Grinagtig hjælp

I efteråret bliver det første hold hospitalsklovne uddannet i Danmark. Et arbejde, som kræver stor indlevelse. Tre pædagoger er blandt landets første hospitalsklovne

16 helt almindelige kvinder sidder på gulvet i en rundkreds på kursuscentret Stenstrup Lund på Fyn. De rækker fingeren op, når de vil sige noget og snakker om foreningsregler og økonomi. Aldersmæssigt er de spredt fra midt i tyverne til et sted i tresserne. Som det ser ud lige nu kan ingen forudse det vanvid, der bryder frem bare få minutter senere.

Kvinderne er det første hold på den hospitalsklovneuddannelse, som Birgit Bang Mogensen er leder af og underviser på. Og da hun begynder opvarmningen af de 16 klovneaspiranter forsvinder det almindelige lige så hurtigt, som kursisterne kommer op at stå. Der bliver lavet grimasser med lyd på, rystet babser, kastet imaginære bolde og slasket baller.

Kursisterne står med hovedet nede mellem benene. De er ved at rasle alle de tanker ud af hovedet, som forhindrer klovnen i at give los.

"Tjek lige, at alle tankerne er raslet ud," siger Birgit Bang Mogensen, og rundkredsen ryster kraftigt på det dinglende hoved.

Opvarmningen fortsætter med en masse forskellige øvelser. Fangeleg. Tørklædejonglering. Falde over sine egne fødder. Gå ind i døre. Ned at ligge på gulvet og hurtigt skifte mellem den ene sindsstemning til den anden. Inden længe må Børn&Unges fotograf springe for livet for ikke at blive væltet af skiftevis storhulkende og storgrinende klovneaspiranter.

Uindviede som Børn&Unges udsendte sidder tilbage rystende på hovedet med et smil på læben og undrer sig over, hvordan noget, der så så almindeligt ud pludseligt er blev til sådan et vanvid. Men kursisterne er 100 procent med på løjerne. De lægger et engagement for dagen, der ville gøre enhver skolelærer misundelig. Hver gang Birgit Bang Mogensen præsenterer en ny øvelse lyder der jublende tilråb som "jaaaah", "den er så sjov" og "endelig".

Uddannelsen i sig selv er også et resultat af årelangt engagement. Birgit Bang Mogensen er uddannet socialpædagog, men interessen for skuespil og drama har altid været der, og derfor tog hun midt i 1980'erne springet til USA for at gå på Dell` Arte teaterskole i Californien.



Børnenes ven. I over 10 år underviste og optrådte hun som almindelig klovn blandt andet på Gøglerskolen i Århus, før hospitalsklovnen kom på banen. Hun blev spurgt, om hun ville stå for et firedages hospitalsklovne-kursus, og i den forbindelse henvendte hun sig til Skejby Sygehus for at researche til kurset. Hun blev inviteret ud på sygehuset, og derfra gik det ellers bare hak i hak. Nu er Birgit Bang Mogensen, blandt børnene bedre kendt som Gunil, fast på besøg på børneafsnit A3 hver onsdag. En afdeling, hvor der ligger hjerte- og gigtsyge børn. En afdeling, hvor alvoren normalt hersker. Men hver onsdag bliver alvoren brudt. Gunil kommer og henter smil fra børn, som måske ikke har smilet i uger, og barnet får en allieret i Gunil.

"Klovnen er børnenes ven. Den er så naiv, umiddelbart og impulsivt et væsen, at den går ned på børnenes niveau. Ment på den måde, at den er sammen med børnene, der hvor de er og på børnenes præmisser," forklarer Birgit Bang Mogensen.

Og med sin lidt naive figur kan hospitalsklovnen på en naturlig og humoristisk måde spejle barnets følelser og få det til at løsne op i svære situationer som undersøgelser og indsprøjtninger.

Klovnen har i den forbindelse et forspring i forhold til læger og sygeplejersker.

"Klovnen skal ikke de farlige ting. Sygeplejerskerne skal stikke, og lægerne skal undersøge. Fordi klovnen ikke skal nogle af de ubehagelige ting, kan den helt understøtte børnene i deres følelsesmæssige situation. Den vender sig ikke pludseligt om og siger: "Nå, nu skal vi stikke dig". Den laver ikke de tillidsbrud, som personalet laver. Ikke fordi de vil, men fordi de nogle gange skal nogle ting, som er ubehageligt, så de kommer til at lave overgreb nogle gange. Det gør klovnen aldrig."

Den gode hospitalsklovn er på mange måder forskellig fra den velkendte cirkusklovn.

"Det er jo ikke for at lave en forestilling, at man går ind som hospitalsklovn. Det kræver mere indlevelse. Cirkusklovnen kan sådan set bare aflevere sin forestilling uden at bekymre sig det store om den, der sidder på første eller 10. række. Men hospitalsklovnen arbejder på et sygehus med meget syge børn, og der bliver man nødt til at have en fornemmelse af, hvor meget barnet kan håndtere. Hvis man ikke har den, så kan man også som klovn komme til at lave overgreb på børnene," forklarer Birgit Bang Mogensen og forklarer videre, at klovnens vigtigste opgave er at observere, lytte og leve sig ind i hvert enkelt barns reaktioner og følelser.



Klovn i vuggestue. Opvarmningen er overstået for de 16 aspiranter, og nu skal klovnene virkelig findes frem. Kursisterne myldrer ud af salen, og ti minutter senere kommer 16 klovne tilbage. Farverige, fantasifulde og forskellige. Så bliver der sat gang i en ny øvelse. Klovnene skal to og to fortælle hinanden noget, som de bliver lidt for begejstret for. Så begejstret, at de kommer helt op at køre, og når de opdager, at den anden ser dumt på dem, skal de blive forlegne. "Tage faldet", som Birgit Bang Mogensen kalder det. Og det hele skal foregå på volapyk-sprog. En uforståelig pludren fylder rummet til at starte med, men langsomt stiger lydbølgerne og fagterne, og Birgit Bang Mogensen har væsentligt sværere ved at få dæmpet de 16 klovne, end hun havde med de 16 almindeligt klædte kursister.

Da Gøglerskolen bad Birgit Bang Mogensen om at holde nogle fire dages kurser, så der kunne komme nogle flere hospitalsklovne i Danmark, reagerede hun straks:

"Jeg tænkte "fire dage?". Jeg er uddannet socialpædagog, og jeg har en toårig professionel uddannelse som klovn og skuespiller. Hvis man vil lave et kvalificeret bud på en klovneuddannelse, så kan det ikke være fire dage."

Derfor var hun en del af en gruppe, som gik i gang med at lave en rigtig uddannelse, og nu er det første hold altså undervejs i rejsen mod at blive hospitalsklovn. Uddannelsen henvender sig forholdsvis bredt. Nuværende klovne uden uddannelse, sygeplejersker, læger, fysio- og ergoterapeuter, psykologer, social- og sundhedshjælpere og pædagoger. På dette første hold har tre pædagoger fundet vej til klovnerierne. Og for dem var der ingen tvivl, da de opdagede muligheden for at blive hospitalsklovn:

"Hele mit liv har jeg arbejdet hen imod noget med teater, skuespil og sjov, og da jeg så en note i mit fagblad om hospitalsklovneuddannelsen, tænkte jeg: det er jo lige det. Så kunne det kombineres med interessen for børn," siger pædagog Dorthe Andersen fra København, som lige nu arbejder i et barselsvikariat i en vuggestue.

Marianne Leer er også pædagog, men arbejder lige nu i en frivillig børn og unge-

organisation.

"Jeg kan få hele min krop med. Jeg er mere mig sådan her, og det er det hele værd."

Dorthe Andersen har stadig en blomst på kinden. En rest fra hendes klovn Luna. Når Dorthe Andersen får tøjet og næsen på, bliver hun med det samme Luna. Hun skifter gangart og tale, og ansigtsudtrykket er som forandret. Men Luna ligger alligevel ikke så langt fra hendes egen personlighed.

"Jeg er nu også klovnen i vuggestuen. En stor klovn. Men når jeg får tøjet og den røde næse på, så kan jeg rigtigt leve det ud. For når jeg er i vuggestuen, så er jeg Dorthe og pædagog, men når jeg har fået kostumet og den røde næse på, så er jeg Luna og klovnen. Så kan jeg give endnu mere slip."

Og Dorthe Andersen er ikke i tvivl om, hvad hun vil opnå med uddannelsen:

"Den glæde, som hospitalsklovnen kan komme med på et hospital, som i hvert fald ikke er et børneområde, og hvor mange børn måske ligger i lang tid, vil jeg gerne give. Der kommer lidt glæde udefra, som ikke tænker på sygdom og alt det svære, og det gør hverdagen lidt lettere for både forældrene og børnene. Jeg kan ikke redde barnet, men jeg kan gøre hverdagen på hospitalet lidt lettere, mens de ligger der."



Humor der hjælper

Først sidste år blev det dokumenteret præcist, hvad det egentlig er, hospitalsklovnen kan. Hospitalsklovn Birgit Bang Mogensen og sygeplejerske Nina Gladkowa lavede sammen en rapport på Skejby Sygehus. Og den dokumenterede præcist de "mavefornemmelser", som Birgit Bang Mogensen har haft i sit arbejde som hospitalsklovnen Gunil på børneafsnit A3 på Skejby Sygehus.

Hendes anelser var, at hvis man bruger klovnen og humoren som kommunikationsmetode, bliver barnet mere samarbejdsvilligt, atmosfæren bliver lettere på afdelingen, og man lindrer barnets smerter.

Birgit Bang Mogensen har arbejdet som hospitalsklovn på Skejby Sygehus siden maj 2000, og rapporten har bevist værdien i hendes arbejde. Helt konkret viser den blandt andet, at børnene er mere samarbejdsvillige overfor sygehusets personale, når Gunil jævnligt kigger forbi. For eksempel når børnene skal have taget blodprøver. Det er gerne det, de er mest angste for, så de vægrer sig og gør det svært for personalet at få kontakt. Men det får klovnen. Klovnens kontakt med børnene har betydet, at børn, som før har måttet holdes under blodprøver, nu er langt mere samarbejdsvillige, og det letter hele stemningen på afdelingen.

Når opholdet bliver mere udholdeligt for barnet, så bliver det også tit kortere. Rapporten om klovnen og humoren som kommunikationsmetode konkluderer:

"I proceduresituationer kan barnet bedre håndtere situationen og fokuserer ikke så meget på det, der er svært, fordi fokus er flyttet fra problemet. Derfor kan barnet få mulighed for at bruge sin kreativitet, sin fantasi, sin spontanitet og sin nysgerrighed. Det kan få barnet til at samarbejde og til aktivt at deltage i den procedure, der skal udføres med det.

Indlæggelsestiden for barnet kan afkortes på den måde, fordi barnet hurtigere kommer sig, mener personalet. Humoren og grinet kan hjælpe syge mennesker ud af det sorte, åbne for positive tanker og hjælpe helingsprocessen."







Hospitalsklovneuddannelsen

Uddannelsen strækker sig over et år og gennemføres som internatundervisning á fire til fem dages varighed samt eksterne undervisnings- og praktikdage. I alt 55 undervisningsdage inklusiv praktik og studietur. Det giver kursister med almindeligt erhvervsarbejde mulighed for at gennemføre uddannelsen. Der indlægges undervisning og praktik på hospitalsafdelinger og andre relevante steder.

Det koster 35.000 kroner at deltage. Udgifterne dækker blandt andet undervisning, kost og logi på internater, supervision og praktikvejledning.

På uddannelsen arbejdes der med klovnetræning, kropssprog og kommunikation, hospitals- og institutionslære og familiegrupper.

Læs mere på hjemmesiden www.hospitalsklovneuddannelsen.dk







Hospitalsklovnekurser

Birgit Bang Mogensen holder også fire dages kurser i hospitalsklovnen, for eksempel for pædagoger som vil lære at bruge deres indre klovn og mere humor på arbejdspladsen.

Du kan ikke blive færdiguddannet hospitalsklovn på disse kurser, dertil skal du gennemgå hospitalsklovneuddannelsen. Kurset er ment som en inspiration til hospitalsklovnen og dens væsen. På kurset arbejder man med leg, improvisation, refleksion over klovn og humor. Der vil indgå henholdsvis solo- og gruppeopgaver i det med at stå frem med klovnen. Næste kursus finder sted den 21. til den 24. oktober 2004, og det koster 3.500 kroner at

deltage.

Læs mere på hjemmesiden www.gunil.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.