Generalforsamlinger; BUPL Vestsjællands Amt: De unge udeblev

Siden 2001 er antallet af fremmødte medlemmer på BUPL Vestsjællands generalforsamling faldet til det halve, mens gennemsnitsalderen er steget. På generalforsamlingen i torsdags skabte det debat om, hvordan fagforeningen organiserer de unge og nyuddannede pædagoger

Siden fusionsåret i 2001, hvor 160 var mødt op til generalforsamling i BUPL Vestsjællands Amt, er antallet af fremmødte blevet halveret. I torsdags havde kun 85 medlemmer fundet vej til Holbæk Fritidscenter, der i år lagde lokaler til begivenheden. Ikke bare det lave antal, men også den høje gennemsnitsalder var slående.

"Man må sige, at igen i år var seniorrådet vel repræsenteret," fortæller formand Bertha Langhoff.

Hun så gerne, at flere unge og nyuddannede pædagoger var mødt op, men også på medlemslisten savner fagforeningen ungdommen. I sin fremlægning af beretning og fremtidigt virke vægtede formanden derfor, at man i fagforeningen især skal arbejde med organisering af de unge.

"Mange nyuddannede pædagoger melder sig kun ind i A-kassen. Og kun, hvis de får job, melder de sig også ind i fagforeningen. Desværre oplever vi ofte, at pædagogerne ude i institutionerne accepterer, at deres kollegaer ikke er organiseret," siger hun til Børn&Unge.

På generalforsamlingen opfordrede Bertha Langhoff derfor pædagogerne til at påvirke deres unge kollegaer henimod at blive organiseret. BUPL Vestsjællands Amts mål er at organisere 100 procent af pædagogerne.

"BUPL kan ikke klare de store opgaver alene. Fagforeningen er afhængig af engagerede medlemmer, for en fagforening er ikke stærkere, end medlemmerne gør den til. Fællesskabet er det bærende," fastslår Bertha Langhoff.

Mens fagforeningen i øjeblikket gør kur til ungdommen, er kommunerne i Vestsjællands Amt på frierfod hos hinanden. I forbindelse med regeringens kommunale strukturreform står amtets kommuner over for en gennemgribende kommunesammenlægning, hvorved 23 kommuner efter planen skal sammenlægges til seks større kommuner. I januar 2005 skal giftemålene ligge klar, og først fra januar 2007 vil forlovelserne blive indfriet. Men fagforeningen har bestemt ikke tænkt sig at trille tommelfingre, mens man venter på en afklaring af de fremtidige forhandlingspartnere.

"Vi startede i det tidlige forår med at etablere projektgrupper med fællestillidsrepræsentanter og lederrepræsentanter fra både skoler og daginstitutioner. Deres opgave er at analysere, hvilke politikker der i dag gælder i projektgruppens kommuner," fortæller Bertha Langhoff og fortsætter.

"De nuværende kommuners uddannelsespolitik, lønpolitik, normeringspolitik og ledelsespolitik bliver undersøgt og sammenlignet med de kommuner, de skal sammenlægges med. På den måde kan vi vurdere, hvordan vi bedst muligt kan påvirke forløbet, så det ikke bliver den laveste fællesnævner, der lægger niveauet i de nye storkommuner," siger Bertha Langhoff.

Hun er berørt af et eksempel fra Tornved Kommune, hvor der for nyligt blev skåret 625.000 kroner på SFO-områdets personalenormeringer.

"Tornved Kommunes normering blev skåret ned til niveauet, som man troede var lig med niveauet i Holbæk Kommune, og det skete, fordi Tornved i fremtiden skal høre under Holbæk. Men vores projektgruppes analyse viser, at politikernes tal er forkerte," siger Bertha Langhoff og forklarer, at politikerne ikke tog højde for, at kommunernes normeringer på SFO-området var usammenlignelige. I Tornved er pædagogerne ikke inde i undervisningstiden, men det er de i Holbæk.

"Eksemplet viser, hvor vigtigt analysearbejdet er," fastslår hun.

Medlemsengagement og kommunalreform fyldte mest i både beretning og fremtidigt virke, og begge punkter på dagsordenen blev enstemmigt vedtaget.



Bestyrelsen: Formand: Bertha Langhoff, ikke på valg. Kasserer: Kira Petersen, genvalgt. HB-medlem: Pia Bennetsen, genvalgt og Ib Marquardsen, genvalgt. HB-suppleanter: Kay Abrahamsen, genvalgt. Den øvrige bestyrelse: Ikke på valg: Kaj Kristensen, Helle Brix Nielsen, Peter Hoge. Genvalgt: Marianne Sørensen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.