Generalforsamlinger; BUPL Bornholm: Bornholm er et skridt foran

Bornholm er foran resten af landet i forhold til den kommende kommunalreform. For snart to år siden gennemgik øens kommuner en sammenlægning med amtet, og det var konsekvenser af denne omlægning, der fyldte og bekymrede på BUPL Bornholms generalforsamling i sidste uge

50 var mødt frem til BUPL Bornholms generalforsamling sidste onsdag, og det er omkring 15-20 flere end normalt. Ifølge formand Tomas Nielsen var der mødt en del nye folk frem, som ikke normalt kommer. At interessen for generalforsamlingen er vokset, skyldes den usædvanlige situation på øen. På Bornholm er kommunesammenlægninger nemlig allerede en realitet, mens landets øvrige kommuner er midt i frierier og forhandlinger. Bornholms fem kommuner blev allerede 1. januar 2003 slået sammen med Bornholms Amt under den samlede betegnelse "Bornholms Regionskommune". Sammensmeltningen har betydet, at forvaltningerne er væk, og ansvaret og mange administrative opgaver i stedet er lagt ud til de enkelte institutionsledere. Børnehaver hedder nu virksomheder, og de har selv ansvaret for egen økonomi og eget personale.

"Det er klart, at indførelsen af den nye styreform på Bornholm fylder utroligt meget. Den går jo igen i alt, hvad vi siger og gør. Og de store omvæltninger trækker også flere medlemmer til vores generalforsamling. De er mere opmærksomme på, hvad der sker i fagforeningsregi også," siger Tomas Nielsen.

På daginstitutionsområdet har de virkelig mærket den nye styreform. Et af de store punkter på generalforsamlingen var omkring øens specialstøttekorps. Før har støttepædagogerne været knyttet til kommunerne, og nu er de blevet integreret i den nye struktur på den måde, at støttepædagogerne skulle fordeles på institutionerne, og der var sådan set timer nok, men de var delt op på forskellige små virksomheder, så hvis ikke man kunne dække flere institutioner, så var det svært at skabe reelle stillinger. Tidligere ville kommunen have haft et personalemæssigt ansvar for, at det gik ordentligt for sig, men i den proces kunne man ifølge Tomas Nielsen mærke, at hver enkelt virksomhed har nok at gøre med at passe sig selv. Et af de store problemer på øen har været at få nogen til at tage ansvar.

"Problemer ligger i, at hver gang noget går på tværs i systemet, så er det næsten umuligt at finde nogen, der tager et samlet ansvar. Og i dette tilfælde betød det i yderste konsekvens, at der blev fyret støttepædagoger, på trods af at der var timerester rundt omkring, men i og med at ingen havde ansvar for andet end sin egen virksomhed, så kom der nogle folk i klemme," forklarer Tomas Nielsen.

BUPL Bornholm håber, at hvis noget lignende sker på andre områder, så vil der blive handlet anderledes, både på Bornholm, men også i det han kalder "Danmarks-projektet" - altså den store kommunalreform, der venter resten af landet.



Ønske om flere medlemsmøder. Generalforsamlingen drøftede naturligvis også ændringsforslaget om, at fremtidige valg af den øverste ledelse i BUPL skal foregå ved urafstemning blandt alle BUPL's medlemmer.

"Vi er ikke tilfredse med det fungerende system, men vi synes også, at man skal bruge noget tid på at finde en bedre model. Vi snakkede blandt andet om, at da socialrådgiverne prøvede en urafstemning, var der kun 20 procent af deres medlemmer, der stemte, og så er der jo ikke mere demokrati i det. Vi er med på det hold, der forkaster forslaget," siger Tomas Nielsen.

Ikke bare var der kommet flere medlemmer end normalt til generalforsamlingen. Medlemmerne ville have mere. De fremmødte ytrede ønske om flere medlemsmøder, hvor man kan drøfte de forskellige problematikker, der dukker op på øen på grund af omlægningen til den nye styreform.

"Det har i høj grad været ledere og tillidsmænd, der mødtes, og det har været godt indtil nu, men der er opstået et behov for, at man breder det ud, så der bliver nogle flere orienterende møder med medlemmerne," siger Tomas Nielsen og afslutter med en generel vurdering af aftenens forløb:

"Generelt var der en pæn snakkelyst. Jeg synes egentlig, at det var et hyggeligt møde, men også med den alvor, der ligger i, at tingene snerper til i øjeblikket."



Bestyrelsen: Formand: Tomas Nielsen, ikke på valg. Kasserer: Henrik Salinas, ikke på valg. HB-medlem: Birte Johnbeck, genvalgt. 1. HB-suppleant: Susanne Frederiksen, nyvalgt. 2. HB-suppleant: Birgit Darling, ikke på valg. Faglig sekretær: Ulla Kjærgaard, ikke på valg. Bestyrelsesmedlemmer: Dorthe Juul-Pedersen, genvalgt, Ann Rubæk-Nielsen, nyvalgt.



Børn&Unge har tidligere skrevet om kommunesammenlægningen på Bornholm i numrene 4, 5, 6 og 7/2004. Artiklerne kan også findes på www.boernogunge.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.