Kong Oscar i Må-godt-land

Det starter i det små, men siden hen bliver det stort. Kong Oscars udflytterbørnehave har opsamling i en lille lejlighed på Østerbro, men hver morgen kl. 8.30 kører bussen de 50 børn og personalet ud til Søborg. Her er masser af plads til køkkenhave, dyrehold, bålplads, drivhus, leg mellem de gamle æbletræer, i skoven og på gårdspladsen. For fem år siden byggede Københavns Kommune to institutioner på den tidligere skolebotaniske haves grund, og Kong Oscar deler området med Troldhytten, som har opsamling på Vesterbro.

Allerede i bussen forberedes dagens aktiviteter. De voksne, som også kaldes besætningen, fordi husets form minder om et skib, holder møde og fortæller børnene, hvad de kan være med til den dag. Det lyder nok meget normalt, men Kong Oscar er alligevel ikke helt almindelig. Det ualmindelige ligger i organiseringen og strukturen.

Mette Fabricius og Helle Høpfner, leder og souschef, har fra begyndelsen for fem år siden haft klare ideer og mål for arbejdet i Kong Oscar. For det første skulle der være åben-plan, hverken børn eller voksne skulle begrænses af stuer. Der skulle være tid og mulighed til fordybelse og kulturen skulle være et Må-godt-land, hvor man ikke var begrænset af unødige regler og rigide, negative holdninger til børnenes udfoldelsesmuligheder. Desuden var det vigtigt for de to pædagoger, der begge har lang erfaring med at arbejde i mere traditionelle institutioner, at jorden skulle dyrkes, ikke bare som et sjovt projekt, men som en nødvendighed for at få mad i munden.

"Jeg ville gerne opnå, at vi skulle have nogle voksne, der dyrkede jorden og var fordybet i det, og så skulle børnene koble sig på de voksne, sådan lidt som i gamle dage, da børn var sammen med voksne, der lavede et nødvendigt stykke arbejde. Det ville give nogle voksne, der ikke var stressede, men afslappede og rolige at være sammen med," siger Mette Fabricius.



Åben-plan med fordybelse og omsorg. Pædagogerne var trætte af en stuestruktur, der betyder for meget overvågning, og at voksne bestemmer for meget over børns tid. Mette Fabricius mener, at åben-plan giver børnene lov til at gøre mere af det, de gerne vil og freder dem noget mere. Men åben-plan betyder også, at børn kan møde flere mennesker og frit vælge dem, de vil være sammen med, både børn og voksne. Det har også vist sig, at de voksnes ressourcer bliver brugt bedre, når de ikke er afgrænset af stueopdelingen.

Helle Høpfner mener, at stueopdelingen ofte betyder, at det ikke kan lade sig gøre at forfølge børnenes ideer og tanker. Og så var hun træt af at drukne i planlægning, der alligevel ofte ikke blev ført ud i livet.

"Jeg oplevede, at børnenes initiativ blev dræbt, og at voksne blev alt for restriktive og kedelige i stue-strukturen. Jeg oplevede selv at blive mere og mere sur og følte mig lukket inde af regler og systemer. For os handler det om at komme til at se voksne brænde for noget. Jeg har aldrig set en voksen brænde for en perleplade, fordi det er en meningsløs beskæftigelse, og hvorfor skal børnene så lave den slags aktiviteter. De skal ud og opleve det basale liv i nærkontakt med naturen," siger hun.

Hvordan de voksne skulle organisere sig i åbenplan-strukturen kom til efterfølgende. Det fungerer nu sådan, at tre voksne i en måned ad gangen er bundet til at være i haven, hos dyrene eller i køkkenet/bålet. De resterende to eller tre voksne er såkaldte pursere, der tager sig af de børn, de ikke kobler sig på nogle af de aktiviteter, men som bare leger på området eller i huset. Purserne har omsorgsopgaven, tager telefonen og holder i det hele taget øje med børnene. Men de kan også sætte ting i gang, som for eksempel højtlæsning på nogle tæpper på græsset eller en fodboldkamp.



Fordeling sat i system. Da bussen efter cirka 20 minutters køretur fra Østerbro når porten til udflytterbørnehaven, er alle klar over, hvad der skal foregå den dag. I mikrofonen har pædagogerne fortalt, at Malene passer bålet og gerne vil have hjælp til at hente brænde, tænde op, ryste fløde til smør og plukket skvalderkål til at putte i kryddersmøret. Ole skal grave et stykke jord igennem i køkkenhaven og kan godt bruge hjælp, og Peter er hos dyrene, som skal fodres, og der skal gøres rent. Og efter de voksne har klædt sig på i praktiske overalls, er alle klar til dagens opgaver.

Asken fra flere dages afbrænding køres væk i trillebører, og et nyt bål stables. Dagens måltid kokkereres af den køkkenhjælp, som man har til madlavningen to dage om ugen. Derfor kan Malene, der har køkkentjansen, koncentrere sig om det nye bål, som den forlavede tomatsuppe senere skal varmes over. Og hun kan få sat gang i at ryste fløde i glas til det smør, som det daglige brød skal krydres med.

Imens er Ole og en enkelt pige gået i gang med at grave haven, og Peter har mange interesserede hjælpere ved dyrene. En kanin har lige fået unger, og man går i gang med at lave et lille indelukke, så man kan tage dyreungerne lidt væk fra moren og få lejlighed til at nusse dem lidt.

En del børn leger på gårdspladsen med gocarts og mælkekasser, nogle hygger sig på et tæppe med bøger og en voksen, der gider at læse højt, og nogle spiller lidt fodbold. På grund af det gode vejr, har ingen denne dag lyst til at være indendørs.

Kun lige før middag samles børn og voksne i to faste grupper og holder samling. Hver voksen er i gruppe med de børn, som de har taget imod, da de startede. Og så har de også det overordnede ansvar for kontakten til netop disse børns forældre.



Deling af rollen er guld. Mette Fabricius' tanke med fordybelses- og purserrollerne er, at man er tvunget til at være på én opgave i en måned ad gangen, og så rokeres der.

"Voksne kan ikke både fordybe sig med børnene og have overblikket, hvis det skal være med respekt for børnene. Så det har vist sig at være guld, at vi gør det på skift. Når rollen er fordelt, som vi gør, giver det en mindre stresset hverdag og bedre mulighed for at tilgodese børnenes behov. Det er rart for pædagoger at have mulighed for at fordybe sig. Men det er også en del af det at være pædagog, at man gerne vil have overblikket. At have tid til omsorgen og følge med i, hvordan de enkelte børn har det, og hvordan forskellige grupper spiller sammen eller ikke spiller sammen. Derfor er det vigtigt at have begge roller med i strukturen," siger hun.

"Hvis børn skal få noget ud af at blive fulgt på vej af de voksne, skal de voksne være der hundrede procent. Så skal de ikke møde en voksen, der siger: "Kom nu! Skynd dig nu lidt, for jeg skal faktisk male med nogle børn". Når vi er pursere, kan vi slappe af med de funktioner, der ligger i rollen. Det bliver nærmest spændende at hjælpe med at tage sandaler på, for så er der god tid, og man oser ikke hele tiden af, at man er på vej væk. Det er os voksne, der må lære at organisere os. På den måde kan børnene gå fra voksen til voksen og lave det, de gerne vil. Jeg tror, at børnene bliver mindre stressede og får lært en hel masse, fordi der er tid til det i deres tempo," siger Helle Høpfner, som mens hun sidder og snakker opdager tre drenge, der ellers legede med mooncars, nu er kørt ned til Ole i haven og hjælper med at vande.

"Når det er gjort, kører de sikkert igen og leger videre et andet sted. Børn kan være optagede af mange forskellige ting i løbet af en dag, og vi kan ikke planlægge, hvornår det lige passer dem at være optaget af hvad. På den her måde har de mange muligheder og kan flytte sig rundt alt efter deres interesser og behov," siger hun.



Vi var lidt selvfede. Strukturen har betydet så mange positive ting for både børn og voksne, at Mette Fabricius og Helle Høpfner nu er i gang med at skrive en bog om Kong Oscar, pædagogikken og de voksnes organisering. De håber, at den bliver færdig i løbet af sommeren. De skriver bogen, fordi de har så mange gode og positive historier at fortælle. De synes ikke, at andre pædagoger behøver at gøre, som de har gjort, men måske kan nogle få gode ideer eller sætte en debat i gang om egen pædagogik.

I processen med at skrive bogen gik det pludselig op for Mette Fabricius og Helle Høpfner, at de i begejstring over alt det spændende, de oplevede i Kong Oscar, var blevet en tand for selvfede. De blev mere og mere klar over, at det, de gør, gør de trods alt mest for deres egen skyld. Mette Fabricius mener, at man godt kan sige, at man tager børnenes perspektiv, men man gør det jo med voksenbriller, og man kan aldrig gøre andet. Man kan så sige, at jo mere de voksne er engageret, og jo mere de brænder for deres arbejde, jo federe vil det være at være barn i sådan en børnehave.

"Det var en sjov erkendelse, for vi var lige ved at koge over at bare selvbegejstring over, hvor gode vi var, men det er nok sundt at huske det andet perspektiv. Vi var sådan lidt hellige, fordi vi syntes, at vi havde opfundet det helt rigtige her. Det kan godt være, at vi bedre kan lide den her måde at arbejde på, men har vi ikke bare lavet en børnehave, som er bygget op omkring, at det skal give en større tilfredsstillelse for de voksne? Selv om vi tror, at det engagement smitter af på børnene, så har vi jo rent faktisk ikke spurgt dem, om de kan lide det," siger hun.



Glæde over røde tomater. Men ud fra tidligere erfaringer, og de observationer de hver dag laver, synes begge pædagoger dog, at de gør noget godt for børnene ved at organisere arbejdet, som de gør. Blandt andet har Helle Høpfner opdaget, at børnene ikke har brug for at gøre sig så "brede", fordi det er let for dem at komme til og være med til det, de gerne vil.

"Jeg oplever, at store og små rykker sig for hinanden, det er ikke nødvendigt at kæmpe om pladserne, for der altid plads til en til. De bliver jo også inviteret med til aktiviteter af de voksne, og det er de meget stolte over," siger hun.

"Vi lægger op til, at man er en del af et fællesskab. At vi kæmper sammen om at få planlagt haven, vi begejstres sammen over, at tomaterne er blevet røde, og vi bliver triste sammen over, at der er gået dyr i vores kartofler. Hvis du sidder med en tegning og en perleplade, bliver du vurderet på din præstation som enkeltperson, og det sætter nogle dumme ting i gang. Men her er det, at vi har nogle væsentlige ting sammen et helt andet sammenhold og solidaritet mellem børnene og mellem børn og voksne," siger Helle Høpfner.



Vi er ikke lalleglade. Pædagogerne har bestemt, at Kong Oscar ligger i Må-godt-land, men det betyder ikke, at børnene må alt.

"Må-godt-land handler om, at forældre, personale og børn lever sammen i en kultur, hvor alle må komme med ideer, hvor alle må sige noget, hvor alting i princippet kan lade sig gøre. Det er bare et spørgsmål om at få ideer samstemt med ressourcer og så gøre det, man gerne vil. Vi bruger det ikke som et lalleglad begreb, hvor ingen griber ind over for noget, og man må alt, tværtimod. Det er mere noget, hvor man må diskutere og opveje ting over for hinanden," siger Mette Fabricius.

Pædagogerne mener, at børnene i Må-godt-land lærer en helt ny betydning af ordet konsekvens. Den traditionelle forståelse af konsekvens er, at hammeren falder, når man ikke har gjort, hvad der bliver sagt. Den er erstattet med en forståelse af, at ønsker man noget, må man måske også selv gøre en indsats eller leve med, at andre vælger anderledes og ikke lige er med på ens ide, i hvert fald ikke lige med det samme. Der er konsekvenser af ens valg eller ønsker, og konsekvensen er måske, at man må yde en indsats.



Man skal erfare for at lære. Mette Fabricius mener, at Må-godt-land også fører til, at børnene er meget gode til selv at tage initiativer.

"Det er ikke sådan, at de tænker fed serviceordning, der er her, og hele tiden vil have de voksne til at gøre noget for sig. Det virker på den måde, at de tænker, at det er i orden, at man prøver sig lidt frem, og bliver man tvivl om noget, så kontakter man en voksen. Nogle børn vil gerne forsikres om, at det er i orden, det de er i gang med, og så går de tilbage til legen, hvis vi har sagt, at det er da o.k. På den måde kan vi jo også føle os trygge ved, at de ikke laver noget, der er farligt eller ikke i orden overfor andre børn. De lærer at bruge deres egen fornemmelse og lærer deres egne grænser for, hvad der er i orden at kende," siger hun.

Pædagogerne har den holdning, at børn skal have lov at prøve nogle ting selv. De mener ikke, at det nytter at fortælle børn, at de skal passe på brændenælderne, uden at vise dem, hvad det er, der skal passes på. Den grundlæggende holdning er, at man må godt gøre sig nogle erfaringer. Og det betyder ikke, at de voksne ikke holder øje med børnene.

"Vi mener, at børn skal erfare sig til det, de skal lære. Men vi lader ikke stå til eller misbruger selvforvaltningstanken. Vi har tillid til, at børn er kompetente og kan en masse ting. Hvis vi hele tiden tror, at vi ved bedst, så bliver vores og børnenes oplevelser alt for begrænsede. Det er kendetegnende ved det her sted, at vi synes, at det er sjovt, når der sker noget anderledes. Vi kan lide at undersøge ting og prøve at gøre det på nye måder. Og her er de voksnes engagement altafgørende," siger Mette Fabricius.