Klar til næste runde: Vi skal spille de magenta muskler

De næste overenskomstforhandlinger skal give pædagogerne mere i løn. BUPL’s kongres har vedtaget seks politiske pejlemærker og gør klar til at tage mere indflydelse.

Mer’ i løn, løn, meget mere i løn, lød sangen foran forligsinstitutionen i foråret. De offentligt ansatte var på randen af en gigantisk lockout, netop fordi de krævede mere i løn. Men sangen blev hørt hos arbejdsgiverne. De gav i hvert tilfælde indrømmelser, sådan alle offentligt ansatte kunne få en reallønsfremgang.

For pædagogerne var der lidt ekstra i posen, nemlig en andel i en ligelønspulje. Den skulle være med til at rette op på det faktum, at pædagogerne er de lavest lønnede blandt faggrupper med sammenlignelig uddannelseslængde.

Problemet er bare, at ligelønspuljen blot er et lillebitte skridt frem mod ligeløn. For den udgør kun en lønforbedring på 0,08 procent.

Men ved de næste overenskomstforhandlinger, skal pædagogerne tage endnu et skridt mod højere løn. BUPL’s kongres har nemlig vedtaget en målrettet indsats, der gerne skal give pote ved forhandlingerne i 2021.



»Vores tid er nu. Vi skal spille med de magenta muskler. Mere indflydelse er ikke noget, man får. Det er noget, man tager,« sagde BUPL’s formand Elisa Rimpler fra talerstolen.



Men det bliver ikke let, advarede Elisa Rimpler:

»Skal vi nogensinde opnå ligeløn – og det skal vi – så skal vi kæmpe benhårdt for det alle sammen på alle fronter.«



Kongressen vedtog at holde en ekstraordinær kongres i november 2019, hvor det eneste punkt på dagsordenen skal være overenskomstforhandlingerne i 2021.



»Det er her, vi skal gøre os kampklare,« sagde Elisa Rimpler.



Små skridt

Mikkel Mailand, lektor og forskningsleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS), Københavns Universitet, mener, at det giver god mening for BUPL at følge op på den lille ligelønssejr, man fik ved forhandlingerne i foråret.



»Det er helt klart, at man skal smede, mens jernet er varmt. Strategisk set er det rigtigt. Det er nu, det skal ske, men let bliver det ikke,« siger Mikkel Mailand.



Han peger på, at når nogle skal have mere i løn i det offentlige, så er der andre, der skal have mindre – det, der i overenskomstsprog kaldes en skævvridning.



»Så det kommer til at koste for andre lønmodtagere. Det er vanskeligt, men ikke umuligt. Men det bliver nok de små skridts ændringer, hvis man overhovedet kan blive enige om noget,« siger Mikkel Mailand.



6 pejlemærker

I arbejdet frem mod forhandlingerne i 2021 har BUPL især fokus på disse områder:

1) Ligeløn

2) Rammer for det pædagogiske arbejde

3) Pædagogfaglig ledelse

4) Inddragelse af medlemmerne

5) BUPL’s magtposition

6) Den danske model



I november 2019 afholder BUPL en ekstraordinær kongres udelukkende med fokus på overenskomstforhandlingerne. BUPL sætter tre millioner kroner af til den ekstraordinære overenskomstindsats.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.