Inspiration. Løft jeres arbejde med adopterede børn

Adopterede børn har som regel mistet mindst to primære omsorgspersoner, inden de får deres adoptivfamilie. Først mister de deres biologiske mor, bagefter mister barnet plejemoderen eller den person, der passede det på et børnehjem. De tab sætter dybe spor, som kan give udfordringer, når barnet kommer i institution og skole.

Derfor kan pædagoger i institutioner og på skoler modtage gratis PAS-undervisning, som giver arbejdet med adopterede børn et løft. PAS står for Post Adoption Services og er navnet på alle former for rådgivning, der kan støtte adopterede og deres familier efter adoptionen.



Chefkonsulent og psykolog Anita Berner fra Ankestyrelsen forklarer, at PAS-undervisningen er interessant for alle pædagoger, der arbejder med børn med tidlige traumer.

Det er hendes ansvar at sikre, at de PAS-konsulenter, der tilbyder undervisning ude på skolerne og i dagtilbud, kommer med en generel psykologisk viden om, hvad en hård start på livet kan betyde for et barns sociale og psykiske udvikling og for dets indlæring.



Mistrivsel. I nogle tilfælde er det barnets pædagog, der lægger mærke til, at et adopteret barn ikke reagerer som andre.



»Helt specifikt kan der for eksempel være tale om problemer med afskedssituationer,« forklarer Anita Berner.



Adopterede børns reaktion ved afsked kan være voldsom fortvivlelse, fordi barnet kan få reaktiveret oplevelsen af at blive forladt på netop en institution.



»Barnet har en før-sproglig erindring, som bliver reaktiveret. Det kan ikke sige noget med ord, men det får oplevelsen af, at det ikke overlever,« siger Anita Berner.



Andre børn reagerer på afskeden ved at gå i overlevelsesmode og se ud, som om de er helt uberørte af situationen.



»Barnet går rundt og ser ud, som om det har det godt, men er ikke i stand til at lære noget som helst. Med overlevelsesstrategien er barnets egen lyst skubbet til side. Han eller hun kan ikke mærke den eller sig selv eller egne behov, og det er jo farligt for den psykiske udvikling,« understreger Anita Berner.



Overlevelse. Barnet, der ser ud til at tage afskeden med forældrene i stiv arm, får ifølge Anita Berner ofte ingen alarmklokker til at ringe hos de voksne i institutionen:

»Det er svært at se forskel på det velfungerende barn og barnet med en overlevelsesstrategi. Men det er ofte lettere at få kontakt til det barn, som ikke har en overlevelsesstrategi. Hvis jeg var pædagog, ville jeg altid være opmærksom på et adopteret barn, hvis jeg ser, at det går for nemt.«



Andre børns overlevelsesstrategier kommer som regel til udtryk som en tydelig uro.



»De kan ofte fare omkring, være meget urolige eller udvise de samme symptomer som et barn med ADHD.«



Skintilpasning og brug af overlevelsesstrategier hos det adopterede barn ses ofte hos indadvendte børn, der ikke udtrykker sig, og som uden glæde bare finder sig i den rolle, de bliver tildelt af de andre børn, pointerer Anita Berner og fortæller om en adopteret pige, som helt uden glæde stod og slog i en spand med vand, fordi de andre piger havde sat hende til det.

Andre adopterede kan have udfordringer i forhold til at være sammen med andre, fortæller hun:



»Jeg hører tit pædagoger sige, at barnet slet ingen empatiske evner har, hvor det måske i virkeligheden handler om, at barnet slet ikke har lært, hvordan man leger med andre.«



Pylrede forældre. Ofte er det adoptivforældre selv, som gør opmærksom på, at deres barn har særlige behov.



»Jeg får tit henvendelser, hvor pædagogerne siger, at adoptivmødrene er pylrede. Men den pylrethed skal ofte forstås som en ekstra omsorg,« siger Anita Berner og opfordrer til, at forældre, der umiddelbart virker meget pylrede, tages alvorligt – også selvom de kan kræve mere af personalet.



»Moderen kender jo sit barn. En mor, der mærker barnet og føler med barnet og er klar over, at barnet er utrolig meget på overarbejde, er ikke pylret,« siger hun.



Samtidig er der også de forældre, der er virkelig slidte af omsorgsopgaven:



»De afleverer deres barn med tilsyneladende lettelse. De har ikke kræfter til mere,« siger Anita Berner, som råder pædagoger til at give netop disse børn ekstra omsorg, da det er den bedste måde at aflaste forældrene på.



Gevinsten ved PAS. I en tætpakket hverdag kan det virke uoverskueligt for pædagoger at rive timer ud af kalenderen til et kursus, der er rettet mod en forholdsvis lille gruppe adopterede børn. Men Anita Berner forsikrer om, at tiden er godt givet ud.

De evalueringer, Ankestyrelsen får fra pædagoger, som har modtaget PAS-undervisning, er positive: ’Jeg fik en ny forståelse. Jeg fik øjnene op for, at der var noget, jeg havde overset. Det var meget inspirerende, og det gik lige i hjertekulen. Nu forstår jeg bedre: Moderen var jo ikke overpylret,’ lyder nogle af pædagogernes tilbagemeldinger til Ankestyrelsen.



For Anita Berner ligger PAS-undervisningens styrke i, at pædagogerne bliver præsenteret for nye indfaldsvinkler til de børn, de arbejder med. Forståelse giver indsigt, nye handlemuligheder og ny omsorg for den familie, som er sårbar, mener hun:



»Et adopteret barn skriger måske meget ved aflevering. Måske er det nemmere at være der for barnet, hvis du har en fornemmelse af, at det barn faktisk tror, at afskeden er livstruende.«



Når pædagoger og andre får PAS-undervisning, reagerer forældre ofte med taknemmelighed og lettelse. En af de forældre er Louise Nuppenau, hvis søn var urolig i skolen. Første skridt var, at sønnen fik støtte fra en skolepædagog, og dernæst at pæda­gogen fik PAS-undervisning og supervision fra en PAS-konsulent.

Louise Nuppenau synes, det er en succes. Sønnen får både hjælp til at koncentrere sig om opgaverne og hjælp til generel trivsel og sociale færdigheder.



»Vi har fået fagligt professionelle, der tager os og ham alvorligt. Og pædagoger er de helt rigtige til opgaven,« siger hun.



Praktik. Det er ofte på forældrenes initiativ, at en skole eller institution tager imod tilbuddet om PAS-undervisning. De henvender sig måske til barnets primærpædagog og foreslår kurset. Pædagogen kan så gå til sin leder med forslaget, hvorefter lederen eller en anden kan henvende sig til Ankestyrelsen.

Når PAS-konsulenterne skal ud og undervise på institutioner, skal der helst samles en gruppe på mindst 10 deltagere. Der skal være så mange, for at undervisningen ikke kommer til at handle om et specifikt barn, da det ikke er lovligt i en undervisningssammenhæng. Det skal handle om generelle problemstillinger for adopterede børn, fastslår siger Anita Berner.



Hun understreger dog, at de enkelte pædagoger eller institutioners behov godt kan imøde­kommes, så undervisningen fokuserer på aktuelle problemstillinger.

Medarbejderne kan indsende generelle spørgsmål til PAS-konsulenten inden undervisningen eller stille spørgsmålene under undervisningen. Spørgsmålene må bare ikke handle om et specifikt barn.



Anita Berner forklarer:



»På kurset lærer man, hvad børn, der har haft en svær start på livet, har behov for, og hvordan man kan imødekomme behovene pædagogisk. PAS-konsulenten kan ikke løse praktiske problemer i hverdagen, men han eller hun kan fortælle, hvad børnene har brug for. Så kan institutionen kigge på, hvordan de kan få mere af det ind i arbejdet i forhold til de sårbare børn, som nok findes i alle institutioner.«



Forældrene kan ikke deltage i undervisningen.



»Pædagoger skal have det faglige rum for sig selv. Der skal være plads til at stille alle slags spørgsmål, uden at forældrene tror, at det handler om lige deres barn,« understreger Anita Berner.



Omsat til praksis. Ankestyrelsens PAS-konsulenter underviser pædagoger og andre fagfolk omkring 200 gange om året.

I starten gjaldt tilbuddet kun grundskoler og daginstitutioner, men nu gælder tilbuddet alle steder, hvor der er ansat pædagogisk personale, for eksempel skoler, efterskoler, behandlingshjem, særlige botilbud, universiteter, pædagoguddannelsen og professionshøjskoler.



»Lærere og pædagoger er gode til at tage imod viden om, hvad et tidligt traume betyder for sociale færdigheder, indlæring og adfærd, og omdanne det til noget, de kan bruge i hverdagen,« siger Anita Berner og anbefaler, at en person med et pædagogisk ledelsesansvar er tilstede ved undervisningen, så beslutningen om eventuelle nye pædagogiske tiltag bliver taget.



3 gode råd om arbejdet med adopterede børn



Overlevelsesstrategi eller velfungerende?

Hvordan kender du forskel, hvis et barn ikke gør opmærksom på sig selv? Hvis det er svært at komme i kontakt med et adopteret barn, eller hvis du har en oplevelse af, at barnet ikke kan træffe valg, kan der være tale om en overlevelsesstrategi.



Hvordan arbejder du så med det?  

Selvom barnet ikke virker interesseret i ekstra voksenkontakt, skal de voksne tilbyde sig selv igen og igen. Det er generelt en god ide, hvis du får et adopteret barn i din institution: Byd dig til.



Er alt, hvad der er adoptionsrelateret problematisk?

Nej, et barns overlevelsesstrategi kan sagtens være en styrke og kan med den rette støtte udvikle sig til selvstændighed og viljestyrke. Men det er problematisk, hvis barnet mister evnen til at mærke sig selv eller vedvarende bruger alle kræfter på at tilpasse sig.