Inspiration. De stabler og lærer at

Efter et tre måneder langt samarbejde med Frederiksberg Sport Stacking Klub er sport stacking blevet en etableret SFO-aktivitet på Skolen på Grundtvigsvej. Stabling af de farvede kopper øger børnenes evne til at fokusere og koncentrere sig.

Skoledagen er slut for de flestes vedkommende på Skolen på Grundtvigsvej, men i fritidsordningen er der fortsat masser af liv og larm.

’Klonk, klonk, klonk’ lyder det inde fra et af lokalerne. Det er lyden af små, farvestrålende plastikkopper, som bliver stablet oven på hinanden. Lyden bliver efterfulgt af et brag og et højlydt ’ÆV’, da kopperne rammer jorden. Kort efter er børnenes koncentration igen rettet mod at få stablet kopperne i den korrekte rækkefølge.



Før sommerferien kunne lydene fra kopperne høres over alt på skolen: I klasselokaler, udenfor på trapperne og på gangene. Det er langt fra helt almindelige drikkekrus, som børnene stabler oven på hinanden i et rasende tempo. Kopperne er special­designede til aktiviteten sport stacking, som skolen fik øjnene op for sidste år, da en forælder introducerede SFO-leder Jacob Petersen for det. Efterfølgende kontaktede lederen Frederiksberg Sport Stacking Klub, som hjalp skolen i gang med et tre måneder langt projekt, som blev afsluttet med en turnering. Men stabling af kopper blev så stor en succes, at det nu er en frivillig aktivitet i skolens SFO hver mandag. Skolen har investeret i ordentligt udstyr som kopper, måtter, timere og ikke mindst holdtrøjer til turneringer.

Idrætspædagog Christian Vedsted står nu for aktiviteten. Ifølge ham er der mange fordele ved nichesportsgrenen.



»Det styrker børnenes finmotorik at stable kopperne. De skal virkelig kunne koordinere højre og venstre hjernehalvdel – særlig fordi mange af dem ofte er stærkere i den ene hånd, men her skal begge hænder i spil. Desuden kræver det også enormt meget af børnenes koncentrationsevne at undgå, at ­kopperne vælter,« siger han.



Kobling til lokalmiljø



I al sin enkelthed handler sport stacking om at stable 9 eller 12 kopper oven på hinanden i en bestemt rækkefølge. Og efterfølgende stable dem ned igen på tid. Man kan enten stable individuelt, med en makker eller i små hold.

Der findes kun to klubber i Danmark, i henholdsvis København og på Frederiksberg. Da Skolen på Grundtvigsvej på Frederiksberg arbejder med at skabe et samarbejde mellem skole og lokalmiljø, var det oplagt at tage kontakt til klubben på Frederiksberg.

SFO-leder Jacob Petersen mener, at det er vigtigt, at børn er en del af flere og andre fællesskaber, end dem de har i skolen.

»En forening giver mulighed for at fordybe sig, men børnene vil også ofte opleve, at de kan nå langt med flid, hårdt arbejde, dedikation og ansvarlighed i fællesskab med andre,« siger han.



For Christian Vedsted var det en spændende udfordring, da han blev sat til at stå for aktiviteten, som han ikke havde hørt om før. Han tog udfordringen op og satte sig grundigt ind i teknikken bag sport stacking.



»Jeg snakker med børnene om, hvor meget de har forbedret sig. Man kan hurtigt se, at deres tider bliver bedre. Vi får skabt et fælles tredje med den her aktivitet,« siger han.



En gang til



Selv om børnene hurtigt oplever forbedringer, når de stacker, er det uundgåeligt, at kopperne indimellem vælter, så gulvet flyder med pink, grønne og orange kopper. Det går dog ikke børnene synderligt på.



»Så prøver man bare igen. Man bliver ikke så ked af det, for så stabler man jo bare kopperne en gang til,« siger 10-årige Annika.



Hun har stacket i cirka et halvt år og konkurrerer med jævne mellemrum med sine kammerater om, hvem der hurtigst kan få stablet kopperne op og ned i den rigtige rækkefølge, som skal danne en pyramidelignede formation.



»Når man lige har lært at koncentrere sig og fundet fidusen, så kan man gøre det hurtigere og lave konkurrencer med sine venner,« siger hun.



Der går hurtigt sport i det, når børnene forsøger at slå hinandens tider. I starten af projektet oplevede pædagog Christian Vedsted, at han var bedre end børnene, men det ændrede sig hurtigt.



»Som pædagog synes jeg, at det er spændende at være med i udfordringen og se børnene forbedre sig både i forhold til dem selv og hinanden,« fortæller han.



Fællesskab



Når Christian Vedsted stacker med børnene, kommer der elever fra både 0. og 7. klasse, som vil være med.



»Sport stacking er enormt inkluderende. Børnene har taget positivt imod det. De stacker og hygger sig på kryds og tværs af alder,« siger han.



Modsat mange andre sportsgrene stiller sport stacking ikke nødvendigvis krav til børnenes styrke eller evne til at løbe hurtigt.



»Det handler om ’at komme først’ på andre måder end i mange andre sportsgrene. Man skal ikke løbe stærkt eller være udholdende som i fodbold. Det kræver, at man er mentalt stærk og vedholdende i forhold til at dygtiggøre sig inden for noget konkret. Det er jo vigtigt i alle sportsgrene, men det bliver meget tydeligt her,« siger SFO-leder Jacob Petersen.



Derfor kan sport stacking være en oplagt mulighed for børn og unge, som måske ellers kan have svært ved at indgå i idrætsfællesskaber. Selv hvis børnene vælger at stacke alene, vil de alligevel opleve at være en del af et fællesskab.



»Vi oplevede, at sport stacking gav nye muligheder for nogle børnetyper, som ellers ikke var så velbevandrede i en idræts- eller multisal. Med sport stacking får de også mulighed for at komme i gang med bevægelse, selv om de ikke bryder som om boldspil eller hop og spring,« siger Jacob Petersen.



Sport stacking kræver koncentration og ikke mindst tålmodighed, for tårnet med kopperne vælter mange gange i løbet af en eftermiddag, og vennerne slår ens tid gang på gang.



»Jeg har mange samtaler med børnene om, hvor meget de har udviklet sig, siden de startede med sport stacking. Vi sammen­ligner tider, men vi snakker også om, hvordan vi kan overføre koncentrationen og tålmodigheden til undervisningen. Hvis de har svært ved matematik, kan vi snakke om, at de også har haft svært ved sport stacking engang. Og det er de fleste jo efter­hånden blevet rigtig gode til,« siger Christian Vedsted.

Projektet er støttet med 63.900 kroner fra BUPL’s udviklingspulje.



3 hurtige om sport stacking



● Sporten startede i det sydlige

Californien tilbage i 80’erne, men kom først til Danmark omkring 2005.



● Der findes to klubber i Danmark: København Sport Stacking Klub og ­Frederiksberg Sport Stacking Klub. Tilsammen har klubberne ca. 50 ­medlemmer. Begge klubber giver ­gratis prøvetimer og vejledning.



● Det er vigtigt at have det rigtige udstyr som kopper, timere og måtter.



Læs mere om udstyr på

speedstacks.dk



Med korrekt udstyr undgår I skader og sikrer, at alle stacker efter reglerne.



Læs mere om reglerne på

World Sport Stacking Associations hjemmeside kortlink.dk/wdex



Kilde: Henrik Engell-Hedager, formand Frederiksberg Sport Stacking Klub.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.