Jagten på en diagnose

Stadig flere børn har brug for hjælp til at navigere gennem barndommen. Prisen for et øget pres i form af f.eks. fraværende forældre og større krav i skolen betales af de tusindvis af børn, der reagerer med psykiske forstyrrelser og en adfærd, som ganske enkelt ikke tolereres i hverken daginstitution eller skole.

Og når børnene viser tegn på mistrivsel, øges kravet om inddragelse af eksperter, for de fleste forældre aner ikke, hvad der går galt - og hvorfor. I stedet for at se på familiens livsbetingelser og hverdag som et problem, bliver der fokuseret på det enkelte barns reaktionsmønster, der ofte ikke er "hensigtsmæssigt" i forhold til stadigt indsnævrede normalbegreber.

Sådan forklarer formand for de danske skolepsykologer Bjarne Nielsen, hvorfor så mange børn ender i psykologisk behandling hos f.eks. Psykoloisk Pædagigisk Rådgivning. Bjarne Nielsen er ud over hvervet som skolepsykolog også børne- og ungechef i Jægerspris Kommune, og han har desuden siddet i Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse i 12 år.

"Samfundet har udviklet sig enormt siden 60'erne, og der er ingen tvivl om, at vi har fået flere børn med vanskeligheder. Sådan oplever vi det i hvert fald. Børnenes situation har selvfølgelig også ændret sig, og hverdagen er i dag helt anderledes end dengang, hvor mor typisk gik hjemme. Fællesskabet har trange kår, og det enkelte individ er sat i centrum. Effektiviseringen og den økonomiske styring er benhård, og derfor er det blevet sværere at være anderledes i dag," siger Bjarne Nielsen og fortsætter:

"Tolerancen er langt mindre end tidligere fra hele samfundet, fra erhvervslivet og fra forældrene, og dermed lægges der også et pres på skolen. Holdningen er, at der skal i hvert fald ikke være nogen, der "forstyrrer" mit barn. Værdierne har ændret sig, samtidig med at kravene til det enkelte barn er vokset. Blandt andet med internationale undersøgelser, der lægger et pres på skolerne om øget faglighed. Den udvikling betyder, at de børn, der opleves som besværlige, øjeblikkeligt kommer i fokus. Omvendt kan det indesluttede barn, der opfattes som "nemt", sidde i årevis, uden at nogen reagerer på det faktum."



Nye lidelser. Når et barn enten i daginstitutionen eller skolen viser tegn på mistrivsel eller udviser en adfærd, der ikke passer ind i tidens normalbegreber, udløser det nærmest pr. refleks et krav om at inddrage eksperter. Kravet kommer især fra forældrene, men også fra lærere og pædagoger.

"I 1995 fik vi nye diagnosesystemer, som udløste en eksplosion på en række områder. Asberger, autisme, DAMP var nogle af de lidelser, som pludselig kunne forklare mange problemer. Og udviklingen kan godt undre mig voldsomt. I 1995 havde vi i hele Frederiksborg Amt 15 børn, der blev udskilt til specialskole på baggrund af en diagnose for autisme. Nu er vi oppe på 135 børn. Altså en stigning på over 800 procent bare på det område. Vi tackler ganske enkelt problemer anderledes. Hvor vi før koncentrerede os om psykologiske forklaringer på børnenes problemer, søger vi i dag organiske og medicinske årsager. Fokus er altså ændret til barnet, og det er barnet, der skal behandles, i stedet for at se på samspillet med omgivelserne," siger Bjarne Nielsen.

Han mener, at det ofte er gennem de voksne, at barnet kan hjælpes. Forældrenes indretning af hverdagen fremprovokerer i en række tilfælde de vanskeligheder, barnet har, eller ligefrem forstærker dem. Og det samme gør lærere og pædagoger.

"Derfor bliver det også vanskeligt for f.eks. PPR at yde maksimal indsats, når det kontekstuelle bliver trængt i baggrunden. Det er nemmere at tro på, at barnet er ordblind eller autist, for så er der en lægelig forklaring, og dermed er der ikke langt til kravet om hjælp og støtte gennem f.eks. specialundervisning," mener Bjarne Nielsen.



Håndterlige skævheder. Gennem de sidste 15-20 år er der poppet flere psykiske diagnoser hos børn op, som kan forklare en del af de udviklingsmæssige forstyrrelser, som mange danske børn må lide med. Det er i hvert fald sagkundskabens budskab, at der ofte kan stilles en diagnose på børn, der viser tegn på mistrivsel, og dermed er mange problemer pludselig blevet mere håndterlige.

Det mener formanden for Børnerådet, Klaus Wilmann, der selv har en fortid som pædagog og næstformand i BUPL.

"Da jeg var dreng, var der ikke noget der hed DAMP, og hvis man ikke proppede ungerne i hjælpeklasse, prøvede man at identificere barnets personlige situation. Men i dag er diagnosen kommet ind over, og det har gjort tilgangen til barnet mere mekanisk. Det er nemmere at administrere for alle. Kommer man med et barn og siger, at han ikke rigtig fungerer, så sker der ikke så meget, men siger man DAMP, så åbnes der pludselig for nogle bevillinger. Det kan være med til at øge fagpersonalets tilbøjelighed til at indstille til undersøgelse og derigennem også en diagnose.