Indskoling; Samarbejdet gør forskellen

Men det er jo hele tre ting på en gang. Sætningen fra Kinderæg-reklamen er næsten gået hen og blevet et ordsprog. Ordsprog eller ej, så passer det godt til, hvad man finder under taget på skolebygningerne i den lille by Arrild i Sønderjylland.

På facaden står der "Arrild Skole og SFO" med store hvide bogstaver. Egentlig skulle der også have stået børnehave, da Arrild SFO er en aldersintegreret institution med 25 børnehavebørn og 27 skolebørn. Det er jo hele tre ting på en gang. Og altså under samme tag.

Netop dette fysiske samvær er en af de væsentlige grunde til, at indskolingen i den lille by er yderst velfungerende. Børnene mærker dårligt overgangen fra børnehave til skole og SFO. Men det er kun blevet sådan, fordi lærere og pædagoger har fået etableret et rigtig godt samarbejde, for hele arbejdet med indskolingen startede egentlig med et ønske om bedre samarbejde på skolen tilbage i 1996.

Lederen af Arrild SFO, Tove Fyhn Jensen, snakkede med en lærer på skolen om, hvordan de kunne bedre samarbejdet.

"Vi fandt ret hurtigt ud af, at vi skulle meget langt ned, hvis vi skulle have et bedre samarbejde. For eksempel helt derned, hvor sådan noget som lærerværelset blev lavet om til et personalerum," fortæller Tove Fyhn Jensen.

Det lyder måske meget banalt, men da de første møder blev holdt på skolen med henblik på at få et samarbejde stablet på benene, viste det sig, at det var helt små ting, som var afgørende for, at samarbejdet kunne komme op at stå.

"Bare sådan noget med, at man faktisk huskede at sige goddag og godmorgen, når man mødtes på gangene. Men vi fik kanon opbakning fra alle."

Nu fungerer samarbejdet så godt, at man egentlig ikke har oplevelsen af at være i bygninger, som rummer tre arbejdspladser, men nærmere bare en enkelt.



Bruger skolens lokaler. At det fremstår som én arbejdsplads, skyldes ikke mindst de fysiske forhold. Børnehavebørnene er godt nok placeret på skolens 1. sal og kunne egentlig godt bare holde sig for sig selv, men samarbejdet mellem lærere og pædagoger har gjort, at de benytter sig meget af hinandens faciliteter.

En rundvisning i Arrild SFO bliver derfor en rundvisning på hele Arrild Skole:

"Noget af det bedste er, at vi kan bruge skolens lokaler. Vi bruger deres computere. Vi bruger gymnastiksalen, sløjdlokalet og skolekøkkenet. Vi bruger et klasseværelse, musiklokalet og skolebiblioteket," forklarer Tove Fyhn Jensen.

Og pædagog i SFO’en, Astrid Lorenzen, følger op:

"Det er så godt. Hvis drengene for eksempel kommer og vil lave et sværd, så kan vi bare gå over og lave et. Vi har hele tiden det hele, og vi kan gøre det her og nu. Vi kan fange børnene, hvor de er."

Ikke bare giver det utallige muligheder for aktiviteter. Det betyder også, at børnene kender hele skolen lang tid før, at de skal starte i børnehaveklasse.

"Det betyder jo, at den dag, hvor man skal starte i børnehaveklasse, skal man bare ind i et andet rum. Ellers er der ingen overgang overhovedet," siger Tove Fyhn Jensen.

Igen supplerer Astrid Lorenzen:

"Vores børn får ikke den der uvished i maven: Hvor skal jeg hen efter sommerferien? Jeg kan huske mit eget barn. Hun var syg det meste af sommerferien, da hun skulle starte i børnehaveklassen. Det tror jeg, at vores slipper for. De er jo kommet her flere år inden."

Samtidig betyder den daglige gang på skolen og fælles emnedage og udflugter også, at børnene er trygge ved både de øvrige børn og de voksne.

Da rundvisningen når biblioteket, sidder tre piger fra de store klasser ved computerne i biblioteket. Samtidig kommer stort set samtlige 25 børnehavebørn tromlende ned ad gangen for at få læst højt i biblioteket.

De store piger bliver ikke irriterede over den støj, der kommer lige i hælene på børnehavebørnene. Tværtimod kigger de op med et smil og byder dem velkommen. De kan navnene på mange af de små børn, og lille Anne får lige rettet sine rottehaler af et stort forbillede, hvis egne rottehaler er væsentligt mindre.

Da en lille dreng i højt tempo forsvinder ud af biblioteket, lyder der ligeledes en advarsel til en pædagog fra pigen med de små rottehaler:

"Du har en på vej ud i en rasende fart."



Lærer af hinanden. Rundvisningen er endt oppe i børnehaven, og i baggrunden høres et grædende barn. Lærer Hanne Matthiesen kommer ind med en hulkende pige under armen.

Egentlig er hun kommet for at fortælle om, hvordan det faglige niveau i 1. klasse er steget på grund af samarbejdet, men den hulkende pige får drejet samtalen i en anden retning, for det gode samarbejde mellem lærere og pædagoger viser sig på mange måder:

"Børnene er trygge, fordi de kender alle de voksne. Og det er meget nemt lige at give besked. Lad os nu sige, at skoledagen havde været slut, og jeg skulle have afleveret en (hun nikker ned mod den lyse pige, hvis hulk nu er afløst af snøft), så er det meget nemt lige at forklare, hvordan hun har det..."

Hanne Matthiesen bliver afbrudt af Astrid Lorenzen:

"...og så overtager vi bare. Og i stedet for, at det er blevet til et kæmpe problem, så får vi det bare til at glide."

Det gør de tit. Afbryder hinanden og afslutter hinandens sætninger. Og når den ene taler, sidder de andre to hele tiden og nikker ivrigt og siger "ja ja, præcist". Der er ingen tvivl om, at de tre forskellige funktioner i form af pædagog, institutionsleder og skolelærer er enige om, at samarbejdet gør hele forskellen for deres indskoling.

"Det giver helheden i barnets liv. Det er ikke nok, at barnet har en almindelig hverdag med skole til klokken 14 og SFO bagefter. Helheden opstår simpelthen ved, at det voksne personale kan samarbejde og bruge hinandens uddannelser på en positiv måde, selvom det er svært. Det tager lang tid, fordi man skal opnå utrolig stor tillid til hinanden, for hvis man ikke har den tillid, så bliver det hurtigt sådan noget med, at den ene gruppe føler, at den anden går ind og overtager dens arbejde," forklarer Tove Fyhn Jensen.

I Arrild har de brugt tiden på at få samarbejdet op at stå, og de føler, at de har lært meget af hinanden.

"Lærerne har aldrig forsøgt at tage udgangspunkt i det enkelte barns udvikling, som de gør nu. Det er jo vores hovedopgave. Det er måske især omkring arbejdet med såkaldte gråzone-børn, at de har lært meget af os og vores pædagogik. Hvis du for eksempel populært sagt går hen og "klør dem lidt i nakken", når der er optakt til uro, så fungerer de igen, og så får du ikke det afbrud i timen, som du ellers ville have fået, fordi det ville være blevet en konflikt," forklarer Tove Fyhn Jensen.

Den anden vej rundt har pædagogerne suget nogle af lærernes undervisningsmetoder til sig.

"Vi har motoriktimer med børnehavebørnene, og der har vi taget deres måde at lave idrætstimer på, til os. Vi har sprogstimulering med de små børn, og der har det virkelig givet meget at se, hvilke læremetoder man kan bruge, for at få børn til at lære. Så nu bruger vi deres teknikker i vores måde at prøve at lære børnene alle de ting på. Der profiterer børnene virkelig af de voksnes samarbejde," siger Tove Fyhn Jensen.

Det kræver dog en stor indsats fra starten at få sådan en "vekselordning", som Hanne Matthiesen kalder det, til at køre.

"Man skal være utrolig fleksibel, og jeg mener også, at man som pædagog skal være mere fleksibel, end man skal som lærer, for langt hen ad vejen går samarbejdet i begyndelsen mest fra os til skolen. Så man skal have tålmodighed og udvise fleksibilitet. Og man skal være parat til at give lidt af sig selv og turde slippe den måske faste pædagogrolle, så man kan se sagen fra lærernes synspunkter. Man er nødt til at sluge nogle kameler," siger Tove Fyhn Jensen.

Og nu kan vi vende tilbage til det, som Hanne Matthiesen egentlig kom op i børnehaven for at fortælle om: det faglige niveau. For samarbejdet mellem de to faggrupper har vist sig at være målbart.

Hanne Matthiesen har været på Arrild Skole i seks år, og udover at være 1. klasselærer er hun også testlærer for PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning), og tester børnene i slutningen af 1. klasse.

"Vi kan direkte måle ud af de tester, jeg laver, at niveauet er steget, efter at samarbejdet mellem lærere og pædagoger er kommet i gang. Den 1. klasse, som jeg fik, da jeg startede for seks år siden, var under børnehaveklasse-niveau, og siden da har niveauet bare været stigende. De er parate til at starte på en helt anden måde nu," forklarer Hanne Matthiesen.

Og hun er ikke tvivl om, hvad der er grund til, at der nu kun er fagligt parate børn i hendes 1. klasse:

"Det er, at de har sat ind med sproglig træning og motoriktræning i børnehaven. Det giver så meget. Indsatsen starter tidligere. Børnene får udvidet deres begreber. De får prøvet tingene på egen krop, får åbnet øjnene og ørerne."

Et godt eksempel på, hvordan børnene får noget ud af den tidlige indsats, giver Astrid Lorenzen:

"I motorikken får de begreber ind ved at prøve det på egen krop. Vi stiller for eksempel op i en række og siger, at nu skal du gå bagerst. Så får de begrebet bagerst. Hvad betyder det at være bagerst? Hvad betyder det at kravle under?"



En autodidakt læreplan. Hanne Matthiesen mener, at hendes hverdag er blevet meget lettere efter, at samarbejdet er kommet i gang. Hun tager ofte turen op ad trappen til børnehaven, hvis hun har brug for en hjælpende hånd. Samtidig er hun ikke i tvivl om, hvorfor velviljen har været så stor:

"Jeg tror, at noget af det, der har gjort det så godt, er, at der ikke har været nogen, som har bestemt, at nu skal I altså arbejde sammen, og det skal være sådan og sådan. Det er vokset nedefra, og det gør en enorm forskel. Det er ikke noget, der er blevet os påduttet. Det er noget, vi selv er begyndt på."

Det kostede mange ressourcer i starten, forklarer Tove Fyhn Jensen:

"Men i dag bruger vi faktisk ikke rigtigt nogen ressourcer på det. Vi havde mange møder dengang, for det var nødvendigt at planlægge, lave dagsordner, referater og alle de ting. Nu kører samarbejdet af sig selv, og vi behøver ikke længere at planlægge alting ned til den mindste detalje."

Sidste år bestemte staben bag Arrild SFO sig for at skrive sine bedrifter ned. Det er resulteret i en "Indholdsplan for førskolebørn", som beskriver alle de "117 ting", som indskolingen består af ifølge Tove Fyhn Jensen.

"Det var simpelthen for at dokumentere det, vi gør. Vi syntes, at det var vigtigt at få det skrevet ned, for vi kunne jo se på børnene, hvordan de trivedes med det, og vi kan høre fra skolen, hvordan det lykkedes over al forventning. Så fik vi sat det i faste rammer."

Med et skævt smil konstaterer hun, at de faktisk har lavet deres egen autodidakte læreplan, inden det egentlig kom frem, hvad sådan en skulle indeholde:

"Det var ikke tænkt som en læreplan, men det er da meget pudsigt, at vi nu kan se, at det faktisk er det, vi har lavet."





Indskoling i Arrild:

Ifølge SFO-leder Tove Fyhn Jensen er det samarbejdet mellem lærere og pædagoger, som gør indskolingen god. Selve indskolingen, siger hun, består af "117 ting." Af dem kan nævnes:

- Allerede i oktober starter et førskoleprojekt med, at børnehaveklassen er med i de motoriktimer, som børnehavebørnene har. Efter jul begynder børnehavebørnene så lige så stille at være med i nogle timer med børnehaveklassen, hvor de får nogle små opgaver. Timerne er skemalagt, og man skal møde til tiden.

- Børnehavebørnene har motoriktimer og perioder med sprogværksteder, hvor der laves sprogøvelser og mundmotorik.

- Børnehavebørnene deltager i morgensang med skolebørnene hver fredag, hvor børnehaven bestemmer sangene, så det er nogle, de små børn kender.

- Børnehavebørnene har fælles emnedage med skolebørnene, hvor alle børn blandes og arbejder sammen og deltager i fælles udflugter.

- Der er fælles ordensregler for hele skolen og dermed også for børnehave og SFO. Så der er ingen forvirring, når børnehavebørnene skal starte i skole. Det er de samme regler, der gælder.