Læring er bedst i sociale sammenhænge

Skolepædagogerne på Skottegårdsskolen er inspireret af Etienne Wengers teoretiske begreber i deres arbejde med hospitalshjørnet. Etienne Wenger anser læring som en social proces, fordi læring skabes mellem mennesker.

Hvis læring skal opstå, så skal vi engagere børnene i et praksisfælleskab. Anders Shagembe ser hospitalshjørnet som et sted, der kan skabe det praksisfællesskab, hvori læring kan opstå.

»Vi lærer hele tiden noget, og vi pædagoger skal iscenesætte situationer, hvor læringen giver mening. Læringen skal kunne bruges til noget både i samfundets øjne og i barnets øjne. Når de to ting smelter sammen, får vi ifølge Etienne Wegner den bedste samfundsmæssige læring,« siger Anders Shagembe.

Læring består af logik og sanser. Der opstår et engagement blandt børnene ved at udfylde en rolle, og de lærer også ved at påtage sig roller. Det er en helt anden form for læring end den, der foregår i klasselokalet, forklarer Anders Shagembe.

»Vi er ude i helt andre læringsdimensioner, end når vi siger: ’Jeg vil noget med dig’. Når det udspringer af praksis, har du ikke kun den logiske måde at forstå, for du har også et sanseligt felt. Når vi befinder os i et praktisk felt, er vi nødt til at inkorporere det logiske med det sansende for at forstå, hvordan opgaven skal udføres,« siger han.

For Anders Shagembe er hospitalshjørnet derfor ikke kun leg for børnene, men også en aktivitet, hvor der foregår læring på en måde, som de ikke er vant til i skolen. En af de største pædagogiske effekter er, at hospitalshjørnet skaber et praksisfællesskab, hvor alle børn kan inkluderes på tværs af årgange, klasser og væremåde. Mange af børnene udvikler sig også og får nærmest en helt ny identitet. Samtidig ser de, at nye relationer bliver skabt, forklarer Anders Shagembe. Arbejdet med hospitalshjørnet skaber derfor en læring på det personlige plan, som børnene får ud af legen.



Etienne Wengers teori



Læring sker mellem mennesker og ikke i mennesker. Hvis læring skal opstå, er vi som mennesker nødt til at indgå i praksisfællesskaber, som den amerikanske sociolog Etienne Wenger (født i 1952) definerer som noget, alle deltager i. Det kan for eksempel være familierelationer og arbejdsmæssige relationer. Et praksisfælleskab bliver til via tre begreber: gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles repertoire.



Gensidigt engagement opstår, når mennesker er engageret i hinandens handlinger. Den fælles virksomhed defineres ud fra de handlinger, som vi gør sammen. Når vi foretager os noget sammen, skaber vi en fælles virksomhed.



Det fælles repertoire er de fælles måder, vi tænker, handler og taler på. Det er de ressourcer, vi alle har for at udføre en bestemt handling.