Klovnen Tino viser vejen

Børnehavebørnene fra Spiloppen kommer ind i teatersalen på Skolen ved Bülowsvej. Med sig har de dukken Tino og hans cirkusvogn samt en kuffert med børnenes Tino-bøger. Børnehaveklasse A sidder på stolene og venter. De har tegnet blomster til cirkusvognen, som er lavet af børnene fra Spiloppen, og nu skal de klistres på. Pædagog Helen Ziegler fortæller, at Tino var blevet væk i Spiloppen, da de skulle have ham med over til skolen.

"Det var nok, fordi han var lidt genert over, at han skulle herover," siger hun.

Børnehavebørnene Spiloppen er på deres sidste besøg på den skole, hvor de fleste af dem skal begynde efter sommerferien. Og de har øvet sig på tre sange, som de synger for børnene i børnehaveklassen. Allerede fra den følgende mandag begynder børnene i SFO, sådan som der er tradition for i Frederiksberg Kommune. Besøget er et led i det samarbejde, som har fungeret i mange år. Men som nu er sat i system med "Tino - brobygning mellem børnehave og skole", der består af en inspirationsbog til de voksne, af handskedukken Tino og af Tinos bog - en arbejdsbog, som børnene kan bruge det sidste år i børnehaven.

Det er Jytte Sidelmann, børnehaveklasseleder på Skolen ved Bülowsvej, som er initiativtager og medforfatter på bøgerne. Sammen med to kolleger og med Helen Ziegler fra Spiloppen som konsulent, har de lavet et samarbejdssystem med dukken Tino som den gennemgående figur.

"Tino er den stemme, der stiller alle de dumme spørgsmål på børnenes vegne om at begynde i skole, og ham som viser de mange følelser, der kan være forbundet med, at man forlader den trygge børnehave," siger Jytte Sidelmann.

Samtidig viser han via sin bog, at børn kan mange ting, selv om de "kun" går i børnehave. For Jytte Sidelmann er det vigtigt, at tiden i børnehaven har en værdi i sig selv.

"Det, vi har villet med brobygningssystemet Tino, er, at både børnehave og skole bliver bevidste om, at den viden og de kompetencer, som børnene har udviklet, har stor betydning for, hvordan børnene møder og bruger skolen. Skolen og børnehaven må derfor have indsigt i og forståelse for hinandens pædagogiske mål, holdninger og metoder, og samarbejdet må bygge på en ligeværdig dialog, hvor vi får sat ord på vore roller og gensidige forventninger. Brobygning nytter ikke, hvis man ikke ved, hvad der er på den anden side af broen," siger hun.



Tinos bog skal udfordre. "En dag, hvor jeg var på besøg i Spiloppen, havde jeg Tino med," fortæller Jytte Sidelmann. "Jeg sagde, at jeg havde fundet ham på gaden, og at han nok var faldet ud af en cirkusvogn. Han ville nu gerne være hos børnene for at lære noget af alt det, som børnene lærte i børnehaven. For det er vigtigt for os i skolen at huske, at børn kan noget allerede inden, de kommer her. Det er det, vi skal bygge videre på," siger hun.

Helen Ziegler, pædagog i Spiloppen, mener, at Tino har hjulpet børnene med at blive mere trygge ved skolen og det skift, de snart skal foretage.

"Børnene har haft Tino med hjemme på skift, de valgte og købte selv en kuffert, hvor Tino skulle bo, og senere lavede vi cirkusvognen til ham. Og så har de jo arbejdet med Tinos bog, som giver dem mulighed for at vise, hvad de kan. Så for børnene er han det trygge og kendte i alt det ukendte," siger hun.

Jytte Sidelmann mener, at man sagtens kan arbejde med Tino-konceptet uden at bruge bogen. Nogle vil måske blive forskrækkede over, at man skal bruge en bog allerede i børnehaven.

"At give børn en bog, som de skal arbejde i, er underligt nok blevet noget, der hører til i skolen. Men ser man på Sverige, er den måde at arbejde på en helt naturlig del af arbejdet i børnehaverne. Det vigtige er at lave bøger, hvor man lægger vægt på børnenes udtryk, farveopgaver a lá gammeldags malebøger skal begrænses. Bogen skal udfordre barnet til at prøve noget nyt og udvikle dets lyst til at lære. I øvrigt synes jeg, at man skal vælge de ting i bogen, som passer til de enkelte børn," siger hun.



Misforståelser ryddes af vejen. I børnehaven Spiloppen bruger pædagogerne bogen sammen med den gruppe af store børn, der skal i skole efter sommerferien. De mødes hver torsdag fra september til maj og arbejder med forberedelse til skolegangen. Tinos bog bruges til at se, hvordan børnene arbejder, når de får stillet en individuel opgave.

"Vi ser, hvor langt hvert enkelt barn er nået finmotorisk, og hvor gode de er til at koncentrere sig. Det har vi da haft en fornemmelse af de andre år, men med bogen bliver det meget tydeligt. For hvem kan sidde og arbejde med bogen i noget tid, og hvem mister koncentrationen i løbet af kort tid. Vi ser også, hvem der kan tage imod beskeder og udføre det, de er blevet bedt om, hvilket jo er vigtigt, at de kan, når de kommer i skole, hvor der er færre voksne til at hjælpe dem. Og børnene har været superglade for bogen," siger hun.

Den brobygningsmodel, som Jytte Sidelmann, Charlotte Jespersen - kollega på skolen - og Chris Stampe - børnehaveleder på Nørrebro - har lavet, går fra september det ene år og slutter først i oktober det følgende år. I den periode holdes adskillige møder med børnenes forældre, pædagogerne og personalet i børnehaveklasserne, alt sammen for at lære hinanden og hinandens forventninger at kende. Samtidig går arbejdet med børnene i gang. Det er delt ind i temaer, der gentages i børnehave og skole: Billedkunst, hvor børnene oplever og sanser kunst, og gengiver det, de ser. Rodekassen, Gætteposen og Forundringsbordet: Leg med begreberne nysgerrighed, fantasi og kommunikation. Kulturelle dage: Er beregnet til arbejdet med de tosprogede børn. Og i temaer, der begynder i børnehaven, men som involverer skolen mere og mere: Tinos bog, Tino og Sørøverne og Tinos farvel til vennerne. Alt sammen beskrevet meget udførligt i inspirationsbogen til de voksne.

Helen Ziegler mener, at fordelen ved samarbejdsmodellen er, at den både gør noget for forældre, børn og de involverede pædagoger og børnehaveklasseledere.

"Forældrene og vi ved mere om, hvilke forventninger skolen har, og om det enkelte barn kan leve op til de forventninger og derfor får en god start i skolen. For børnene er det jo en stor og ny verden, de skal ind i, der er mange ting, de pludselig skal klare selv, og det skal vi forberede dem godt til. For eksempel er det vigtigt, at de kan modtage en besked. Og da vi ved, at Jytte arbejder med treleddede beskeder (gå ud og tis, hvis I skal det, tag tøj på og vent så i garderoben), så øver vi i det med storegruppen mange, mange gange. Nu sidder den der, og de er forberdt på, at sådan gør Jytte også," siger hun.

Jytte Sidelmann ser mange fordele ved, at de værste misforståelser omkring skolen kan ryddes af vejen i god tid inden skolestart. For det er et problem, hvis forældre, børn og daginstitution ikke kender de forventninger, skolen har til børnene. For eksempel er det godt, hvis børnene kan klippe med en saks, holde på en blyant, men til gengæld er det en misforståelse, at man i børnehaveklassen forventer, at børnene kan sidde stille i lang tid i begyndelsen.

"Det er også vigtigt, at vi har mulighed for at få en dialog om børnene, specielt dem, der har brug for ekstra hjælp, så vi kan hjælpe dem så godt som muligt. At vi har mulighed for at lære hinanden at kende og finde ud af, at vi arbejder for det samme, nemlig at børnene skal have det godt," siger hun.





Charlotte Jespersen, Jytte Sidelmann og Chris Stampe: "Tino - brobygning mellem børnehave og skole", kr. 164, handskedukken Tino, kr. 134, Tinos bog, kr. 39. Alt er udgivet på Forlaget Gyldendal. Jytte Sidelmann har også lige udgivet bogen "Jubiii - jeg skal i skole. En historie om børns forventninger til skolen. Er udgivet af Danmarks Lærerforening i samarbejde med Forlaget Gyldendal og koster kr. 18 per stk. i klassesæt og kr. 28 + porto enkeltvis. Den kan bestilles eller downloades i PDF på www.dlf.org