Generalforsamlinger 2004; Frederiksborg Amt; Klappede hesten

Generalforsamlingen stemte hverken for urafstemning i forbindelse med valg af forbundsledelse eller for at få en ny formand. Debatten var livlig og lang, men flertallet valgte at klappe hesten i forhold til det, forslagsstillerne kaldte et forsøg på at demokratisere et BUPL i krise

Et vistnok meget jysk udtryk "at klappe hesten" blev det foretrukne på den nordsjællandske fagforenings generalforsamling torsdag i sidste uge. Forsøg på at få ændret måden, forbundsledelsen skal vælges på i fremtiden, blev livligt diskuteret, men forkastet. Også et forsøg på at skifte den lokale formand Lars Christensen ud og ændre på bestyrelsens sammensætning blev stemt ned. Bag alle forsøg på forandring stod Dan Zaklikoweski - der ellers gjorde, hvad han kunne for at forsøge "at redde et BUPL i krise", som han udtrykte det. Men de 107 fremmødte medlemmer følte altså ikke noget behov for at blive reddet. Dog ville de gerne diskutere. Og det gjorde de så til langt ud over den fastsatte tidsramme.

Tager man dagsordenen i omvendt rækkefølge stillede Dan Zaklikowesky op som modkandidat til den siddende formand Lars Christensen.

"Vi er en fagforening i krise, og vi kan ikke kæmpe, når vi er så splittede. Jeg vil sørge for, at fundamentet bliver i orden," sagde han blandt andet i en kort opstillingstale.

Dan Zaklikowesky opnåede dog kun seks stemmer på sin bekymring for BUPL's fremtid. Allan Mortensen, der deler Dan Zaklikoweskys bekymring, forsøgte først at blive valgt som HB-medlem, derefter som HB-suppleant, derefter som medlem af fagforeningsbestyrelsen, og til sidst som suppleant til bestyrelsen. Alle forsøg mislykkedes, da de på forhånd opstillede blev valgt med stort flertal.



Et forsøg på demokratisering. Dan Zaklikowesky var også årsag til aftenens store debatemne, nemlig demokratiet i BUPL. Med ændringsforlaget om, at kongressen skal vedtage, at forbundsledelsen i fremtiden skal vælges ved urafstemning blandt alle medlemmer, vil han og de tre andre medforslagsstillere sikre demokratiet i BUPL.

"Forslaget bliver stillet, fordi vi er nogle, der sidder tilbage med en afmagtsfølelse efter sagen med de gyldne håndtryk og den ekstraordinære kongres, hvor alle dem, der havde været involveret i sagen, blev genvalgt og endda med klapsalver. Vi synes, at der er behov for at få ændret noget, så vi har valgt at forsøge at få demokratiseret den måde, vi vælger den øverste ledelse på. I siger, at man kan komme og stemme på de delegerede, der senere skal vælge ledelse på kongressen, men de er jo ikke bundet af et mandat fra generalforsamlingen, så hvor er det demokratiske i den model," sagde han.

Andre sagde, at det ikke føltes demokratisk, at 270 kongresdelegerede skulle stemme om, hvem der skulle sidde i ledelsen, mens 58.700 medlemmer ikke blev spurgt.

Forbundsformand Birgit Elgaard, der var gæst på generalforsamlingen, gik som én blandt mange på talerstolen, og det var hende, der med nordjysk sindighed manede til at klappe hesten.

"Men det betyder ikke, at en demokratiseringsproces bliver lagt på hylden. For lige efter kongressen skal vi tage fat på en diskussion om demokratiet i BUPL, og jeg synes, at vi skal give tid og plads til den debat i stedet for at haste noget igennem. Jeg kan ikke gå ind for forslaget, fordi jeg ikke kan se, at det vil gøre BUPL mere demokratisk og mere levende. Havde forslaget været svaret på det problem, havde jeg stemt for det. Vi skal ændre BUPL, så det bliver mere medlemsorienteret, måske sørge for mere direkte indflydelse i adhoc-arbejdsgrupper, der nedsættes for at afklare diverse spørgsmål," sagde hun.

Ved afstemningen faldt forslaget med 71 stemmer imod, fem for og 30, der undlod at stemme.

Ændringsforslaget om vilkår for valgte lønnede tillidsrepræsentanter (præsenteret i indstik i Børn&Unge nr. 30) blev vedtaget med den tilføjelse, at de kongresdelegerede fra Frederiksborg Amt skal arbejde for, at BUPL ikke skal udbetale honorar på kr. 800 pr. dag til valgte lønnede, der deltager som undervisere på BUPL's centrale TR- og pædagogiske kurser. Generalforsamlingen mente, at de jo får deres løn i forvejen.



Opbakning modtaget. Formand Lars Christensen var glad for den gode debat og især glad for den brede opbakning til bestyrelsens arbejde, som han oplevede, at debatten om beretningen og ikke mindst afstemningsresultaterne vidnede om.

I beretningen fremlagde han en offensiv strategi for at finde de kommuner i området, der har mod og visioner til at drøfte fagligt og pædagogisk indhold i institutionerne, og så komme i dialog med dem.

"Det virker ikke mere at pege på det, vi ikke vil have, i stedet skal vi pege på, hvad vi gerne vil have. Lad os definere høj faglighed og god pædagogik og lad os så efterlyse og udfordre de kommuner, der har mod på at være med på den diskussion. En undersøgelse er sat i gang for at finde de kommuner, der er parate til at diskutere med os, også om de mere bløde områder," sagde han.

Til Børn&Unge siger Lars Christensen:

"De andre ting, der skete på generalforsamlingen, var udmærkede. Men jeg oplever, at den store nyhed fra os er, at vi har fået mandat til at udfordre kommunenerne på en anden måde og på deres manglende fokusering på det pædagogiske. Det var den store fagpolitiske gevinst."



Bestyrelsen: Formand: Lars Christensen, genvalgt. Kasserer: Susan Laustsen, ikke på valg. HB-medlemmer: Annette Bisgaard, ikke på valg, Karen Jensen, genvalgt. 1. HB-suppleant: Dorte Djurslev Jensen, genvalgt. 2. HB-suppleant: Steen Louis, ikke på valg. 3. HB-suppleant: Helle Nielsen, nyvalgt. Øvrige bestyrelse: Genvalgt: Carsten Eriksson, Nicolai Nielsen, Ingrid Madsen og Rie Nielsen. Ikke på valg: Ib Olsson, Vivi G. Hansen, Anders H. Jensen, Vita Christensen, Eva Aabjerg. Nyvalgt: Katja Bank Christensen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.