Generation fucked up; Rap er for de unge

I nogle klubber må børn ikke høre rap. I Aalborgklubben Fri-Stedet hyrede pædagogerne derimod hiphopperen Johnny Hefty til at lave rapmusik med en gruppe 11-20-årige klubmedlemmer. Sammen har de netop udgivet cd'en "Rap over nallerne". Den er ikke for voksne

Det kunne have stået på en pakke cigaretter, men her er advarslen påtrykt et cd-cover til en ny rapplade. "Hiphop forårsager hjerteanfald og slagtilfælde", står der. Pladen hedder "Rap over nallerne" og er produceret af en snes 11-20-årige klubmedlemmer fra fritids- og ungdomsklubben Fri-Stedet i Aalborgforstaden Gug og deres rap-medarbejder Johnny Hefty.

"Påskriften er en advarsel til voksne om det sprog, de unge bruger på cd'en," siger den 35-årige musiker, som sidste år var ansat 12 timer ugentligt på Fri-Stedet udelukkende til at lave rap med de unge.

Hans borgerlige navn er Jakob Ørum, og selvom han som tidligere punk-, dødsmetal- og nu rapmusiker har udforsket de værste afarter af unges sprog, blev han overrasket over, hvor groft de unge nordjyder taler. På pladen er hans egen sang "Stan the Van" den mindst slagtilfældeforårsagende af pladens 32 numre.

"Hovedfortælleren i sangen er en bil, og mine rim er sådan noget som: "Jeg bruger temmelig meget benzin" og "Av av, jeg kørte over et pindsvin"," fortæller Jakob Ørum, der lagde ud med en helt anden børnehumor end den, de unge klubgængere kom med.

Hans udgangspunkt var den humor, han tidligere dyrkede som vært på Børneradio på P3. Her satte redaktionen grænsen ved ord som "pik" og "kusse".

"De unges sprog er blevet meget hårdere end det. Når børn i dag åbner for radioen, hører de udtryk som: "Møgluder", "Undskyld ho" og "Hun har en stor pik, det burde hun ik'"," siger Jakob Ørum, med reference til sange af rapperne Jokeren og L.O.C. samt en sang fra tv-showet "Drengene fra Angora".



Ingen censur. Selvom der var langt fra hans egen humor i "Stan the Van" til de unges tekster om bitches og ho's, så har han valgt ikke at censurere sangene.

"Man kunne have sagt til en dreng, at han skal synge "hold bøtte" i stedet for "luk røven", men så ville det ikke være hans sang længere. Mit mål med musikken og med pladeudgivelsen var, at den blev de unges eget udtryk," siger Jakob Ørum, der mest har hjulpet klubbørnene med rim og med beats.

Han censurerede heller ikke den 14-årige Danni Tomas sang "Bitch".

"Sangen handler om en dreng, der har fået sine følelser alvorligt i klemme, og Danni udtrykker den der helt rene, ungdommelige vrede, og derfor ville det være ærgerligt, hvis jeg skar ordene ud af sangen," siger Jakob Ørum og understreger, at "Rap over nallerne" indeholder meget mere end råt sprog.

"På pladen er der også sange om ikke at gide lave sine lektier og rydde op på sit værelse og om at hænge ud på Gugs Shell-tank eller eneste pizzeria, fordi klubben lukker for tidligt, eller om at blive standset af politiet, bare fordi man er somali," siger han.

"Det er så ærgerligt, at det kun er det rå sprog, der er i søgelyset, hver gang der kommer en ny rapplade," siger Jakob Ørum og påpeger, at rapgenren i litteraturen er, hvad actionfilm er i filmsproget.

"Rapsproget er hurtigt, overdrevent, eksplosivt og legende, og det sprog appellerer især til unge mennesker. Men når man, som vi har gjort det på Fri-Stedet, producerer rapmusik sammen, så er der også en masse vigtige pædagogiske aspekter i musikken," siger Jakob Ørum og peger på temaer som talentudvikling, konkurrence, integration og sammenhold.



Homies. Jakob Ørum kalder gruppen af de cirka 20 unge rappere fra Fri-Stedet for Sjakket, og de har turneret med deres rapsange i 12 nordjyske kommuner og prøvet at varme op til en Nick&Jay koncert. "Før var jeg pædagogen Jakob, og de var børn i klubben, men nu er vi mere sådan nogle homies (venner, red.), som tager på tur sammen, og i bussen har vi en helt anden og høflig omgangstone med hinanden, end når vi står på scenen," siger Jakob Ørum.

I sangene foregår der battles (verbal strid, red.) mellem drenge og piger, og pigerne giver igen, når drengene kalder dem bitches. Men udtrykket ho har de ikke noget problem med. I hvert fald ikke, hvis man søger svar i tekster af pigegruppen Ho Tang Klan (navnet refererer til det amerikanske rapband Wu-Tang Clan, red.): "Kort nederdel og Cappen på skrå/Når gutterne ser os, råber de "hey ho"/Så kald os en ho, du ved du må, vi vil ikke slå"/sagde du ho - ok", lyder det. Også de andre ho's får ord med på vejen: "Vi har bedre stil - ja det har vi sgu!/og vi shaker frækkest ass i hele Gug", synger Stramme Mamme, Candy Sandie og Lise da Leader fra Ho Tang Klan på nummeret "Gug Ghetto".

"Ligesom betydningen af "ho" ikke er så rå, som voksne tror, fordi de ikke har fulgt udviklingen i de unges sprog, så er også Ghetto-metaforen overdreven," siger Jakob Ørum og fortæller, at Gug er et pænt villakvarter, dog med en enkelt betonboligblok nede ved Grønlandstorvet i det område, hvor Fri-Stedet også ligger.

"I 80'erne havde området godt nok den højeste selvmordsprocent i Danmark, men oftest er klubmedlemmerne fra gode familier med to biler parkeret i villaens carport. Og vigtigst er det at huske, at de unges tekster mest handler om, at der ikke er noget spændende for unge i Gug. Derfor kan man synes, det er sjovt at lege gangsterrapper," siger Jakob Ørum, der fik jobbet som rap-medarbejder, fordi interessen for rap kunne få de unge ned i klubben og væk fra gadehjørnerne.

Læs om "Rap over nallerne" på www.hefty.dk. Cd'en kan bestilles på www.streetammo.dk, hvor den i øjeblikket er den meste solgte plade.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.