Inspiration. Det er altid min egen skyld

En præstationskultur, der gennemsyrer alle dele af ungdomslivet, truer nu ungdommens psykiske trivsel. Hver femte ung har på et tidspunkt haft en psykisk lidelse, og næsten halvdelen af de 19-årige piger har fået psykologhjælp.

Samtidig er danske børn ifølge internationale sammenligninger blandt dem, der er mindst sammen med deres venner rent fysisk. Det kan også aflæses i statistikkerne: 9 procent af de 19-årige drenge føler sig meget ofte eller ofte ensomme. Blandt de jævnaldrende piger er det 14 procent, viser rapporten ’Børn og unge i Danmark – velfærd og trivsel 2018'.

For de 15-19-årige er der sket en fordobling i antallet af ensomme fra 2009 til 2017, påpeger ungdomsforsker Søren Østergaard, Center for Ungdomsstudier.



»Det er foruroligende. Der er rigtig mange piger, som ikke har nogen at snakke med. At man ikke har nogen at snakke med, kan for pigerne ses ved, at 46 procent har været hos psykolog, når de er 19 år. Det er sindssygt,« siger han.



Mobiltelefonen – eller rettere at mobiltelefonen blev til en smartphone for godt 10 år siden – har betydet et skift i ’vores alle sammens liv’, som Søren Østergaard siger.



»Det betyder rigtig meget for drenge og pigers måde at være sammen på. Man er mindre og mindre sammen. For bare et par år siden ville jeg have sagt, at aleneheden er voksende. I dag er det ensomheden,« siger Søren Østergaard.



Svært at fejle. At de unge føler sig alene, kan Maria Bruselius-Jensen, lektor ved Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet, genkende. Hun forsker blandt andet i unges deltagelsesformer og i ungdomslivet uden for uddannelse og arbejdsliv.



»Den individualisering, man har talt om de seneste 20 år, er slået så meget igennem hos den her generation, at de ikke kan se det selv. Det er så gennemsyret i hele den måde, de er i livet på, at de ikke engang kan sætte spørgsmålstegn ved det.«

Problemet for de unge er, at individualiseringen betyder, at de føler sig alene med ansvaret, påpeger Maria Bruselius-Jensen.



»Rigtig mange af de unge kæmper meget alene. De oplever det som deres eget individuelle ansvar at klare sig i det samfund, vi har. Man har et individuelt livsprojekt, som man selv skal klare og selv er ansvarlig for. Og det skaber en følelse af ensomhed,« siger hun.



Maria Bruselius-Jensen har forsket i unges fællesskaber, og selv hvor det handler om at være sammen med andre om noget, taler flere unge om deres personlige ansvar for at vedligeholde fællesskaberne.



»Så det at have et fællesskab med andre bliver også et individuelt ansvar, og hvis man ikke har fællesskaber, så er man selv skyld i det,« opsummerer hun de unges tankegang.



Samtidig er individualiseringen forankret i en præstationskultur, påpeger Maria Bruselius-Jensen.



»De unge er så orienterede mod, at de skal præstere, særligt i uddannelsessystemerne, men også på andre arenaer, socialt og kropsligt, at det opsuger meget energi. Det bliver utroligt svært for dem at fejle og sige pyt. Hvis ikke man klarer sig i uddannelsessystemet, kan man nærmest ikke være ung. Så opleves hele projektet som fejlet. Især fordi det er ens egen skyld,« siger hun.



Et projekt. At projektet kan fejle eller vakle, er de klar over på Nørresundby Gymnasium i Aalborg. Derfor har gymnasiet ansat både en psykolog og en elevcoach til at hjælpe eleverne gennem studiet og livet. Christina Kronborg Nielsen har været elevcoach på gymnasiet i seks år, og i de år er eleverne blevet mere og mere alene med deres problemer, oplever hun.



»De er jo meget mere alene, end dengang jeg var ung. Når de endelig er socialt sammen, kan det være et helt projekt, at ’nu skal jeg hænge ud sammen med nogen eller være sammen med nogen om en opgave’, og så er det ikke hyggeligt,« siger Christina Kronborg Nielsen, der er uddannet musikterapeut. Men hun er blevet fanget af pædagogikken og arbejdet med de unge – og er derfor medlem af BUPL.



»Bare i dag har jeg haft to samtaler om, hvorfor man ikke skal blive så deprimeret, at man har lyst til at gå hen og tage livet af sig. Når jeg spørger dem: ’Har du andre at snakke med det her om?’, er svaret nej. Det var sådan noget, jeg snakkede med mine venner om, da jeg gik i gymnasiet,« siger hun.



Eleverne er også meget optagede af at præstere, og der er kun én, der har skylden, hvis præstationen ikke er god nok:



»Når de ikke får de høje karakterer, når de ikke lykkes i samfundet, så er det, fordi de ikke er strømlinede nok. Og det er deres eget ansvar at være strømlinet,« siger hun om de unges opfattelse.



Mere håbløst. Christina Kronborg Nielsen har åbent på kontoret 20 timer om ugen. Normalt har hun kontakt til omkring 100 af gymnasiets godt 1.000 elever på et helt skoleår. Det samme har psykologen. Lige nu har hun kontakt til 35 elever og 8 på venteliste. Psykologen har også venteliste.



»Så mange plejer der ikke at være på ventelisten,« siger hun.



På Christina Kronborg Nielsens kontor er der plads til at få vendt og drejet livets besværligheder. Eleverne kommer med ’en stor pærevælling af alle mulige ting’.



»Men lige så snart de går ud af mit kontor, træder de ind i en verden, hvor de skal fremstå på en bestemt måde, også på de sociale medier hvor de bliver nødt til at pakke problemerne væk. For hvis ikke de pakker det at have det svært væk, passer de ikke ind. Og der er hele vores struktur et problem: Det passer ikke rigtig ind, at man går og har det svært,« siger hun.



Facaden kan måske narre de øvrige elever, men den narrer ikke ’os gamle rotter’, som Christina Kronborg Nielsen udtrykker det.



»Vi kan se, hvor mange der går og har det skidt. Og der er forfærdeligt at se.«



Udviklingen går den forkerte vej, synes hun.



»Jeg synes, det er mere håbløst nu. Jeg bliver lidt rå i det. Jeg kan ikke tænke på det hver dag, så bliver jeg for trist.«



De gode gamle dage. Det bliver ikke let at vende udviklingen, konstaterer Christina Kronborg Nielsen.



»Vi skal have flere ressourcer, så vi kan komme tilbage til den gode, gammeldags relationspædagogik. Vi er nødt til at have tid til nærhed og tæthed, ellers handler det kun om at fikse tingene hurtigt, og det bliver man ikke et helt menneske af,« siger hun.



Også Maria Bruselius-Jensen fra Center for Ungdomsforskning peger på de gode, gamle dage i sit bud på en løsning.



»Nu bliver jeg sådan rigtig 70’er-agtig og får lyst til at sige, at det er noget med fællesskaber – at gøre noget sammen, at stå sammen, at gribe ud efter hinanden og lære at få hjælp af andre. Det er de unge utroligt dårlige til,« siger hun.



Samtidig opfordrer hun også ungdommen til en gang imellem at hoppe over, hvor gærdet er lavest.



»Nogle gange må det være okay bare at klare sig. Skal man toppræstere hele tiden? Eller kan man få indført en stolthed over at klare sig med minimal indsats? Det kunne der være en vis stolthed omkring, da jeg gik i skole,« konstaterer Maria Bruselius-Jensen.



Klubbernes funktion. Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier har været skeptisk overfor klubberne, som nogle steder har fungeret som ’et forstørret teenageværelse, hvor man bare kom’.



»I dag må man sige, at klubberne har en funktion. Man lærer noget om relationer, som er supervigtigt, og som en voksende gruppe drenge og piger går glip af, fordi de kun er sammen i skolen. Klubben kan alt det, som børn og unge har brug for som øvebane – og i forhold til at få lov til at fucke ting op,« siger han.