Hjælpearbejde strandet

Pædagoger udsendt til katastrofeområder på lige fod med læger og sygeplejersker. Dét var målet, da en gruppe seminarielærere og pædagogstuderende dannede "Pædagogernes Internationale Hjælpeorganisation" - PIH - i år 2000.

De undrede sig over, at ingen dækkede det åbenlyse behov, der er for en målrettet indsats over for børn og unge i katastrofeområder. Uanset om børnene er ofre for krigshandlinger, natur- eller menneskeskabte katastrofer, så kræver det en særlig indsats, hvis de skal komme sig over deres traumer. Derfor er der et særligt behov for en pædagogisk hjælpeorganisation, lød argumentet.



Gik i stå. PIH gav interview de dannede arbejdsgrupper, opfordrede interesserede til at melde sig ind og fik oprettet en professionelt udseende hjemmeside, der beskrev organisationens formål og vedtægter.

Men så skete der tilsyneladende ikke mere.

Hjemmesiden findes stadig, men den er ikke blevet opdateret i meget lang tid. Her kan man stadig kun læse om vedtægterne, men intet om, hvad der rent faktisk sker. Hvis man vil i kontakt med organisationen, henvises der kun til ét telefonnummer: Rita Svennums. Hun var organisationens formand, da PIH blev dannet. Men hun har ikke været formand længe, fortalte hun til Børn&Unge, da vi ringede i august. Hun henviste i stedet til Dagmar Sørensen, der dog ikke var til at træffe før i sidste uge - efter tre måneders udlands-rejse.

"Ja, det hele er gået lidt i stå," indrømmer Dagmar Sørensen, da vi får hende i tale. Hun kan i øvrigt oplyse, at hun ikke er PIHs formand, men kun kontaktperson, idet de har besluttet en flad struktur.

"Vi ligger lidt i dvale, fordi vi følte, at vi stødte mod en mur. Ingen af os har erfaring med nødhjælp - en del har været i praktik i udlandet på børnehjem for gadebørn og den slags, men vi blev noget overrumplede af, hvor meget det kræver organisatorisk at sende nødhjælpsarbejdere ud. Hvis vi skulle sende nogle ud, krævede det en større administration med lønudbetalinger, orlovsordninger, forsikringer og alt muligt."



En jungle. Da PIHs bestyrelse havde indset, at det praktiske var for stor en opgave for dem, besluttede man at kontakte forskellige andre nødhjælpsorganisationer for at få et samarbejde i gang med dem. I stedet koncentrerede man hovedkræfterne om at udarbejde en projektbeskrivelse af det faglige indhold i et traumereducerende arbejde. I dag ligger projektbeskrivelsen færdig, men der er ikke etableret et samarbejde med andre organisationer.

"Vi kontaktede Dansk Røde Kors, Red Barnet og Mellemfolkeligt Samvirke uden resultat. Red Barnet sender kun eksperter ud, og selvom Røde Kors fandt det interessant, vil de ikke sende grupper afsted. De bad os om at søge individuelt. Det undersøgte vi så, men her kom der også så mange hindringer ind, at det umuliggjorde det. Det var forskellige krav til både alder og erfaring, som gjorde, at en del af os ikke kunne søge."

Dagmar Sørensen indrømmer, at opgaven nok har været for stor for dem.

"Den viste sig ikke at være umiddelbart tilgængelig," siger hun.

Men var I ikke også lidt naive at oprette en nødhjælpsorganisation, uden at nogen af jer havde erfaring med det fra tidligere?

"Det kan du godt spørge om. Vi troede jo, at vores gode vilje og vores pædagogiske faglighed var nok, og jeg mener stadig, at vi har noget at tilbyde, som der er et stort behov for. Men vi fornemmede også, at de andre organisationer slet ikke var interesserede i at

samarbejde. Hele hjælpearbejdet er blevet en jungle og en stor forretning. Nogle organisationer siger ligefrem, at de ikke samarbejder med andre, og det synes jeg er besynderligt."

På papiret eksister PIH endnu, men Dagmar Sørensen er ikke særlig optimistisk med hensyn til organisationens fremtid. I januar eller februar vil bestyrelsen indkalde til en generalforsamling, der skal tage stilling til, om PIH skal leve videre.