Hobitten beder om godt vejr

Rejsegruppen Hobitten er parat til at slå en streg over de krav, som firmaet rejste i sidste uge mod Forbrugerrådet

Tonen var formildende, da advokat Bo Ascanius torsdag før St. Bededag ringede til Forbrugerrådets jurist Anne Dehn Jeppesen.

Ascanius, der repræsenterer Rejsegruppen Hobbitten på Fanø, var parat til at droppe de krav, han tre dage inden havde rejst i et brev til rådet. Her forlangte han dementi og truede med erstatningskrav, efter at Forbrugerrådet offentligt havde advaret mod at rejse med Hobbitten. Advarslen var blandt andet blevet gengivet på TV2-stationen TV-Syd, og det havde ifølge advokaten kostet firmaet kunder.

Torsdag var tonen fra advokaten en anden. Nu var Bo Ascanius klar til at glemme hele affæren. Betingelsen er, at Forbrugerrådet offentligt hilser det velkomment, at Hobbitten har valgt at melde sig ind i Rejseankenævnet. Desuden skal Forbrugerrådet tilføje, at der derfor fremover ikke er nogen grund til at advare mod selskabet.

"Vi er umiddelbart parat til at tage mod det tilbud. Vi holder fast i, at Hobbitten har behandlet en række kunder dårligt. Men vi er selvfølgelig tilfredse med, at selskabet nu vil følge kendelserne fra Rejseankenævnet," siger Anne Dehn Jeppesen hos Forbrugerrådet.



Utilfredse kunder. Rejseankenævnet, som står centralt i hele diskussionen, behandler klager fra rejsende, der føler sig dårlig behandlet af rejsearrangører. De firmaer, der er tilsluttet nævnet, er forpligtet til at følge nævnets afgørelser, også når de falder ud til kundernes fordel.

Selskaber, der ikke er medlemmer, kan til gengæld vælge at se stort på nævnets afgørelser - og det gør Hobbitten. Eller rettere sagt: gjorde. Siden 1999 har Fanø-selskabet haft 16 kendelser for Rejseankenævnet, og i alle tilfælde har de utilfredse kunder fået medhold. Alligevel har det i flere tilfælde været nødvendigt for klagerne at gå til domstolene, før de har fået deres erstatninger.

Fremover skal det være anderledes, lover Hobbittens direktør, Gunnar Berg. Efter at Børn&Unge i sidste uge kontaktede selskabet for at få en kommentar, ændrede han holdning. Hobbitten vil med øjeblikkelig virkning melde sig ind i nævnet, sagde han.

Dermed når selskabet at være frivilligt medlem af nævnet nogle måneder, inden det 1. oktober i år bliver lovpligtigt.

Gunnar Berg har ingen kommentar til Forbrugerrådets svar, før han har set det på skrift, siger han til Børn&Unge.



Brugte børn i markedsføring

Som omtalt i det seneste nummer af Børn&Unge har vrede læsere henvendt sig efter at have set annoncer for Hobbitten i bladet. En af dem er Tommy Bredahl fra BUPL Fyn, der i 2001 blev tilkendt erstatning ved retten i Rudkøbing efter en fejlslagen skitur med Hobbitten til Norge.

Flere af de større aviser har inden for de seneste år berettet om lignende sager. Jyllands-Posten skrev eksempelvis for et år siden, at Hobbitten ligger højt på listen over selskaber, der inden for de seneste fem år har tabt flest sager til utilfredse kunder.

I 2001 truede Forbrugerombudsmanden Hobbitten med en bøde, fordi han mente, at Hobbitten handlede i strid med god markedsføringsskik ved at udnytte børn og unge til at markedsføre rejser. Blandt andet blev en 14-årig efterskoleelev lokket med gratis ferie, hvis hun kunne skaffe tyve rejsekammerater til en tur til Spanien med åbne diskoteker, happy hour og gensyn med vennerne, skrev Forbrugerrådets blad Tænk+Test.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.