Indskoling; Portrætter i overgangen

Man kan høre 16 tuschers skriblen mod papiret. Man kan næsten høre 16 hjerner, der tænker sig om, så stille er der. 16 par øjne kigger nysgerrigt i de små runde spejle på bordene og vandrer fra spejlet til papiret på bordet og tilbage igen. 16 pensler blander malingen for at finde den helt rigtige ansigtskulør. Billedkunstlokalet på Enghøjskolen i Hvidovre emmer af koncentration. Ikke engang et rend af mange besøgende, der vil kigge på børnenes kunst og to fotografers linser, der søger deres motiver så tæt på de 16 børns ansigter som muligt, ser ud til at genere og forstyrre.

Børnene på fem til otte år, der kommer fra Børneinstitutionen Haren, Fritidscentret Enghøj og Enghøjskolen i Avedøre i Hvidovre Kommune, er i gang med sidste del af et projekt, som de har arbejdet med siden begyndelsen af januar. Efter måneders øvelser med blandt andet at tegne næser, munde og lege med ansigtsudtryk, er de nu nået til at skulle male deres egne ansigter, som de selv ser dem. Og de går altså til opgaven med en ildhu og en uforstyrret ro, der imponerer alle de voksne i rummet.

Roen er en sidegevinst af, at børnene kender hinanden godt, er trygge ved omgivelserne og de voksne og ikke mindst, fordi de er vant til at arbejde med kunst og kultur i både daginstitution og skole, mener Ulla Jacobsen, leder af Haren. Det er nemlig tredje år i træk, at de to institutioner og skolen arbejder sammen om at lette overgangen mellem dem for børnene. Og der er en endnu længere tradition for at arbejde med billedkunst og teater i kommunen som sådan.

"Vi har oplevet, at forældrene er blevet meget opmærksomme på, at det er vigtigt at have et samarbejde med fritidshjemmet og skolen, allerede inden barnet starter, og at det hjælper barnet til at klare overgangen bedre. De kan mærke, at de får et trygt barn, der ikke er usikker på de næste trin, de skal gå. Vi synes selv, at det er en god måde at give vores børn videre på, der er en rød tråd i det hele gennem deres barndom," siger hun.



Ansigtet i fokus. Siden midten af januar har de i alt 70 børn fra børnehave, fritidshjem og skole været delt i fire grupper og arbejdet med emnet identitet og selvforståelse i et kunstnerisk udtryk. Grupperne har bevæget sig rundt til alle tre institutioner, så børnene lærer stederne at kende. Og så har de arbejdet med portrætter ved at lave mange skitser af sig selv og kigget i spejle og snakket om, hvad de ser. Der er arbejdet med mimik, og der snakket om, hvordan ens ansigt ser ud, når man er glad, sur eller ked af det. Børnene har betragtet enkeltdele af deres ansigt i forstørrelsesglas og derefter tegnet dem. De har i et mørkt rum kigget på deres ansigter kun belyst af en lommelygte for at få et indtryk af lys og skygge, og de har med bind for øjnene skullet gætte, hvem den anden er bare ved hjælp af føle-, lugte- og høresansen. De har tegnet de enkelte dele i ansigtet for at få et forhold til deres øjne, ører, næse og mund og ikke mindst til rummene imellem: kinder, hage og pande.

Og denne fredag i april er de så nået til det, de har arbejdet frem imod: At male et vellignende portræt af dem selv ved endnu engang at kigge i spejlet og tegne, hvad de ser. Malerierne skal senere sættes sammen med et foto af barnet og svarene fra et lille interview, hvor børnene er blevet spurgt om, hvilket dyr de ville være, hvad der gør dem rigtig glade, og hvad de drømmer om. Og så skal det hele udstilles i begyndelsen af maj.



Inspireret af Libanons børn. Dette års overgangsprojekt har været inspireret af Laila Kanafanis kunstneriske arbejde med børnene i Libanons børnehaver. Laila Kanafani er datter af den danske pædagog Anni Kanafani, som har oprettet børnehaver for de mange palæstinensiske børn i Beiruts flygtningelejre.

Laila Kanafani har arbejdet med portrætprojekter i flere år i børnehaverne i Libanon, og hun har udgivet en meget flot bog "Like Roses in the Wind" med børnenes portrætter, fotos og interview med børnene. Det hele går ud på at give børnene mulighed for at have fokus på sig selv, fordybe sig i sig selv og i det kunstneriske udtryk og dermed lære sig selv bedre at kende. De danske pædagoger i Hvidovre blev straks grebet af intentionerne og af en metode, som Laila Kanafani har udviklet. I den sidste fase er der også samarbejdet med kunstpædagog Luna Panduro, som står for den praktiske udførelse af portrætmaleriet sammen med børnene og pædagogerne.

Leder af Haren Ulla Jacobsen mener, at metoden og projektets ide er genial til et overgangsprojekt, fordi det får børnene til at se på sig selv og hinanden og opdage egne og andres styrkesider.

"De bliver fortrolige med den måde, de ser ud på, og de finder ud af, at det er i orden, at de har en anden hudfarve eller brune øjne. Børnenes identitet bliver meget synlig og accepteret. Og så er Lailas måde at arbejde på inspireret af Reggio Emilia, som vi selv er. Så materialet var genkendeligt for personalet, og det kan vi også se på resultaterne," siger hun.



Ro, koncentration og forskellighed. "Vi er begejstrede for Lailas oplæg, fordi børnene får tid og rum til at iagttage, opdage og fokusere og arbejde intenst med noget i lang tid. Der er tid til fordybelse, og det synes vi er godt. Vi arbejder jo i forvejen med børnenes selvværd, og det understøtter dette projekt i høj grad, fordi børnene selv er så meget med og skaber noget samtidig med, at de lærer," siger Solveig Tøstesen, pædagog på Fritidscentret Enghøj. Hun er som de andre voksne fokuseret på, at der i Avedøre er samlet en mangfoldighed af børn fra forskellige etniske minoriteter. Og at det derfor er vigtigt at arbejde med forskellighed og ligheder.

"Det er en del af vores hverdag, men hvis vi ikke har fokus på forskellighederne, bliver det jo sådan, at man vil ligne hinanden og ikke skille sig ud. Nu kan vi se, at det er vigtigt for dem at finde deres rigtige hudfarve, så portrættet kommer til at ligne. Man kan se, at de gør meget ud af at blande farverne, så deres hudfarve bliver helt rigtig. De vil ikke gå på kompromis her, de vil være sikre på at vise deres egenart," siger hun.

Solveig Tøstesen kan også fortælle om succes i forhold til nogle meget urolige drenge, som virkelig blev bidt af projektet og stik mod alle odds koncentrerede sig i flere timer i træk. Hun mener, at det skyldes, at de voksne har været fleksible i deres indstilling i måden at arbejde på, sådan som Laila Kanafani også beskriver det i forhold til børnene i Libanon.

"Der skulle være plads til dem. De kunne få lov til at forlade arbejdet og gøre det færdigt senere, hvis de ikke lige var i humør til det. Men vi har også meldt ud, at når de arbejdede, så forventede vi, at de var stille og rettede deres fokus mod deres produkter i stedet for mod hinanden. Vi har set, at de her børn har fået styrket nogle sider i sig selv og fået selvtillid. Jeg tror, at de finder ud af, at det her er noget, de kan, og så får de troen på sig selv, det er sjovt, og så bliver de fanget af det," siger hun.

Merete Hansen, der er pædagog i Haren, er sikker på, at det er gået så godt i projektet, fordi børnene i forvejen er vant til at koncentrere sig om kunst og kulturprojekter.

"Der er en rød tråd i den måde, at vi arbejder med kunst og kultur lige fra vuggestuen og op gennem børnenes barndom, og i det her projekt kan vi mærke, at de har været igennem et forløb. De har lært at koncentrere sig og fordybe sig, og vi giver dem mulighed for at kunne det ved selv at være stille og rolige og have forberedt det godt, som vi tilbyder dem. Vi er professionelle voksne, vi markerer os overfor børnene, og det betyder, at de ved, hvor de har os," siger hun.



Samarbejdet styrkes. Pædagogerne og børnene arbejder videre med overgange, identitet og selvforståelse i november, hvor de vil lave fire små stykker ud fra eventyr af H.C. Andersen. Måske vil man bruge nogle af skitserne fra maleprojektet som kulisser. Og så vil man gerne udbrede budskabet om måden at arbejde med overgange på til hele Hvidovre Kommune, fordi man har oplevet alle de positive ting ved at gøre det.

"Ud over at det styrker børnene, er det godt at samarbejde pædagoger og lærere i sådan et projekt, for det styrker samarbejdet på andre fronter, når vi kender hinanden fra kunstprojekterne," siger Solveig Tøstesen fra Fritidscentret Enghøj.

Problemet er penge, men de involverede pædagoger er efterhånden eksperter i at søge penge, og midlerne til overgangsprojektet er hentet i forskellige kommunale kasser. Som noget nyt har de søgt om penge til, at Laila Kanafani kan uddanne kunstpædagoger i institutionerne og til at få knyttet Luna Panduro og en anden billedkunstner samt en skuespiller tættere til institutionerne. Men trods alle de nye tiltag vil pædagogerne holde fast i overgangsprojekterne og meget gerne være med til at eksportere ideen til andre institutioner.



(Læs evt. om Luna Panduro i Børn&Unge nr. 19/2004)