Klubben kan det hele

I Fakse Kommune er det gratis at gå i ungdomsklub. Til gengæld er alle unge i kommunen klubbernes ansvar. For bedre at kunne løse den opgave har klubberne også fået adgang til at trække på skolernes og sagsbehandlernes penge.

En klub mandag formiddag. Et mere børneforladt sted skal man normalt lede længe efter. Men her i klubben Bakkedal i Fakse har to drenge i 10-11-årsalderen i lidt over en uge haft deres faste gang i klubben om morgenen. Og nej, de skal ikke i skole, fortæller René Jensen, klubleder i Bakkedal.

»Skolen kan ikke rumme de to drenge. De har aldrig kunnet indgå i normale sociale relationer, og fagligt er de helt i bund. De har været undervist i specialtilbud på skolen, og der har de ikke engang kunnet sidde i de samme rum, selv om de var to lærere på fire børn,« siger René Jensen, 40 år gammel og med 23 års erfaring med klubarbejde i bagagen.

»Så vi har simpelthen taget dem over i klubben, og så får de undervisning her, samtidig med at den sociale del også foregår her på Bakkedal. Og de kan faktisk gå her. Fra skolens side vurderede man, at de kunne gå her til klokken 12, og når de andre børn så kom, så skulle de væk. Det var deres erfaring gennem flere år. Men når klokken er halv fire, så ringer drengene hjem og spørger, om de ikke må blive her lidt længere,« fortæller René Jensen.

»Men det skal også siges, at det kun har kørt en uge, så der er noget nyhedsværdi i det, som ikke kan ses bort fra.«

Men de to drenges tilstedeværelse har også en særlig betydning for René Jensen. For de er en lille milepæl for den klubstrategi, René Jensen og de to andre klubledere har udarbejdet for klubberne i Fakse Kommune.

»Vi kunne ikke rumme de børn før. Men med klubstrategien i baghånden, med det netværk og samarbejde vi nu har med skolen og forvaltningen, der kan vi pludselig rumme dem,« siger René Jensen.

Samtidig er de to drenge også første praktiske erfaring for kommunens nye projekt "Børn og unges udviklingsmuligheder", som bliver udviklet i samarbejde med Center for Metode, Udvikling og Kvalitet fra Askovgaarden på Nørrebro, København.

René Jensen forudser, at klubstrategien og "Børn og unges udviklingsmuligheder" kommer til at supplere hinanden godt.

»Det går op i en højere enhed lige nu. Med klubstrategien og "Børn og unges udviklingsmuligheder" kan vi nu håndtere de sårbare unge meget bedre. Vi har fået ændret rammerne for arbejdet både i klubberne og forvaltningen, og det gør, at vi kan rumme børnene lokalt, for ellers var alternativet, at de to drenge skulle ud i et andet tilbud enten i en anden kommune eller måske i amtsregi,« siger René Jensen.



Klubstrategi. Da René Jensen begyndte i Bakkedal for tre år siden, var der ikke meget rummelighed eller gang i de tre klubber i Fakse Kommune.

»Da var det den traditionelle måde at drive klub på. Man skulle være medlem, betale 20 kroner om måneden, og så var der et timelønnet personale. Der var en kaffemaskine, og så var der fire aviser, og jeg tror ikke, aviserne var til medlemmerne. Hver klub havde måske 10-15 medlemmer om aftenen,« fortæller René Jensen.

Derfor besluttede René Jensen sig for at lave en klubstrategi:

»Formålet var at få organiseret klubberne, så de havde en eksistensberettigelse, for det havde de ikke før.«

Den nye klubstrategi indebar blandt andet, at det skulle være gratis at gå i klub. Og den slugte politikerne.

»For de samme penge påtog vi os en masse nye ting, blandt andet opsøgende arbejde,« siger René Jensen og fortæller om en gruppe unge, der for tre år siden holdt meget til på torvet i Fakse.

»Men de var ikke noget problem - ud over, at de var mange, og nogle af dem havde en knallert, der larmede lidt. Og så var der da lidt smadrede flasker og en væltet potteplante. Men de blev mange gange gjort til et problem, så det lovede vi at klare. Vi tog en snak med dem, og fik dem flyttet rent fysisk fra torvet og fik lavet nogle ting hernede, som var lidt mere attraktive,« siger René Jensen, der selv er en af seks opsøgende medarbejdere i kommunen.

Så politikerne fik hurtigt og synligt bevis for, at klubstrategien kunne bruges til noget.



Skidt med fremmødet. I dag kan alle fra 14-20 år komme i alle tre klubber gratis. De får et brugerkort, og det er der lige knap 600 unge i kommunen, svarende til godt halvdelen af alle unge, der har fået.

»Ikke dermed sagt, at alle benytter sig af tilbuddet. Vi har i Bakkedal et fremmøde på 40-60 brugere stort set hvert aften. Men det er ikke så meget fremmødet i klubberne, vi fokuserer på. Vi har det også fint med, at der nogle aftener kun er 15-20 stykker, som sidder og ser fjernsyn. For det gør også, at det så ikke er her, vi lægger ressourcerne. Hvis de er oppe i byen, så går vi derop, eller vi tager ned til havnen, hvor der er mange unge om sommeren,« siger René Jensen, der er glad for, at medlemsbegrebet er afskaffet.

»Nu får vi penge, uanset hvor mange unge der møder op. Så vi kan forholde os til børn og unge ude i byen uden at tænke "hvervekampagne", og den aftale er faktisk meget flot.«

Alle tre ungdomsklubber i kommunen har det samme budget, lidt over 400.000 kroner, svarende til at der er 90 medlemmer i hver klub. Og det beløb bliver der ikke pillet ved foreløbig. Klubbernes budgetter er låst ind til 2005.

Klubberne har også en indbyrdes aftale om, at medarbejderne er i den klub, hvor der er mest travlt.

»Telefonen kan ringe nu, at de mangler to medarbejdere på Fakse Ladeplads. Så sender vi to derned. Det er vi indstillede på, og der er ikke noget unaturligt i det,« siger René Jensen.



Vores penge. Fakse Kommune vil gerne give klubberne endnu mere indflydelse på de penge, der er til rådighed til en indsats overfor børn og unge.

»Vi har nu indflydelse på nogle midler, som klubberne traditionelt aldrig har haft indflydelse på før. Vi kan gå ind og trække på skolens og sagsbehandlerens midler,« siger René Jensen.

Fra 1. januar har kommunen sat de forebyggende midler, sagsbehandlernes midler og skolens midler til specialundervisning til rådighed for alle, der har med børn og unge at gøre. Pengene er lagt i en stor pulje, og det er de såkaldte distriktskerneteam, et for hver skole, der kan prioritere pengene. Her sidder klubberne med ved bordet.

»Det fungerer rent praktisk sådan, at hvis vi har et barn med problemer, så kan vi tage det op i distriktskerneteamet. Der sidder den faglige kompetence, og der kan vi lave en handleplan og koble de ressourcer på, som vi mener er nødvendige,« siger René Jensen.

»Vi får prioriteringsret gennem udarbejdelse af en handlingsplan, hvor vi sidder og er med til at bestemme, hvad der skal ske. Hvis vi står med et problem, hvor der skal handles hurtigt, så har vi meget lettere ved at få penge på tværs af systemet.«

De to drenge, som netop er begyndt i klubben om formiddagen, har betydet, at klubben nu får overført specialundervisningsmidler og lærerkræfter fra Rolloskolen.

René Jensen har et eksempel fra sidste år, hvor han for at hjælpe en ung ville ansætte ham i klubben.

»Vi kunne godt få nogle penge til det, men så skulle hele systemet træde i kraft. Han skulle oprettes som social sag, sagsbehandler og forældre skulle ind over. Pludselig var han en social sag, og det skulle han ikke være. Så han kom bare herned, og vi betalte selv hans løn. Men efter 31. december kunne vi bare tage ham herned og så selv gå op i kassen og overføre pengene,« siger René Jensen.

Han håber, at klubstrategien, projektet "Børn og unges udviklingsmuligheder" og retten til at prioritere over sagsbehandlernes penge tilsammen kan gøre klubberne endnu mere rummelig, så antallet af anbringelser kan nedbringes i kommunen.

»Dem, vi ikke kan rumme i dag, skulle vi gerne kunne rumme om tre-fire år, fordi vi bliver dygtigere,« siger René Jensen, der selv er overrasket over, hvor hurtigt tingene har flyttet sig i Fakse.

»Normalt er det sådan, at visioner overgår virkeligheden. Men her har virkeligheden overgået visionen, forstået på den måde, at vi havde visioner for klubstrategien for tre år siden, men vi havde ingen ide om, at det indenfor tre år ville udvikle sig sådan, at vi rent praktisk var i gang med de ting, som vi nu er i gang med,« siger René Jensen.



Klubstrategien

De tre ungdomsklubber i Fakse Kommune har formuleret følgende mål for klubbernes arbejde:

Oprette et brugersystem som afløser for det traditionelle medlemssystem.

Koordinere aktiviteter i de tre ungdomsklubber.

En generel opkvalificering af personalet målrettet den ny klubstruktur.

Vi vil fremover kunne betragte klubberne som en arbejdsform og ikke som institutionsform.

Vi ser klubberne som matrikelløse, udstrækkende til alle større børn og unge.

Vi vil kunne flytte såvel personale som økonomi, hvor der er behov for et specifikt tiltag. Vi oplever således ikke personale eller budgetter som fastlåste omkring den enkelte klub.

Vi vil koordinere åbningstiderne, så der er et klubtilbud til kommunens unge seks aftener om ugen.

Vi vil styrke den opsøgende funktion. Vi vil flytte hegnet og opfatte kommunens børn og unge som vores fælles ansvar og indsatsområde.

Kilde: Klubevalueringsrapport, Fakse, december 2001.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.