Griseeventyret sluttede brat. Men juleaften skal vi da have flæskesteg

Vi mødes på biblioteket en kold dag i Skjern. Lene Kjærgaard er pigen fra København, der arbejdede på fritidshjem i Valby, før hun flyttede til Søborg og fik job i en børnehave. Siden var hun klubmedarbejder og skolepædagog i 5. klasse på Buddinge Skole, men pludselig en dag stod hun på fotos i medierne med en gris i favnen et sted i Vestjylland. Hvordan gik det til?

»Jeg sagde et godt job op og flyttede med min mand, Torben, fra Søborg mod vest. Vi ville have mere luft og plads, og først så vi

på hus på Fyn. Men det endte her i Skjern, hvor vi fandt det hus, vi gerne ville have,« fortæller hun.

Lene Kjærgaard var ikke i tvivl om, at hun nok skulle finde et job som pædagog, for hun har aldrig haft svært ved at finde arbejde. Men det gik helt anderledes. De flyttede ind i huset i juli, og de kommende måneder søgte Lene forgæves adskillige stillinger. Så kom grisene pludselig hvinende ind i hendes overvejelser.

»Jeg var til møde i jobcenteret, og her blev jeg spurgt, om det kunne være noget for mig at passe grise. Så tænkte jeg: Hvorfor ikke? Det kunne da være en udmærket løsning,« siger hun.



Dyrevelfærd. Lene Kjærgaard blev meldt til uddannelsen som agroassistent på Agroskolen i Hammerum, og DR Midt Vest rykkede ud og lavede reportage med Lene med en gris i armen. Svineproducenter vil gerne have arbejdskraft omskolet til landbruget, og medierne elskede den gode historie om pædagogen fra Søborg, der var klar til at skifte fra børn til grise for at få et job.

»Og det var jeg også. Jeg brød mig ikke om at gå ledig, og da jeg ikke kunne få job som pædagog, måtte jeg jo prøve noget andet. Men da jeg kom i gang med kurset, skulle vi en dag ud i en større svinestald. Her oplevede jeg landmanden tage fem smågrise under hver arm, hvorefter de skrigende grise fik klippet først testikler og siden halen og derefter blev smidt ned i en kasse. Jeg begyndte og græde, vendte om og gik ud,« fortæller hun.

Det var for meget. Hun oplevede, hvordan det foregår i store svinebesætninger, og det ville hun ikke være med til. Og dermed var griseeventyret slut, før det var begyndt.

»Hvis jeg nu var kommet ud til en økologisk bedrift, hvor det foregår lidt anderledes, havde jeg måske fået en anden oplevelse og var blevet ved. Det ved jeg ikke, men nu stod jeg af. Vi skal stadig have flæskesteg til jul, men jeg vil se efter, hvor grisen kommer fra, og hvordan, den har haft det. Det handler jo om dyrevelfærd,« siger hun.



Savner børnene. Lene Kjærgaard er 46 år og oprindeligt udlært butiksassistent. Hun har arbejdet som medhjælper, før hun i en relativ høj alder uddannede sig til pædagog.Hun var færdig i 2010 og vil gerne arbejde som pædagog igen, helst med børn i SFO-alderen.

Indtil det kan lade sig gøre, er hun åben over for det meste andet, men der er altså grænser, som grisehistorien viser.

»Forstanderen på et nyt sted for socialt udsatte voksne har selv henvendt sig, og her er måske mulighed for et arbejde, når de er kommet godt i gang. Det vil jeg gerne, for det er et arbejde, der ligner det, jeg engang havde som frivillig i Sydhavnen i København,« fortæller Lene Kjærgaard.

Selvom flytningen tværs over landet til det vestlige Jylland har gjort det svært at få job, fortryder hun det ikke.

»Nej, naturen er smuk, vi har fået luft og højt til himmelen, og vores hunde elsker det. Men jeg savner da børnene i klubben på Buddinge Skole. Da jeg stoppede, kunne de jo godt få mit telefonnummer, og det sker, at de ringer. Så jo, dem savner jeg,« siger pædagogen, der blev kendt som grisepasser uden nogensinde at blive det.