Kommunalreformen; God service eller lav skat

Borgmestrene i de fem kommuner, som bliver til Ny Holbæk, tænker højt om økonomi og serviceniveau

Fusionsprojekt Ny Holbæk Kommune nærmer sig sagens kerne. Den består her, som andre steder hvor kommuner slår sig sammen, i at finde ud af, hvad borgerne i den kommende storkommune skal betale i skat. Derefter er det en forholdsvis smal sag at regne sig frem til, hvad der kan blive råd til af kommunal service.

Den politiske styregruppe i Ny Holbæk, som består af borgmestrene plus et menigt medlem fra hver af de fem sammenlægningskommuner (Holbæk, Svinninge, Tornved, Jernløse og Tølløse) "leger" i øjeblikket med to modelforslag. Det ene indebærer betydelige skattelettelser, mens det andet går ud fra, at den ny kommune skal have lige så meget i kassen, som de fem kommuner tilsammen får i dag.

Hvis det er modellen med vægten på skattelettelser, som bliver virkeliggjort, skal der i forhold til dagens niveau skæres, hvad der svarer til 160 millioner kroner på den kommunale service. Til gengæld er der skattelettelser, i Tornved endog betragtelige skattelettelser, til alle i de fire landkommuner, mens skatteprocenten i Holbæk forbliver den samme, nemlig 20,5 procent.

Den anden model, den med uændret skatteprovenu, betyder, at kommuneskatten fastsættes til 21,2 eller 21,3 procent. For de fire landkommuners borgere repræsenterer det en beskeden lettelse, mens det for skatteborgerne i Holbæk betyder, at de skal betale mere.

Styregruppen begiver sig ikke af med at anbefale den ene model frem for den anden. Endelig beslutning er overladt til de 31 politikere, som ved kommunalvalget i november bliver stemt ind i den ny kommunalbestyrelse.



Rådhusenes fremtid. Ny Holbæk Kommune er ikke kun langt fremme, når det handler om at stille skarpt på den økonomiske indretning og dermed også serviceniveauet i den nye kommune.

Et andet spørgsmål, som andre fusionskommuner også kommer til at skulle forholde sig til, ser i Holbæk ud til at fundet sin løsning. Når fem kommuner slår sig sammen til én kommune, hvad skal man så stille op med de fire af rådhusene? I stedet for at lukke ned i Tornved, Jernløse, Tølløse og Svinninge og samle hele pivtøjet i Holbæk er der enighed om, at det af hensyn til nærhedsprincippet kunne være hensigtsmæssigt at placere grene af forvaltningen ude på "landrådhusene", mens hovedkvarteret kommer til at ligge i Holbæk by.

Regnet på, hvad de såkaldte stordriftsfordele ville kunne indbringe, har man i øvrigt også. Den umiddelbart største gevinst på syv millioner kroner i 2007 fremkommer ved, at antallet af lønnede politikere falder fra 77 til 31. Til sammenligning regner man med, at der kan spares 6 millioner på administrationen i 2007, stigende til 18 millioner kroner i 2009.



Prisen for høj. Og hvad så med daginstitutionsområdet, skal der også her findes stordriftsfordele eller deciderede besparelser? Forslaget til 2006-budgettet i den nuværende Holbæk Kommune tyder ikke på det.

Således har politikerne besluttet at give den fortsatte udbygning af dagtilbuddene absolut førsteprioritet det kommende år, mens en række ungdomspolitiske tiltag kommer ind på tredjepladsen.

På det lange sigt er det dog udfaldet af valget mellem skattelettelser og solid kommuneservice, der bliver afgørende for daginstitutionernes fremtid.

Thorstein Grubb, fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Tølløse Kommune og skatteborger sammesteds, siger om dette valg.

"Også jeg vil gerne slippe billigere i skat, men det kan nu være det samme, hvis det går ud over den kommunale service. Og det kommer det til, når vi snakker besparelser i 160 millioner kroners klassen. Selvfølgelig kan der hentes noget ind på stordrift og omprioriteringer mellem de forskellige serviceområder, men slet ikke i det omfang."





Et eksempel, som vil blive fulgt

Børn&Unge har valgt at følge, hvordan arbejdet med at få fem nordvestsjællandske kommuner - Holbæk, Jernløse, Svinninge, Tornved og Tølløse - bragt sammen i en enhed spænder af. Ikke fordi denne fusion er specielt opsigtsvækkende, men fordi den tværtimod må antages at være repræsentativ. Sådan som der arbejdes med sagen her, sådan arbejdes der mange steder.

Tallene i parentes angiver indbyggertallet i tusinder





Tovholder giver slip

"Øv, det er vi meget kede af, og så har hun ikke engang spurgt os om lov."

Kommer det ærgerligt fra Bertha Langhoff Hansen, formand for BUPL Vestsjælland. Anledningen er, at Pia Bennetzen, hovedbestyrelsesmedlem, fællestillidsrepræsentant i Holbæk Kommune siden 1999 og tovholder i fagforeningens arbejde med at sikre pædagogerne de bedst mulige vilkår i Ny Holbæk Kommune, har trukket sig fra alle sine poster for at flytte med sin familie til Sverige. Nærmere bestemt til Vipperöd i Lund Kommune, 35 kilometer fra Malmø.

"Vi har længe gerne villet prøve noget andet, og nu da børnene er kommet i en alder, hvor de kan tåle et skift, tager vi springet og lever drømmen ud. For mig personligt er det også vigtigt at komme tilbage til det praktiske, pædagogiske arbejde efter en årrække som lønnet tillidsrepræsentant," forklarer Pia Bennetzen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.