Handicappede i klubber; Tid til særlige børn

Hver dag fyger kort, brikker og terninger over bordet på første sal. Spil har vist sig at være et uundværligt redskab, når pædagogerne skal ind på livet af børnene i miniklubben i Nørregades Fritidscenter i Esbjerg.

"Børnene er glade for at spille, og det er en god måde at lære dem at kende på. De har svært ved at knytte kontakt til både børn og voksne, men når vi spiller, flyder snakken let," siger Ane Jørgensen og konstaterer, at spillene er med til at udvikle børnenes sociale færdigheder.

Indtil sommerferien sidste år var hun pædagog for 20 normale børn, der gik på fritidshjem i Nørregades Fritidscenter. Men interessen for det lille fritidshjem i byens gamle arbejderkvarter ebbede ud, og i stedet foreslog distriktsklublederen, at centret skabte et klubtilbud for ti udviklingshæmmede børn fra 10 til 13 år, der alle går i specialklasse i skolen. I forvejen er 65 almindelige børn tilmeldt fritidsklubben, og 40 unge mellem 13 og 18 år benytter sig af ungdomsklubbens tilbud om aftenen. De normale børn holder til i stueetagen og må kun komme op på første sal, hvis de bliver inviteret.

Ane Jørgensen reagerede positivt, da hun fik at vide, at hun skulle arbejde med børn fra en specialklasse. Forventningen blev kun større, da hun mødte børnene, der typisk ikke har en egentlig diagnose, men er bogligt og socialt svage. Enkelte har også skader fra fødslen.

"Vi havde besøg af børnene, og så fik jeg endnu mere lyst til at arbejde med dem. Det er børn med kød på. Børn med arbejde i. Det er også glade, søde og positive børn. De glædede sig til at begynde i klubben," siger Ane Jørgensen.

Pædagogerne var godt klar over, at de ville blive nødt til at efteruddanne sig. Men i stedet for at tage på kursus med det samme besluttede de at se tiden an for at finde ud af, hvad de havde brug for at lære mere om.

"Vi ville først lære børnene godt at kende, så vi valgte at prøve os frem," siger Ane Jørgensen.



En halv times succes. Selv om antallet af børn blev halveret, består personalet på første sal stadig af to pædagoger og en medhjælper.

"Børnene reagerer meget forskelligt, så det er vigtigt, vi kender det enkelte barn godt. Nogle gange er tre voksne endda for få, for børnene samler tit problemer op i skolen, som vi skal hjælpe med at få sat ord på. De kan stå i kø som søndag morgen hos bageren," siger Torben Nielsen, der er miniklubbens anden pædagog.

Allerede når børnene kommer op ad trappen, kan pædagogerne høre på styrken af deres tramp, om de har haft en god eller dårlig dag i skolen.

"De går ikke og putter med det, hvis de er ophidsede eller kede af det. De signalerer tydeligt, at de har brug for omsorg eller for hjælp til at løse en konflikt," siger Ane Jørgensen.

Torben Nielsen var tidligere ansat i en SFO. Dengang havde han dårlig samvittighed, hvis han var nødt til at gå fra i en halv time for at koncentrere sig om et par drenge. I miniklubben er det en del af jobbet at tage sig tid til at tale med børnene enkeltvis eller i små grupper.

"Det, der virkelig har været en succes, er den tid, vi bruger på at snakke med børnene om de konflikter, de har haft i skolen eller i weekenden. Den halve time, en af os tager med et barn, udvikler barnet og er samtidig med til at gøre resten af dagen betydeligt lettere for alle i miniklubben," siger Torben Nielsen.

Ellers kan succesen måles på de enkelte børn.

"En af drengene var meget sky og brød sig ikke om fysisk kontakt. I dag søger han kontakten og er mere åben. Han har fået tillid til os," siger Torben Nielsen.



Spil giver tryghed. Under den ene skråvæg bugner hylderne af spil, men også af maling, papir, pensler og sakse. Men det er mest spillene, der er i brug.

"Spil gør børnene trygge. De vil helst spille spil, de har prøvet tusindvis af gange. De kan godt tåle at tabe til os, men de vil nødig ud på dybt vand med et nyt spil. En del af børnene har et meget lille selvværd, så derfor holder de sig til spil, som de er sikre på, de kan finde ud af," fortæller Torben Nielsen.

Ind imellem laver pædagogerne kreative ting med børnene, men ikke så ofte, som de havde forestillet sig.

"Børnene har en dårlig finmotorik. De har brug for at få styrket deres selvværd, og det får de ikke, hvis vi hele tiden tvinger dem til at klippe, selv om de ikke kan styre en saks. Derfor har vi skåret vores forventninger ned på den konto og tager altid udgangspunkt i det enkelte barns udvikling," siger Ane Jørgensen.

Torben Nielsen ville gerne prioritere udeliv, da han begyndte i miniklubben. Men også han har måttet dæmpe sine ambitioner.

"Jeg kan ikke kaste børnene ud i vilde arrangementer, men må tage ét skridt ad gangen. For eksempel har jeg haft tre-fire børn med ude at skøjte. Det var en god oplevelse, som jeg kan bygge videre på næste gang, vi skal ud af huset, ved at snakke med dem om, hvor glade de var for at skøjte."

På døren ind til puderummet hænger en stor kalender. En pige kigger på den sammen med Torben Nielsen. Hun vil gerne vide, hvornår de skal på den planlagte tur i biografen. Først om lang tid, forsikrer han og snakker med hende om, at de skal se Snurre Snup.

Børnene har brug for megen struktur og genkendelighed, og det præger hverdagen. Alting skal nøje planlægges.

"Hele kroppen ryster på dem, hvis vi pludselig siger: 'Nu skal vi på tur.' De skal vide på forhånd, hvad der skal ske, så de kan forberede sig. På samme måde sidder en af drengene altid ved siden af mig, når vi spiser frugt. Det har han det bedst med," siger Ane Jørgensen.

Børnene skal også vide, hvad de skal have at spise de to gange om ugen, de får mad i miniklubben. Så falder der ro over dem.

"Kontinuitet og ro er et nødvendigt springbræt for børnenes udvikling, så vi bruger strukturen som et pædagogisk værktøj," siger Ane Jørgensen.



Børnene skal guides. En pige sidder passivt på armlænet af en stol og kigger tomt ud i lokalet. Først da Ane Jørgensen opfordrer hende til at sætte sig hen til bordet og være med til Sorteper, rejser hun sig.

"Børnene vil meget gerne have, at vi guider dem gennem dagen. Vi skal sætte dem i gang med noget aktivt. Ellers sker der ingenting," siger Ane Jørgensen, der opdagede, hvor initiativløse børnene kan være, da hun en dag sad alene med to piger omkring sig.

"Jeg lagde en kabale. Bagefter tegnede jeg lidt. Imens snakkede jeg med pigerne om, hvad jeg lavede, men på intet tidspunkt spurgte de, om de måtte være med. Jeg sad i over en time, uden at der skete noget. Det overbeviste mig om, at de er meget afhængige af os."

Oplevelsen med de to piger fik pædagogerne til at indføre børnedage, hvor børnene selv skal finde ud af, hvad de vil lave. Igen kræver det struktur.

"Vi vil gerne hjælpe dem med at udføre aktiviteterne, men de skal selv komme med forslag, og det forbereder vi dem på ved at fortælle, at i morgen skal de selv finde på," siger Ane Jørgensen.



Leg i små glimt. Torben Nielsen går ned på fritidscentrets boldbane for at spille fodbold med en af pigerne. Børnene i miniklubben spiller helst ikke med børnene fra fritidsklubben. De kan til nød spille med hinanden, men de vil helst have en voksen med.

Som leder af centret havde Mette Vejbøl ellers forestillet sig, at børnene skulle deltage i aktiviteter sammen med de normale børn i centret. Hun må i dag sande, at integrationen ikke går så let.

"Man kan se på nogle af miniklubbens børn, at de er handicappede, så børnene i den almindelige fritidsdel spotter dem med det samme, de viser sig på legepladsen. De ser også hurtigt, om der er en voksen i nærheden. Er der ikke det, driller de børnene. De bliver ofte drillet i skolen, så vi gør meget ud af at beskytte dem," siger Mette Vejbøl.

Der er dog eksempler på, at børn fra stue og første sal leger sammen. Men det foregår i små glimt.

"Vores børn har svært ved at begå sig socialt, så konflikter bryder ud sådan her," siger Ane Jørgensen og knipser med fingrene.

Mette Vejbøl erkender, at hun tog munden for fuld, da hun umiddelbart efter miniklubbens start bestilte koloni til sommerferien i år.

"Jeg tænkte, at selvfølgelig skal børnene i miniklubben være sammen med de andre børn. Men det går ikke, så nu har vi besluttet at dele ugen mellem miniklubben og fritidsklubben," siger hun og erkender samtidig, at miniklubben reelt fungerer som en institution i institutionen.

"Mine forventninger til børnene var for store. De har brug for mere end et almindeligt fritidstilbud. De kan ikke bare gå nedenunder og spille bordtennis og billard sammen med de andre børn," siger Mette Vejbøl.