Idræt i SFO’en gør børn aktive

Inaktive børn begynder at bevæge sig mere, når de får tilbudt to timers idræt om ugen, mens de er i SFO. Det viser de første erfaringer fra et forsøg i Århus. Også pædagogerne har stor glæde af idrætten

Tusind tak for, at jeg måtte få den chance at komme på stadion og prøve alle de ting."

Så kort beskriver et barn sin evaluering af et nyt idrætstilbud for 300 børn fra 0. til 3. klasse på Århus Stadion.

"Idræt og SFO" har kørt som forsøg siden august sidste år, og langt de fleste børn, forældre og pædagoger melder om børn, der er begyndt at dyrke mere idræt, er blevet gladere, har fundet nye kammerater og har fået styrket deres selvtillid. Og det er netop, hvad projektet går ud på.

"Vi vil have fat i de inaktive børn og motivere dem til at bevæge sig mere, og det ser ud til at lykkes," siger manden bag projektet, lærer og ungdomskonsulent i idrætsforeningen Århus 1900 Per Andersen.

De fleste af børnene dyrker idræt i forvejen og er med for at skabe et fundament omkring idrætten for de inaktive børn. Og det viser sig, at hvert tiende barn er blevet meldt ind i en idrætsforening som en direkte følge af projektet.

"Vi bygger aktiviteterne op om leg, og det går op for børnene, at de godt kan finde ud af at dyrke idræt. Det er alt fra at kunne trille en bold til at slå kolbøtter, og det styrker deres selvværd," siger Per Andersen.



Engagementet smitter. Hver eftermiddag ugen igennem tropper 60 børn op på Århus Stadion. Gennem et halvt år prøver de ketsjersport, gymnastik, boldlege, atletik og landsbylege i form af gamle tagfat- og selskabslege. Alle aktiviteter bliver præsenteret af instruktører fra byens idrætsforeninger, og det er vigtigt, pointerer Per Andersen.

"Idrætsinstruktørerne har stor faglig indsigt i deres sport og kan vise øvelserne på en helt anden måde, end en pædagog vil kunne," siger Per Andersen.

Pædagog Henrik Bøtkjær fra SFO’en på Kolt Skole fremhæver også instruktørerne.

"De brænder for deres idræt, og det smitter af på børnene. Jeg kan godt lave øvelser i løb, kast og spring med børnene i SFO’en, men det vil aldrig blive det samme, når jeg ikke selv dyrker atletik," siger Henrik Bøtkjær.

Alligevel har han fået meget ud af at tage til "Idræt og SFO" med de 15 børn, som hver SFO må stille med.

"Vi har leg og bevægelse som et af vores indsatsområder, så vores børn er i forvejen meget aktive. Men det bliver tit til rundbold, stikbold og sørøverleg. Nu har jeg fået ideer til nogle mere sociale lege, hvor det ikke kun gælder om at få bolden i mål. Vi har også fundet ud af, at der er en rulleskøjtehal i Århus, så nu tager vi derind hver mandag," fortæller Henrik Bøtkjær.

Også pædagog Charlotte Hare fra fritidsordningen på Rundhøj Skole har fået mange ideer til gode lege på legepladsen.

"Vi bruger legene på legepladsen, så de børn, der ikke har været med til SFO-idræt, også får glæde af dem. Børnene er også gode til at digte videre på legene," siger Charlotte Hare.



Idræt for livet. Der er god grund til at fokusere på idræt og bevægelse blandt børn. Og det skyldes ikke kun fedme og overvægt.

Hvis ikke børn bevæger sig, får de heller ikke en aktiv livsstil som voksne. Det viser både undersøgelser og erfaringer. Og netop fysisk inaktivitet er en bombe under sundhedsvæsnet, fordi et lavt konditionstal fører til en høj dødelighed.

Derfor skal pædagogerne som et led i projektet på kursus i, hvordan de kan lave krops- og idrætsaktiviteter med mange børn. Det ser Henrik Bøtkjær fra Kolt Skole frem til.

"Mange af vores børn går kun til fodbold. Det er meget ensidigt, men på kurset skulle vi gerne lære mere om at sætte øvelser i gang, som motorisk favner mere bredt," siger han.

Projektleder Per Andersen forventer sig også meget af kurset.

"Jeg troede, der var meget fysisk aktivitet i SFO’erne, men sådan er det ikke alle steder. Mange pædagoger er tilsyneladende ikke klar over, hvad idræt kan gøre ved børnene. Eller også ser de det ikke som deres opgave at hjælpe børnene til at blive fysisk aktive," siger Per Andersen.



Det siger børnene

86 procent: Det har været sjovt at være med.

82 procent: Vi er blevet bedre til idræt.

64 procent: Vi er blevet bedre venner med vores kammerater.

62 procent: Vi er kommet i bedre fysisk form.

38 procent: Vi har fået nye kammerater.





Idræt og SFO

Projektet blev søsat i august sidste år. Hver eftermiddag dyrker 60 børn fra fire forskellige SFO’er idræt på Århus Stadion. I løbet af ugen deltager således 300 børn i projektet.

Børnene er med i et halvt år ad gangen. Når projektet slutter til jul, har 900 børn fra 30 af kommunens 50 SFO’er været igennem "Idræt og SFO".

Forsøget finansieres af 607.000 kroner fra det nu nedlagte Idrætspolitisk Ideprogram og 300.000 fra Århus Kommune. Pengene bruges til rekvisitter, leje af lokale, rengøring, administration og instruktører. Instruktørerne får ganske vist ikke løn, men deres foreninger får et støttebeløb for hver time, de underviser. Den enkelte SFO betaler selv for transport til og fra Århus Stadion.

"Idræt og SFO" løber frem til jul i år. Der er ikke taget stilling til, om projektet får lov at fortsætte, men skolerådmand Torben Brandi (S) håber at kunne gøre det permanent.





Forældreudsagn i evalueringsrapporten (prioriteret rækkefølge):

- Efter start på SFO-idræt har vores datter fået mere selvtillid, fordi hun forstår, at hun ikke kan være god til alt. At det er o.k. ikke at være god til det hele. Bare hun prøver at gøre sit bedste.

- Vi har fået større interesse i at støtte vores barn i at vælge idræt, så det munder ud i noget konkret.

- Mads var meget ked af det i starten, fordi ikke alle fra klassen var med. Han blev dog rigtig glad for det med tiden og glædede sig til de dage, der var SFO-idræt.

- Alle de andre skulle hygge i SFO’en, og i øvrigt var de gået, når børnene kom tilbage fra idræt. Som forælder synes jeg, det var et glimrende tilbud. Desværre var min datter ikke helt enig.

- Tipunktet har været perfekt. Andre idrætsaktiviteter i fritiden foregår sent i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.