KONGRES 2002 - Første kongres - Fra saltdej til politik

Klokken er 12.30, og Frederik Madsen, 27 år, har været til kongres i toenhalv time. Tre Blå Cecil er røget, der er 12 af de nye lightcigaretter tilbage, hvis han skal nå op på de sædvanlige 15, inden dagen er omme.

De efterladte, men nyvandede potteplanter må klare sig selv i singlelejligheden i Vejle. Og filmprojektet med børnene i SFO'en i Nørup må ligge stille.

For Frederik har forladt hjemegnen og er taget på kongres i BUPL for første gang. Og det er spændende, synes Frederik Madsen. Han er nærmest lykkelig, lidt ligesom Jon fra Popstars. Hans familie går og praler af ham. Sønnike er på en fin kongres på Nyborg Strand og med i en fagforeningsbestyrelse. Det er noget i arbejderfamilien fra Korning vest for Horsens, hvor Frederik Madsen er den første på farens side, der har taget en mellemlang uddannelse og den eneste, der har blandet sig i noget med politik.

I sommer blev Frederik Madsen pædagog og fik, allerede inden han havde eksamenspapiret i hånden, sit første job som barselsvikar på Nørup Skole. Om formiddagen er han en del af et team sammen med to lærere omkring en første- og en tredjeklasse. Om eftermiddagen følges han med børnene over i SFO'en. To gange om ugen er børnene og han ude på locations for at få en novellefilm efter manuskript af Frederik Madsen i kassen. Ellers følger han børnenes lyster og behov for aktiviteter. Dagen før turen gik til Nyborg i bus sammen med de andre delegerede fra Vejle Amt, var Frederiks og 10 ungers fingre klistret til med saltdej.



Det går helt fint for Frederik at holde den røde tråd fra saltdej til de politiske diskussioner, lovforslag og ord, ord og ord fra en talerstol. De beslutninger, der tages på denne kongres, får jo indflydelse på hans hverdag i de næste mange år. Det eneste surrealistiske, Frederik oplever på sin første kongresformiddag, er, at den nordjyske sanger Allan Olsen, som han mere forbinder med røgfyldte, intime værtshuse og strømme af fadøl, synger kongressen i gang i den store veloplyste sal, hvor det eneste drikkelige væske inden for rækkevidde er vand og kaffe.



Frederik Madsen er trods sin unge alder ikke helt grøn i fagpolitik. Pludselig - mens han læste til pædagog på Jelling Seminarium - blev han vakt af den hellige ild, da der var debat om forringelse af SU. Og så blev han hængende i PLS. Trods en fast beslutning om, at nu ville han koncentrere sig om arbejdet i SFO'en, kunne Frederik ikke stå imod generalforsamlingens skub. Han blev valgt ind i fagforeningsbestyrelsen her i efteråret, mest fordi der manglede en fra Egtved Kommune.



Mens kongressen haster videre, forsøger Frederik at holde godt fast i bordkanten og øjne og øre stive. For en kongres i BUPL har langt flere emner på dagordenen, og det går alligevel lidt hurtigere end på PLS' landsmøder. Frederik synes nok, at folk, der går på talerstolen, taler meget, men de er ikke trættende at høre på. Frederik nyder at høre på mennesker, der brænder for det, de taler om.

Og så tager han hatten af for Anker Boye. Næstformanden i Kommunernes Landsforening og borgmester i Odense må efter Frederiks mening have en hel del hår på brystet, når han som gæstetaler tør at møde op i det, man vel godt kan kalde fjendeland. Og fastholder, at der sikkert skal spares endnu mere på daginstitutionerne i fremtiden.

Frederiks tanker går på strejftog til arbejdet derhjemme. Hvordan skal pædagoger blive ved med at yde den omsorg, som børnene har brug for, når der hele tiden bliver skåret ned? Der er noget her, der ikke hænger sammen, synes Frederik. Hvordan får vi råbt politikerne op, tænker han. Frederik er frustreret og ville ønske, at han kunne tage fat i Anker Boyes lille barn og sige: Hør nu her Få ham til at forstå, at institutionerne ikke er det rigtige sted at spare. Den pæne og demokratiske del af Frederik går ind for dialogen. Mens den mere oprørske del får lyst til at ramme arbejdsgiverne, der hvor det gør allermest ondt. Alligevel forkaster han næsten i samme åndedræt at kaste med brosten. Konflikter? Ja, det er o.k. Frederik tænker tilbage til studietiden, hvor en velanbragt happening skabte meget debat. Måske skal man have lidt mere crazyness og kreative indslag koblet på dialogen? Og selv om det vel ikke kan kaldes særligt skørt, at forsamlingen lige efter Anker Boyes tale bryder ud i sang om barndommens land, så synes Frederik, det er en fint anbragt "spontan" tilkendegivelse af, at man ikke er helt enig med de kommunale arbejdsgivere. Men var han blevet spurgt for tre år siden, ville han have ment, at det var en alt for svag happening.



Klokken er 15.30. Pakken med Blå Cecil er tømt for yderligere fire smøger. Frederik er på omgangshøjde. Værelset med udsigt til et lille hjørne af Storebælt er taget i brug. Frokosten er veloverstået. Frederik var sulten efter kun at have fået et halvt rundstykke ved ankomsten til Nyborg.

Med et håndtryk, et velkommen i klubben og en opfordring til bare at sige til journalisten, hvad han mener fra formand Bente Sorgenfrey, er Frederik parat til at tage fat på timelange møder i delegationen. Der skal flyttes kommaer og ændres på formuleringer. Frederik forventer sig ikke det helt vilde. Men må sidenhen indrømme, at de fik lidt travlt for at nå det hele. Men det er o.k., Frederik er bedst under pres. At trille tommelfingre er ikke hans favoritdisciplin.

Dagen slutter med såkaldt socialt samvær. Sengen får først besøg af Frederik klokken 01.30. På det tidspunkt er der stadig cigaretter tilbage i pakken. Så dagskvoten på 15 er næsten holdt.



Et par kopper kaffe til at vågne på, og Frederik er klar til kongressens anden dag. Nu skal han huske at hæve og sænke stemmeseddel nummer 147 på de rigtige tidspunkter. Øjenkontakt med de andre fra Vejle hjælper ham, hvis han er i tvivl om, hvad det er i medlemmernes interesse at få vedtaget eller forkastet. Men Frederik har for det meste styr på det. Han stemmer efter det, han fornemmer, at "baglandet" hvisker ham i øret. For han er jo valgt af medlemmerne, og det er deres vilkår, han skal tænke på.

Formiddagens afstemning om ledernes repræsentation på fremtidige kongresser bliver Frederiks elastikspring ud i disciplinen at finde sit standpunkt. I hvert fald pumper adrenalinet i kroppen under den spændende debat og afstemning. Frederik var tvivler hjemmefra, og gode argumenter fra talerstolen kaster ham frem og tilbage mellem ja og nej. Han ender med at stemme for, fordi de fleste medlemmer hjemme i Vejle sagde ja på generalforsamlingen. Kun fem stemmer mangler, for at forslaget går igennem, men det er i orden med Frederik. Det er demokratiets vilkår, at flertallet bestemmer.



Før Frederik kan feste, skal et timelangt møde i delegationen lige overstås. Diskussionerne om udtalelserne fra kongressen fylder på eftermiddagens delegationsmøde. Frederik synes, at det er fint nok, at BUPL udtaler sig om krig og terror, fordi det hjælper den enkelte pædagog til at blive klar over, hvad man skal sige til børnene derhjemme. De stiller mange spørgsmål, og så er det vigtigt at have en mening både som enkeltperson og som en del af fagbevægelsen.

Efter de alvorlige diskussioner er et karbad et must. Sådan en luksus findes ikke hjemme i ungkarlelejligheden, så det skal der være tid til at prøve. Skjorten er strøget. Og med lidt gele i håret er Frederik klar til at slappe af fra politikken og feste med de andre kongresdelegerede.



Frederik fik danset en del og kom i seng kl. 02.30. I løbet af natten ryger han de sidste indkøbte lightcigaretter og må gå over til de stærkere røde Cecil, som de sælger i hotellets reception. Om morgenen er der kun fem tilbage af de røde. En morgentur i svømmehallen gør Frederik fit for fight til sidste kongresdags tour de force med stemmesedlen. I dag skal han blandt andet være med til at afgøre, hvem der skal sidde i forretningsudvalget i de næste to år. Et personvalg, hvor Frederik har besluttet sig til at stemme med hjertet og holde sig fra det strategiske. Kort før afstemningen er han ikke 100 procent sikker på, hvem der skal have hans stemme. Kandidaterne kan stadig nå at ramme Frederik med gode argumenter. Han vil have folk ind, der både kan stå på en talerstol og give deres mening til kende, men som også kan gå nede på gulvet blandt medlemmerne. De skal kunne formulere sig godt både i tale og på skrift. Personer, som ikke er bange for at dumme sig og bagefter kan indrømme, at de har gjort det. Men i bund og grund handler det nok om kemi. Så Frederik går efter folk med karisma, og som kan brænde sig vej ind i hans hjerte.

Efter personvalget er Frederik tilfreds, de kandidater, han stemte på, kom ind i forbundets daglige ledelse.



Den første BUPL-kongres i Frederiks liv er nu slut. Og det har været stort. Både fysisk og følelsesmæssigt. Nu er spændingen over at skulle med for første gang afløst af, at det nu bliver spændende at se alt det, som han har været med til at stemme om, blive ført ud i livet forhåbentlig til glæde for medlemmerne. Frederik er stort set tilfreds med det, der er forbundets fremtidige virke. Kun spørgsmålet om ledernes placering er han lidt utilfreds med, og han er sikker på, at det er et emne, som vil blive debatteret flittigt i tiden fremover.

Han parat til at vende hjem til potteplanterne, børnene og kollegerne. Frederiks første kongres er klaret. Det har været spændende at være med, men det er også godt at komme hjem og slappe af i ørene. Cigaretforbruget skal gerne lidt ned igen, og måske skal de Blå Cecil helt droppes. Det vil vise sig, om Frederik også klarer den opgave.