Institutionalisering; Opsyn og omsorg

Børn må ikke komme galt afsted. Unge kan finde på alt muligt, hvis der ikke bliver holdt øje med dem. Og så forbereder børn sig til fremtidens arbejdsmarked ved at gå i institution. Sådan lyder nogle af forklaringerne på, at mange børn i dag benytter sig af pasningstilbud, helt op til de er 14 år. For ti år siden blev omkring 15.000 børn i alderen 10-13 år passet. I 2003 var tallet mere end fordoblet og det på trods af, at det samlede antal børn i klubberne er faldet i den samme periode. De voksnes opsyn stopper ikke her. Når børnene bliver lidt ældre og går i byen, er der Natteravne til at holde øje med dem. I dag findes Natteravnene 148 steder i Danmark.

Det er ikke kun for børnenes skyld, mener Jan Kampmann, der er børneforsker på Roskilde Universitetscenter.

"Det er i høj grad for de voksnes skyld, fordi vi er nervøse for, at der skal ske noget med vores børn, når vi ikke selv er der," siger han.

Men det handler også om, at de unge kunne finde på at gøre noget mod andre.

"Det er de voksnes angt for, hvad de unge kan finde på, når de er ude på egen hånd. Det er de voksnes ønske om at skabe orden. Der er sket en dæmonisering af ungdom. Der er den opfattelse, at hvis ikke vi har hånd i hanke med dem, så kan de finde på hvad som helst. Hvis ikke de er under pædagogisk opsyn, så laver de hærværk osv. Det er den argumentation, der bliver brugt," siger Jan Kampmann.



Bliver ikke passet mere. Det er nu ikke sikkert, at børn i virkeligheden bliver passet mere, end de gjorde tidligere, fortæller Ning de Coninck-Smith, der blandt andet forsker i barndommens historie på Danmarks Pædagogiske Universitet.

"Der er undersøgelser, der viser, at der er stor overvågning af børnene. Men vi ved ikke, om børnene bliver passet mere, end de gjorde før i tiden. Tidligere var der jo også en overvågning af børnene hjemme i gården, hvor mor gik hjemme. Det nye er, at vi nu sætter nogle andre til at passe på børnene," siger hun.

Det har ændret den måde, et normalt børneliv former sig og vores opfattelse af, hvordan et børneliv bør forme sig.

"Der er kommet en helt anden forståelse af, hvor børn er henne i samfundet. Nu skal de være i institutionen og passes på, fra de er et år, til de er 14. Og de er nærmest nødt til at være der, fordi alle de andre børn er der. De kan ikke gå hjemme, fordi der er ikke andre børn at være sammen med," siger Ning de Coninck-Smith.

Hun mener, at der er flere årsager til, at det er blevet sådan. Blandt andet er de fleste danske forældre udearbejdende, vi har fået bedre råd til at sende børn i institution. Samtidig er kommunerne begyndt at tilbyde pasningen.

Den mulighed er blandt andet opstået, fordi der er stemmer i at føre politik, som tilgodeser børn, fortæller Jørgen Goul Andersen, der er professor i politisk sociologi på Aalborg Universitet og blandt andet forsker i vælgeradfærd.

"Der er stemmer i det, og man kan få borgere til at flytte. Vi taler jo om kommunalpolitik, hvor det også handler om at få borgere til at flytte til kommunen. Og borgerne flytter jo blandt andet derhen, hvor forholdene er i orden," siger han.

Jørgen Goul Andersen fortæller, at børn meget længe har ligget højt på både vælgernes og politikernes dagsorden. Der er dog sket den ændring, at hvor politikerne tidligere fokuserede mest på de mindste børn, er deres fokus nu i højere grad på de lidt større børn.



Anderledes unge. Det er der måske god grund til. Samfundet er blevet mere kompliceret. Unge skal i højere grad end tidligere være i stand til at træffe selvstændige beslutninger.

"For at blive en aktiv del af det moderne samfund kræver det socialisering, og den socialisering får man i institutionerne. Vi lægger vægt på, at man skal kunne tage vare på sig selv. Vi taler om begreber som selvforvaltning og ansvar for egen læring, men det er indenfor nogle bestemte rammmer. Vi lægger op til, at børnene skal bestemme selv, men hvis de træffer de forkerte beslutninger, bliver det påtalt," siger Jan Kampmann.

Han mener, at den øgede institutionalisering er med til at forberede de unge til arbejdsmarkedet.

"Arbejdsmarkedet forventer, at man i høj grad er i stand til at træffe selvstændige beslutninger. Her er det væsentligt, at de unge bliver i institutioner i længere tid. Her kan de nemlig tilegne sig de nødvendige kompetencer til at klare sig på arbejdsmarkedet og i det demokratiske samfund," siger han.

Den øgede institutionalisering af børnenes liv betyder, at børnene bliver anderledes, end de ville være, hvis de var mere overladt til sig selv.

"Det er ikke noget med, at vi ødelægger børnene eller noget i den retning, men vi skal alle overveje, hvad det er, man opprioriterer, og hvad der bliver nedprioriteret. Vi opprioriterer, at de skal være fornuftige. Vi kommer til at fremelske det fornuftsprægede, fordi de hele tiden skal indgå i voksendirigerede pædagogiske forløb, der foregår indenfor visse rammer. Det alvorlige bliver opprioriteret, Det er yt at være barnlig selv som barn. De skal hellere være kompetente," siger Jan Kampmann.

Problemet er bare, at børnene ikke har bedt om det.

"Vi forventer, at børnene kan være fornuftige, før de i virkeligheden selv har bedt om at få det ansvar. Vi siger for eksempel, du har jo selv valgt det her, uden at barnet nødvendigvis kan forstå konsekvenserne af sit valg," siger Jan Kampmann.

Der er også plusser ved, at vi kræver, at børnene opfører sig fornuftigt.

"Det er jo en opskrivning af børnenes status. De har fået en helt anden position, end de havde tidligere, og det er positivt," siger børneforskeren. Men det kræver også meget af de pædagoger, der er i institutionerne.

"Det skaber omfattende udfordringer for de professionelle. Kunsten for de professionelle er at skabe et rum, hvor den pædagogiske rationalitet er sat ud af kraft," siger Jan Kampmann.