Generalforsamlinger; BUPL Sønderjyllands Amt; Vil slå et slag for OK

BUPL Sønderjyllands generalforsamling var en stille omgang fra medlemmernes side med færre deltagere end normalt og fuld opbakning til bestyrelsen hele aftenen

Færre medlemmer end normalt havde taget vejen til SI-centret i Nr. Hostrup, da BUPL Sønderjylland sidste torsdag holdt generalforsamling. Normalt samler begivenheden i nærheden af 200 BUPL'ere, men denne gang mødte kun 139 op. Den sønderjyske formand Hanne Micheelsen havde ikke nogen speciel forklaring på det begrænsede fremmøde, men henviste til, at det synes at være en generel tendens i denne omgang af BUPL-generalforsamlinger.

De medlemmer, som dukkede op, skabte ikke den store debat, og generalforsamlingen var ifølge Hanne Micheelsen stille. Der kom få opklarende spørgsmål fra salen, men ellers blev ordet ikke taget. Der var fuld opbakning til bestyrelsen, hvilket betød, at både beretning og bestyrelsens forslag til det fremtidige arbejde blev enstemmigt vedtaget.

En del emner blev berørt under punktet "fremtidigt arbejde". Generalforsamlingen snakkede blandt andet om, hvad man kan gøre for at fastholde medlemmer, om kommunalreformen og de ændringer, den kan føre med sig, om det nye lovforslag, der giver mulighed for private at tjene penge på dagpasning, om udvikling af faget og pædagogiske læreplaner, og så vil BUPL Sønderjylland begynde at kigge på og arbejde med arbejdsløsheden.

"Samtidig vil vi også slå et slag for overenskomsten med hensyn til bedre mobilisering og involvering af medlemmerne i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Vi skal simpelthen sikre en større stemmeprocent, når der er urafstemning. Vi synes, at det er uacceptabelt, når stemmeprocenten er under 50, som den var sidste gang," siger formand Hanne Micheelsen.

Ændringsforslaget om urafstemning til FU blev forkastet, og forslaget omkring kontingent blev enstemmigt vedtaget.

Debatoplægget om nyt regelsæt for valgte, lønnede tillidsrepræsentanter blev naturligvis også drøftet på generalforsamlingen. BUPL Sønderjylland har udarbejdet et konkret ændringsforslag, og der var fuld opbakning fra generalforsamlingen til bestyrelsens forslag til en overgangsordning for de nuværende valgte, lønnede tillidsrepræsentanter.

"Det betyder, at det forslag, der ligger, skal virke fremover, men for de folk, der sidder på posterne nu, skal der være overgangsordninger. TR-løngruppens forslag har nogle gode takter, og principperne i det var generalforsamlingen enige i," siger Hanne Micheelsen.

Valgene til næstformand, HB og bestyrelsen foregik uden det store drama. Bestyrelsen mangler efter generalforsamlingen dog et medlem for at være fyldt op. Bestyrelsen i den næste generalforsamlingsperiode består nu af 11 medlemmer.



Bestyrelsen: Formand: Hanne Micheelsen, ikke på valg. Næstformand: Per Wøssner, genvalgt. Kasserer: Bent E. Albrechtsen, genvalgt. HB-medlem. Per Wøssner, genvalgt. 1. HB-suppleant: Birgit Pedersen, ikke på valg. 2. HB-suppleant: Hanne Micheelsen, ikke på valg. Den øvrige bestyrelse: Nyvalgte: Bodil Kjær Aarestrup og Irid Stephani. Genvalgt: Jette Høier Møller. Ikke på valg: Birgit Pedersen, Ulla Koustrup, Marianne Traberg Hansen, Annette Aarøe og Karina Andersen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.