GENERALFORSAMLING - Drama i to akter

BUPL Afdeling 4 slutter sæsonen for generalforsamlinger med at sende svært spørgsmål i udvalg.

Prædikatet "fredsommelig" er dækkende for årets generalforsamlinger i 21 ud af 22 BUPL-fagforeninger. Kun hos BUPL Afdeling 4 (Albertslund, Ishøj, Vallensbæk og Høje Taastrup) var der en smule søgang. Her førte uenighed om bemandingen på fagforeningskontoret til, at generalforsamlingen blev en forestilling i to akter.



1. akt, den 8. oktober: En gruppe på ni medlemmer foreslår, at der i stedet for tre valgte og en ansat faglig sekretær skal være to af hver slags. Bestyrelsen opfatter forslaget og især begrundelsen for det som et mistillidsvotum. Den vil trække sig, hvis forslaget bliver vedtaget. Generalforsamlingen afbrydes, før det kommer til afstemning. Fortsættelse følger den 28. oktober.



Mellemspil: Bestyrelsen fortryder at have sat sagen på spidsen. Den forsøger at nå til et kompromis med de ni, men trods mægling udefra lader det sig ikke gøre.



2. akt, den 28. oktober: Nu er der ikke bare to, men tre forslag til bemandingsplan. Bestyrelsens, som fastholder 3-1 fordelingen, ni-gruppens, som ændrer fordelingen til 2-2, og så et nytilkommet fra fagforeningens kritiske revisor, Carsten Berg, som giver en arbejdsgruppe tiden frem til næste års generalforsamling til nærmere at analysere, hvad der er behov for og økonomi til.

Bestyrelsen tilslutter sig forslaget fra Carsten Berg, dog med den tilføjelse at den ene af de to faglige sekretærer, som er på valg, kun vælges for ét år, hvor normalen er to år.

Det vil ni-gruppen ikke være med til, og da gruppens forslag anses for at være det mest vidtgående, sættes det først til afstemning. Falder gør det også. For forslaget stemmer 38, mens 66 stemmer imod. Tilbage er kompromisforslaget, som herefter opnår bred tilslutning.



Efterspil: Ni-gruppen siger på generalforsamlingen nej tak til tilbudet om to pladser i arbejdsgruppen, men siden har et af gruppens medlemmer meldt sig og har fået sæde i gruppen.



Bestyrelsen: Formand Leif Lefholm, ikke på valg. Hovedbestyrelsesmedlem Jeanett Drewsen, ikke på valg. Faglige sekretærer Brigitte Christensen og Jan Hoffmann, genvalg for henholdsvis to og et år. Hoffmann tillige genvalgt som kasserer.

Øvrige bestyrelse: Pia Vingaard, Tove Jensen, Kirsten Ingemann, Hanne Rasmussen og Marianne Mathiesen, alle genvalgt. Poul Arensborg, Pernille Estrup, Bjarne Larsen og Gitte Justberg, ingen af dem på valg.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.