Kvalitet i uddannelsen

Siden Evalueringsinstituttet i sidste måned offentliggjorde sin rapport om pædagoguddannelsen, har der været stor debat om de roller og opgaver, vi varetager som pædagoger.

På grund af den store samfundsmæssige betydning, som det pædagogiske arbejde har, er debatten både nødvendig og naturlig.

Det ægrer mig nu, at en alt for stor del af debatten handler om opdragelse. Det er nemlig ikke en nyhed for hverken børn, forældre eller pædagoger, at pædagoger opdrager børn. Det er heller ikke den eneste opgave, pædagoger har. I dag er der en lang række andre opgaver af samfundsmæssig betydning, der ligger for eksempel en dannelsesopgave i at forberede barnet til dets videre liv i et komplekst samfund. Dertil kommer de helt centrale opgaver med at give omsorg og tryghed til det enkelte barn.

Det vigtige i rapporten er altså ikke spørgsmålet, om pædagoger opdrager eller opdrager for meget. Det vigtige er, at den sætter fokus på pædagoguddannelsens evne til at kvalificere nye pædagoger til arbejdet i landets daginstitutioner, fritidshjem, SFO'er, klubber og andre tilbud til børn og unge.

For mig at se er der ingen tvivl om, at vi skal have en ny pædagoguddannelse. Kravene til pædagoger i dag er anderledes end for bare ti år siden. I dag er der for eksempel - foruden pædagogens helt centrale omsorgs-, opdragelses- og dannelsesopgaver - en lang række organisatoriske opgaver. Tværfagligt samarbejde med andre institutioner, herunder folkeskolen, kontakten til pædagogiske konsulenter, støttepædagoger, mv. samt opgaver, der knytter sig til decentralisering af budgetansvar og andre administrative opgaver. Fordi disse opgaver fylder så meget i daginstitutionernes virke i dag, må uddannelsen tilpasse sig og ændres i takt hermed.

Samtidig er det i dag nødvendigt, at pædagoger er i stand til at dokumentere det pædagogiske arbejde med børnene og de unge. Også det kræver kompetencer, man som pædagog skal opøve gennem uddannelsen.

Et andet vigtigt spørgsmål, som evalueringsinstituttets rapport rejser, er seminariernes evne til at gøre de pædagogstuderende studieegnede. For mig er der ingen tvivl om, at der skal strammes op på uddannelsen - både i forhold til optagelseskriterierne, men også i forhold til selve studiet.

En ændring af uddannelsen kræver, at man forholder sig realistisk til spørgsmål om finansiering. Heldigvis er der i dag - bredt set og blandt landets kommuner - en stor interesse i at forbedre og udvikle kvaliteten i landets institutioner - ikke mindst for at forebygge og sætte ind over for såkaldt svage børn. Men det er nødvendigt, at der afsættes de nødvendige midler i budgetterne. Både til en forbedring af pædagoguddannelsen, men også til at sikre gode rammer for det pædagogiske arbejde i institutionerne.

Kvalitet koster. Også på uddannelsesområdet.