Generalforsamlinger 2004; BUPL Afdeling 1; Kommunalreform spøger

En god og engageret debat om fremtiden viste, at medlemmerne er bekymrede for, om kommunerne kan håndtere de store omvæltninger i forbindelse med kommunalreformen. Bred opbakning til bestyrelsens arbejde

Lidt færre end tidligere, knap 100 deltagere, havde fundet vej til BUPL afdeling 1's generalforsamling torsdag i sidste uge i Virumhallen. Men formand Pernille Riis kalder alligevel generalforsamlingen for en af de bedre på grund af en meget engageret debat især om konsekvenserne af kommunalreformen.

Mange medlemmer er bekymrede for, hvordan kommunerne vil håndtere de store omvæltninger, som vil blive en følge af kommunesammenlægninger også i Afdeling 1's område.

Især går bekymringen på vilkårene for børnene og for pædagogernes arbejdsvilkår. I mange kommuner har man allerede set en tendens til, at "amtsbørnene" trækkes hjem til kommunerne og anbringes i almindelige daginstitutioner.

"Man forudser, at det bliver svært at få integreret disse børn med særlige behov i grupper af den størrelse, som findes på daginstitutionerne i dag. Og at det ikke er muligt at få skabt den faglighed, som skal til for at rumme og støtte disse børn. De medarbejdere, der eventuelt har erfaringer fra arbejdet på amtsinstitutionerne, får ikke den faglige sparring, som er helt nødvendigt i arbejdet med disse børn. Generalforsamlingen opfordrede til et øget samarbejde med Socialpædagogernes Landsforbund (SL) om dette emne," siger Pernille Riis.



Ordentlige vilkår for alle. I diskussionen om forslaget om fremtidige vilkår for de lønnede, valgte tillidsfolk gav man bestyrelsen mandat til at udarbejde et forslag til en overgangsordning for dem, der er på den gamle ordning. Ellers blev forslaget vedtaget.

"Stemningen omkring det her var, at det er en af fagforeningens primære opgaver at sikre ordentlige løn- og ansættelsesforhold for medlemmerne, og så må vi også sørge for, at det samme gælder de ansatte," siger Pernille Riis.

Ændringsforslaget omkring fremtidige valg af øverste ledelse blev forkastet. BUPL Afdeling 1's bestyrelsen meldte ud, at man fandt det temmelig enestående, at en gruppe medlemmer havde gjort sig anstrengelser for at stille et ændringsforslag til kongressen. Derfor havde man gerne set, at Hovedbestyrelsen havde begrundet forkastelsen eller åbnet for en bredere debat. På linje med mange andre fagforeninger finder Afdeling 1 det dog vigtigt, at politikerne vælges sammen med politikken - altså på kongressen og ikke ved en forudgående urafstemning blandt medlemmer. Derfor forkastede generalforsamlingen forslaget.

På generalforsamlingen havde man også en særlig debat om ledernes organisering. I Afdeling 1 har man haft særlig fokus på arbejdet i lederforeningen. Men desværre har det været svært at finde medlemmer, der vil gå ind i arbejdet.

"Vi er enige om, at lederne hører hjemme i BUPL, og det er vigtigt at fastholde dem her. Men måske er en lederforening ikke den rigtige konstruktion. Vi vil arbejde på at definere, hvad ledelse er, især set i lyset af de mange ændringer af ledelsesstrukturen i disse år, og håbe på, at vi på den måde kan matche ønskerne i ledergruppen bedre," siger Pernille Riis.



Bestyrelsen: Formand: Pernille Riis, ikke på valg. Kasserer: Christa Thestrup, ikke på valg. HB-medlem: John Saunders, genvalgt. 1. HB-suppleant: Rikke Jørgensen, genvalgt. 2. HB-suppleant: Pernille Riis, ikke på valg. Øvrige bestyrelse: Nyvalgte: Anders Baarts, Tine Richa, Mette Brix Curtis. Genvalgt: Bernfried Biron, Bettina Gotlieb. Ikke på valg: Lotte S. Neumann.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.