I klub på prøve

Det er midt i årets mest utilregnelige måned, og haven bag den nedlagte landbrugsejendom Niverødgård ligger badet i pludselig aprilsolskin. Hovedbygningen har siden 1976 huset fritidsklubben Molevitten, og denne onsdag eftermiddag er computere, billardbord, puderum og værksteder i kælderen forladt til fordel for go-carten, gyngerne og kælen for kaninerne uden for. Niårige Joakim er ved at få hedeslag af at sidde stille i solen og tale med journalisten.

»Det er ligesom, hvis man er i Sydfrankrig. Man har bare mere tøj på,« puster han og smider sweateren.

Den jævnaldrende Marie nåede at købe slik i klubbaren før interviewet.

»Godt jeg ikke købte chocolade, for det ville være smeltet, før jeg kunne nå at spise det,« siger hun og tager et bid af tivolistangen.

Vi sidder ved havebordet, og afdelingslederen i fritidsklubben Trine Corell har plukket fem børn ud blandt de fremmødte klubbørn. De fem adskiller sig fra de andre børn ved at være klubbørn på prøve. Anna, Kathrine og Pierre er fritidshjemsbørn på besøg, og Joakim og Marie er egentlig indskrevet i SFO Oasen, men fordi Molevitten har indledt et samarbejde med Oasen, kan de to hver mandag og onsdag hele april måned komme på besøg, før de den 1. maj starter rigtigt i klubben.

Prøvetilbudet skal sikre, at børnenes overgang fra SFO til klub ikke bliver for voldsom for dem, og Trine Corell forklarer, hvordan der er stor forskel på at gå i SFO og at være klubbarn.

»I SFO’en får barnet fri og møder til klokkeslæt, og pædagogen ringer hjem til forældrene, hvis barnet ikke dukker op. I klubben derimod kan barnet i princippet komme og gå, som det har lyst til. Den nyvundne frihed kan for nogle børn være svær at håndtere, ligesom det kan være hårdt at sige farvel til venner og pædagoger i det gamle fritidstilbud og gå fra at være ældst i SFO’en til yngst i klubben,« siger hun.

Joakim er blandt de yngste i dag i fritidsklubben Molevitten, men han har allerede vænnet sig til de store børn og til sin nye frihed.

»Når man skal krydses af nede i Oasen, er det jo på en måde som at stå i kø. Det er kedeligt, og der er altid nogen, som maser foran, og det betyder, at der er mindre tid til at lege,« siger han.

Han er i fritidsordning de tre dage, han ikke er i prøvetilbud, og leder af Oasen Susanne Bryld mærker, hvordan hendes ældste SFO- børn brænder for at lege med de store klubbørn.

»Børn ser jo opad, og mine unger kan næsten ikke vente med at komme af sted, for der er så meget nyt og spændende at komme over til. I klubben kan man købe mad og slik i en cafe, man kan måske prøve at fremstille sølvsmykker eller tage på kanotur. Ting som er for dyre for en SFO, men også beregnet for større børn,« siger hun og påpeger, at prøvetilbuddet også er en god ordning for pædagogerne.

»Vi er trygge ved at sende børnene af sted, og får talt med dem om, hvad det vil sige at gå i klub, og vi får sagt, at vi vil savne dem, og at de altid kan komme og besøge os,« siger hun.



Modvirker frafald. Ud af de 23 børn, som i år skal videre fra Oasen til klub, er der kun et barn, der ikke skal i klub. Det samme lave frafald gør sig gældende, når i alt 20 fritidshjemsbørn fra Molevittens fritidshjem, som ligger i den gamle kro lidt længere nede ad vejen, fra maj fortsætter i den integrerede institution Molevittens fritidsklub.

Anna, Kathrine og Pierre, alle 10 år, er nogle af dem, og fordi de er Molevittens "egne" børn, har de været i prøvetilbud allerede fra januar. De er enige om, at klubben har en masse at tilbyde dem.

»Jeg har meldt mig i teatergruppen,« fortæller Pierre.

»Og jeg skal have min egen kanin her,« forsikrer Anna.

Kathrine er ikke bare glad for aktiviteterne, men også for legekammeraterne i klubben.

»Jeg valgte Molevitten frem for Fun (byens anden fritidsklub, red.), fordi mine venner fra klassen skulle starte her. Men det er også dejligt at møde nogle nye venner. Jeg har ikke en bedste veninde, men går sammen med mange forskellige, og der er altså et større udvalg her,« siger hun.

Hun synes, der er for mange små børn i fritidshjemmet. Omvendt ved hun godt, at hun nu er den lille, og hun har været nervøs for at blive drillet. Men alle tre er enige om, at de store har taget godt imod dem.

»For eksempel er de søde til at hjælpe med mikroovnen, for det kan godt være svært at huske, at popcorn skal have to minutter og nudler måske fem minutter,« siger Pierre.

Selvom de tre kommer fra Molevitten er alt nyt for dem. Både børnene, pædagogerne, lokalerne og inventaret. Men nu har de været i klub på prøve i tre måneder, og deres forældrene har givet tilsagn om, at de tre børn kan starte i klub den 1. maj, oplyser Trine Corell, der anser dem for at være lidt mere scenevante end SFO-børnene.

»Prøvetilbuddet begynder tidligere og er mere omfattende for Molevittens "egne" fritidshjemsbørn. Lige så snart vi vurderer, at et 3. klassesbarn er modent nok, kan barnet komme på besøg i klubben og deltage i videoaftener og turene i fritidsklubben,« forklarer Trine Corell, der gerne så prøvetiden forlænget for SFO-børnene også.

»Oftest er det børnene udefra, som tidligst falder fra klubtilbuddet, men vi kan se, at de børn fra Oasen, som er startet i vores særlige prøvetilbud, allerede er faldet godt til,« siger hun.

For SFO-børnene er prøvetilbuddet kun et år gammelt, mens tilbuddet til fritidshjemsbørnene har eksisteret, siden fritidshjem og klub for fem år siden blev slået sammen til den integrerede institution Molevitten, og lederen for begge institutioner, Ingelise Køpke, er ikke i tvivl om de gode resultater.

»Prøvetilbuddets gæstebesøg og forældreoplysning om de nye tilbud modvirker det frafald, der ofte er i overgangen mellem SFO eller fritidshjem og klub. Selvfølgelig er det ikke alle børn, som har behov for et fritidstilbud fra vugge til grav. Nogle dyrker sportsinteresser i stedet, eller de vil hellere lege hjemme hos deres venner og ikke mødes i en klub, men der er nogle børn, som ikke har noget tilbud at gå ud til, når de bliver for gamle til SFO eller fritidshjemmet. Prøvetilbuddet sætter en masse ressourcer ind på at få fat i de børn, der sidder mange timer alene hjemme i et uhyggeligt, tomt hus og ringer for at spørge mor, om hun ikke snart kommer fra arbejde,« siger Ingelise Køpke.



Politikerne er vågnet. I Karlebo Kommune vurderer en arbejdsgruppe, der er nedsat for at lave et forslag til en ny målrettet, klubstruktur, at en tredjedel af de unge, der ikke går i klub i kommunen, er udelukket fra fritidstilbuddene, enten fordi de har svært ved at få venner at følges med, eller fordi de ikke får opbakning hjemmefra til at gå i klub. De børn har andre end Molevitten og Karlebo Kommune fattet interesse for. Børn&Unge har tidligere skrevet om regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkepartis nye forsøgs- og udviklingsprogram "En Skole i Bevægelse" ("Udvikling af klub og SFO" i Børn&Unge/nummer 15/2003). 25 millioner kroner er afsat på programmet til blandt andet skolefritidsordninger og klubtilbud. Politikerne er bekymrede for, at der er børn og unge, der ikke nyder godt af disse tilbud. Især er der en del, der falder fra, når de skal skifte fra skolefritidsordning til klub, og politikerne ønsker derfor at udvikle aktiviteter, der understøtter børns overgang fra SFO’ens kontrollerede fremmøde til klubtilbuddets mindre forpligtende rammer.

Ingelise Køpke finder det morsomt, at politikerne kan sidde inde på Christiansborg og føle, at de har opfundet den dybe tallerken, mens Molevitten i mange år har spist af den.

»Så beslutter de, at nu skal vi arbejde med overgang, men det har vi gjort i mange år. Der er intet nyt under solen,« siger hun og sammenligner med opdragelsesdebatten.

»Pædagoger skal opdrage børnene, lyder det. Men det har pædagoger altid gjort. Og opdragelsen slutter ikke, bare fordi barnet starter i et friere klubtilbud,« siger hun, og mens vi taler, kommer det ene barn efter det andet og siger pænt farvel, inden de går hjem eller tager med en pædagogmedhjælper på dagens udflugt til netcafeen i Helsingør, 13 kilometer fra Nivå.