Generalforsamlinger; BUPL Afdeling 3; Ledere i offensiven

Generalforsamlingen i BUPL Afdeling 3 blev præget af et massivt stormløb på Ballerup Rådhus fra ledere af alle institutionstyper, der betegner kommunens politik på børne- og ungeområdet som management-orienteret og DJØF'iseret

Der var fyldt til sidste stol, da den københavnske BUPL Afdeling 3 torsdag i sidste uge holdt generalforsamling i Baltoppen i Ballerup. Udover Ballerup dækker afdelingen den mindre nabokommune Ledøje-Smørum.

Knapt var generalforsamlingen startet, før den udviklede sig til et veritabelt leder-stormløb adresseret især mod rådhuset i Ballerup. En efter en entrede ledere fra klubber og byggelegepladser, børnehaver, vuggestuer og fritidshjem talerstolen og tordnede mod en forvaltning, de betegnede som mere og mere management-orienteret, DJØF'iseret og præget af en selvrådende og uforskammet ledelsesstil.

Inden generalforsamlingen var medlemmerne blevet præsenteret for et budgetforslag, der vil skære ned på næsten samtlige institutionstyper. Men det var især kommunens sammenlægningsplaner, som fik lederne op af stolene. Flere gav kraftigt udtryk for frustration over, at strukturændringer og institutionssammenlægninger bliver trukket ned over hovedet på dem, uden de bliver hørt, og at forsøgene stritter i alle mulige retninger. Og ikke mindst den kommunale institutionschef, som er tidligere institutionsleder, stod for skud.

"Jeg er faktisk lidt ked af, at vi har fået en leder, som kender til vores område. Det er det kun blevet værre af. Pas på sammenlægningerne. Det er ikke en kaffeklub mere. Nu er det kamp," lød det således fra en lederne.



For slap i koderne. Men heller ikke afdelingsbestyrelsen gik ram forbi. Bestyrelsen måtte lægge øre til flere indlæg fra ledere, der klandrede den for at være for slap i koderne i sin protest mod besparelserne. Afdelingsformand Michael Egelund havde således en del forklaringsproblemer, da han skulle redegøre for, hvor protesten mod besparelsen på de mindste børn var blevet af i den politiske udtalelse fra generalforsamlingen. I udtalelsen vender BUPL Afdeling 3 sig mod de stigende effektiviseringstendenser på Ballerup Rådhus og slår blandt andet fast, at institutionerne ikke skal overgives til management, da de har en anden tilgang. "Det handler om pædagogik og dannelse og om at arbejde for, at børnene udvikler sig på en dygtig, kreativ, initiativrig måde. Det udvikles ikke via strømlinede ledelsesformer, men via mangfoldighed og kreativitet," sluttede den oprindelige udtalelse.

Efter kritikken satte bestyrelsen sig sammen og lavede en skærpende tilføjelse, der lyder: "Det er derfor uacceptabelt, at Ballerup Kommune gennemfører besparelser på institutions- og klub/byggelegepladsområdet." Med den tilføjelse vedtog forsamlingen enstemmigt udtalelsen.

Michael Egelund og den øvrige bestyrelse har taget kritikken til sig:

"Vi fik et godt vink om, at bestyrelsen skal styrke sin holdning og profil over for Ballerup Kommune, og det har vi taget til efterretning. Desuden fik vi et kraftigt signal fra lederne om, at der er brug for souscheferne, så vi er ikke med på sammenlægninger eller andre former for ledelsesforsøg, hvis ikke de - eller tilsvarende stillinger - bevares på institutionerne," siger Michael Egelund, der tilføjer, at det faktisk er lykkedes at få kommunen i tale omkring besparelserne, uden at han p.t. vil uddybe nærmere, hvad snakken går ud på.



Støtte til de valgte. Hvis en og anden havde set frem til det store bråvallaslag i kølvandet på sidste års gyldne håndtryk til en række politisk valgte i forbundshuset, må vedkommende være blevet dybt skuffet. Da generalforsamlingen skulle behandle Hovedbestyrelsens forslag til mindre favorable aftrædelsesordninger for politisk valgte i såvel forbund som afdelingerne, meldte en enkelt taler sig. Og det var med et budskab om ikke at overreagere på aftrædelsessagerne:

"Pas på. Sagerne sidste år var ganske særlige. Vi skal fortsætte med at behandle vores politisk valgte ordentligt, de kan risikere at blive afsat fra dag til dag, og det er vanskeligt for dem at gå ud og finde et andet job," sagde hun.

En næsten enig generalforsamling vedtog dog at støtte forslaget fra BUPL's hovedbestyrelse, men sagde samtidig ja til Afdeling 3's eget forslag om at arbejde for en lempelig overgangsordning ved kongressen senere på året.

Heller ikke det forslag fra fire medlemmer af BUPL, der ønsker direkte valg til Forretningsudvalget frem for som nu, hvor ledelsen vælges af de delegerede på kongressen, vakte den store talelyst. I lighed med BUPL's hovedbestyrelse indstillede bestyrelsen i Afdeling 3, at man siger nej til forslaget.

"Det er et sympatisk forslag. Men det kommer for tidligt. BUPL har sat gang i en diskussion af, hvordan vi udvikler organisationen, så lad os afvente resultatet af det arbejde først," lød begrundelsen fra bestyrelsen.

Med næsten alle stemmer for og ingen imod vedtog generalforsamlingen derpå at afvise forslaget om direkte valg.

Med to nyvalg til bestyrelsen - Cato Sture og Birger Kihl-Plambek - og en enkelt udtrådt - Vibeke Olsen - sluttede en generalforsamling præget af ledere og souschefers taleiver. Faktisk fandt ingen af de øvrige medlemmer ud over bestyrelsesrepræsentanter anledning til at betræde talerstolen i Baltoppen den aften.



Bestyrelsen: Formand: Michael Egelund, ikke på valg. Kasserer: Benny Kamper, ikke på valg. HB-medlem: Peer Iversen, genvalgt. 1. HB-suppleant: Pia Jeppesen, genvalgt. 2. HB-suppleant: Torben Bank, ikke på valg. Øvrige bestyrelse: Charlotte Arlington, genvalgt. Hanne Kronholm, genvalgt. Arne Ruohonen, ikke på valg. Birthe Gram, genvalgt. Michael Paulsen, ikke på valg. Cato Sture, nyvalgt. Birger Kihl-Plambek, nyvalgt.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.