Hvad med helheden?

Efter sidste uges regeringsrokade er vores arbejdsområde ikke mere et socialministerielt anliggende. Det kan vi kun hilse velkommen, for som BUPL - og andre - tit har påpeget, så er det ikke en social begivenhed at gå i børnehave, SFO'er, fritidshjem eller klub, men en naturlig del af barndommen for langt de fleste børn her i landet.

Rokaden betyder, at børn og unge "fordeles" på tre ministerier, nemlig undervisningsministeriet, det nye familie- og forbrugerministerium samt socialministeriet. Man må håbe, at de tre snakker godt sammen - og herfra vil jeg anbefale, at man snarest opretter et tværgående udvalg, så vi kommer bare lidt i nærheden af den helhedstankegang, BUPL - og andre - anser for særdeles vigtig, når vi taler om børn og unge.



Det er for tidligt at vide noget konkret om, i hvilken retning institutionspolitikken går i det nye ministerium. Opgaverne skal beskrives og fordeles, og arbejdet kommer vel først rigtigt i gang, når Folketinget samles igen til oktober.

Imidlertid er der alene ved oprettelsen af ministeriet nogle klare pejlemærker.



I nogle af vore nabolande hører området under Undervisningsministeriet som et udtryk for, at man opfatter daginstitutioner som en del af det samlede uddannelsessystem. Vi havde gerne set et særligt Børneministerium, som med både bredde og dybde kunne være ansvarlig for børne- og ungepolitik.

I stedet får vi nu igen det signal fra regeringen, at familien er hjemsted for børnepolitikken - og for forbruget og maden! Som en service til familierne har man så daginstitutioner.

Og det er jo også en slags virkelighedsbillede.



Hvis børn ikke har det godt i deres familie, er det dog fortsat socialministeriets område. Man kan godt være lidt bekymret for, om der bliver plads til og blik for de udsatte børn blandt misbrugere og hjemløse, men man må jo sige, at linjerne mellem "duer" og "duer ikke" bliver trukket op, så enhver kan se det!



Det må i det hele taget siges til den nuværende regerings ros, at den ikke er retningsforvirret. Med den nuværende regering er Danmark både gået i krig og har fået grimme pletter på sit omdømme for sin udlændingepolitik. Der er ikke meget tvivl om dens politik, og de liberalt-konservative tanker bliver endnu tydeligere af, at Dansk Folkeparti - hvis farveskala ikke rummer mange nuancer mellem sort og hvid - også fra tid til anden skal have et ord med.



Det er derfor logisk nok, at familien i den optik er en slags Morten Korch-størrelse med far for enden af bordet. Hvis man taler om daginstitutionernes samfundsmæssige betydning og børns rettigheder er det næsten lige som at bande ved bordet.



Vi har en stor opgave i at fastholde daginstitutionernes væsentlighed og fortsat at arbejde for anerkendelse og ressourcer til det pædagogiske arbejdsområde. Og vi har en forpligtelse til at blive ved med at påpege, hvor vigtigt det er, at der er helhed i børn og unges liv.