Kultur er forskellen

Børn med anden etnisk baggrund end dansk trives og udvikles lige så godt som deres danske kammerater. Og det skønt deres familier har langt svagere ressourcer end de danske børns. Det viser en undersøgelse foretaget af Socialforskningsinstituttet. Men passer undersøgelsens resultater med det, pædagogerne oplever i daginstitutionerne? Klarer børn med anden etnisk baggrund end dansk sig på trods af deres dårlige odds? For at få et kvalificeret bud har Børn&Unge snakket med tre pædagoger, der til daglig arbejder med mange etniske børn. Helt uafhængigt af hinanden og formuleret på lidt forskellige måder er pædagogerne enige: Det handler mere om noget kulturelt, hvis børnene har vanskeligheder og ikke trives.

Kurt Dichsen, leder af Langbjerg SFO 1 i Brøndby Strand, hvor 60 procent af børnene er tosprogede, mener, at billedet er lidt mere broget, end at disse børn klarer sig lige så godt som de danske børn.

"Mange lider under, at der er meget, som de ikke kan tale om, fordi de endnu har flygtningestatus, og det påvirker stærkt deres trivsel. Men for mange af disse børn handler det mere om de holdninger og værdier, som ligger i deres kultur, og som betyder, at de får skabt afstand til andre børn og til samfundet som sådan," siger han.

Nada Louise Cay er souschef i København Kommunes Integrerede Institution i Sjællandsgade på Indre Nørrebro. Her går 48 børn fra 6-13 år, cirka 60 procent er tosprogede. Hun mener, at på nogle punkter kan børn med anden etnisk baggrund godt have det sværere. Men på de fleste udviklingsområder er de ligeså godt kørende som de danske børn.

"Forskellen ligger i kulturen og de forskellige værdier. Og det er jo noget, som man kan tage hånd i hanke med - for eksempel at en pige ikke kan gå med i svømmehallen. Når man forklarer forældrene, hvad pigen kan få ud af at være med, får hun som regel lov alligevel. Det kan jo betyde meget for, hvordan børnenes trivsel er, at de kan være med i det sociale liv," siger hun.

I nogle kulturer er man mere vant til at støtte barnet end i andre, mener Nada Louise Cay.

"De pakistanske børn har med fra deres kultur, at man skal tage en uddannelse, og de er nogle af de mest velfungerende børn, vi har. De er intelligente, de er arbejdsomme og meget velopdragne, de kunne aldrig drømme om at snakke grimt til en voksen - især pigerne. I andre indvandrergrupper, som marokkanerne eller tyrkerne, går forældrene ikke så meget op i, hvad børnene skal have lært eller oplevet," fortæller hun.



Fjernt fra egen kultur. Jan Høst er leder af Børnehuset i Gjellerupparken i Brabrand ved Århus. Her er alle 92 børn tosprogede og fra 6 måneder til 14 år. For ham lyder det underligt, at man kan finde frem til, at de etniske børn klarer sig lige så godt som de danske, når det gælder trivsel og udvikling.

"Vi oplever, at på langt sigt dukker de etniske børn desværre op i overtal i statistikker om kriminalitet og begrænset uddannelse. Og det kan skyldes sociale forhold, og at de har nogle oplevelser med sig i bagagen, som påvirker deres trivsel. Desuden er det svært at indpasse egen kultur i en fremmed som vores," siger han.

Når kravene bliver større - og det er lige omkring syvårsalderen - er det sværere for de etniske familier at støtte og hjælpe deres børn. De er ikke blevet givet forudsætningerne for at vide, hvad der skal til for at klare sig i det her samfund, mener Jan Høst.

"De kan også have svært ved at støtte lærerne, selvom de egentlig gerne vil, fordi den undervisningstanke, vi benytter her i landet, ligger så fjernt for dem. Det kan blandt andet være svært at forstå, at vi giver børn medindflydelse på undervisningen og eget liv. Forældrene har også drømmen om, at barnet skal være læge, ingeniør eller jurist, men de ved ikke, hvordan man gør det i det her samfund. De etniske forældre mangler viden om, hvordan de kan støtte deres barn, hvis det skal nå et mål om en uddannelse eller job. De vil deres barn det bedste, men en forståelse for deres egen rolle har de altså ikke. Og det, at barnet selv kan vælge sin fremtid, forstår de heller ikke," siger han.



Familien er vigtigst. Det er også en meget stor kulturforskel, at det danske samfund ikke er så stringent som dem, familierne kommer fra. Mange er vokset op i samfund, hvor familien har førsteprioritet, fortæller Jan Høst.

"De etniske børn er opdraget med en dyb loyalitet over for familien med de æresbegreber, der er i det. I Danmark giver vi jo børnene en opfattelse af, at selvstændighed er vigtigt, at egne tanker og egne følelser er væsentlige. I de etniske børns verden er det vigtigt, at man kan klare sig socialt i familien, man er afhængig af familien, og den er afhængig af én. Og det er jo en helt anden tankerække," siger han.

Kurt Dichsen fra Brøndby Strand har mange eksempler på, at det giver de etniske børn problemer, når de bruger kræfter på at stå på deres kulturværdier. De får problemer med omgivelserne, og de får et negativt syn på alt, der er dansk. Måske er det kun 10 procent, der er meget fundamentalistiske, men de er meget synlige og påvirker deres kammerater.

"De er så optagede af religion og hudfarve, og hvor dårligt det går i deres hjemlande. De kan finde på at sige, at de kun vil lege med muslimer, eller at de ikke vil skældes ud af en kvinde. Men den slags kan vi jo ikke acceptere, og derfor prøver vi at lære dem de værdier, vi har her," siger han.



Integration eller hvad. For Kurt Dichsen er det lidt svært at finde ud af, hvad samfundet kræver af ham som pædagog. Skal han integrere de her børn, eller vil man have et multietnisk samfund med plads til alle kulturer.

"Hvis det er integration, så ser jeg mig selv som formidler af den danske kultur, og er det et multietnisk samfund, vi ønsker, så er det mere noget med at blande kortene og tage mere hensyn til de mange forskellige kulturer."

Jan Høst fra Brabrand ser som sin opgave at give forældrene redskaber til at kunne involvere sig i børnenes liv i den her kultur.

"Jeg tror, det er meget sværere, end vi overhovedet kan forestille os, at komme fra en landsby i Tyrkiet eller en flygtningelejr i Libanon eller Gaza og forstå, hvad der skal til for at klare sig i det danske samfund samtidig med, at de har en masse lig i lasten. Det betyder ikke, at vi ikke skal stille krav til dem, for det skal vi, ellers er børnene og familierne dårligt hjulpet," siger han.