen handler om daginstitutionsområdet, idet vores socialminister fremlagde en plan for området: Børnene lærer ikke nok, derfor skal der indføres læreplaner. Børn opfører sig - sagt på en anden måde - ikke, som socialministeren ønsker. De tillader sig at lege, at være sammen med hinanden. De tillader sig i det hele taget at bruge alt for megen tid på at være børn! Derfor skal de "straffes". Og straffen er planlagte undervisningsforløb i børnehaven fra 3-årsalderen.



I stedet for at udtænke flere formelle krav til, hvad børn skal lære, burde socialministeren bekymre sig mere om, hvordan vi skaber daginstitutioner, som i endnu højere grad end i dag kan stimulere børns lyst og energi til at lære. Enkelte har ind imellem brug for en hjælpende hånd, men det er en kendsgerning, at børn både kan og vil lære. De kan faktisk slet ikke lade være! Børns initiativrigdom og virkelyst er stor, når rammerne er til det.



Og hvilke rammer stiller vi så til rådighed for børnene og deres virkelyst? BUPL har dokumenteret, at siden 1990 er der kommet 70.000 flerpassede børn (merindskrevne børn uden personalekompensation) ind i daginstitutionerne. De fysiske rammer gør, at børnene mangler plads til udfoldelse, hvilket skaber konflikter, hæver støjniveauet osv. En undersøgelse i A4 viste, at pædagogers direkte tid med børnene er reduceret med mellem en fjerdedel og en tredjedel over den sidste snes år, hvor halvdelen skyldes besparelser, mens decentraliseringen og nye opgaver tegner sig for den anden halvdel. Oveni dette skal så lægges den halve milliard, som kommunerne samlet set sparede på daginstitutionerne på dette års budgetter.



Der er derfor al mulig grund til at fokusere på, hvad vi vil med daginstitutionerne. Skal daginstitutionen være specifik skoleforberedende, eller skal vi fastholde den bredere indgang, vi har i dag, hvor det handler om at give børnene en god barndom og et godt læringsmiljø? Pædagoger, forældre og børn vil helt sikkert vælge det sidste. Derfor kunne vi godt ønske, at vores minister var mere interesseret i, hvordan børnene rent faktisk har det, og mere interesseret i at forbedre daginstitutionernes rammer og muligheder, end i at udvikle nye formelle krav.



Spørgsmålet, som socialministeren burde stille, er: Får børn et bedre liv med en læreplan?

Og svaret er: Nej, det er der intet, der tyder på. Giv dem i stedet en bedre daginstitution!