Gavens gåde

Hvad får rektor fra Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt, filosoffen Peter Kemp og andre, der er noget indenfor den filosofiske musik, til at lade sig bænke foran en gammel galler en dag i maj? Svaret er, at den gamle galler er Frankrigs største nulevende filosof, den 90-årige Paul Ricæur.

Den gamle mand talte om udvekslingen af gaver som grundlag for hele det sociale liv. Som sådan er gaven noget andet end de påkrævede blomster på Mors Dag eller den kommercielle mandelgave juleaften. Gaven kan ikke reduceres til en vare, der kan byttes, sælges eller købes, men symboliserer den handling, at en person giver noget af sig selv til en anden. Når gaveudvekslingen således en sjælden gang imellem lykkes, vil man trænge igennem til modtageren og få modtagerens anerkendelse af sig selv som et menneske, der eksisterer i en verden, giveren og modtageren kan være fælles om. Gaven bliver dermed hele grundlaget for det sociale liv, og som sådan får gaven en højtidelig, ceremoniel karakter og tæller ikke bare festgaver og firmagaver, men også et ægteskabsløfte, et måltid, et personalemøde, undervisning eller børneopdragelse.

Gaven kan dermed eksistere i alle relationer, hvor der udveksles gensidig anerkendelse mellem mennesker: Mellem mor og datter, mellem arbejdsgiver og medarbejder, mellem pædagog og barn eller mellem en filosof og dennes tilhørere. Gaveudvekslingen lykkedes således, da Paul Ricæur den 2. maj forelæste på Danmarks Pædagogiske Universitet for en samling filosofientusiaster, der talstærkt var mødt op for at hylde guruen. Hans gave skuffede ikke, og hverken de skriggule solsikker, som omkransede podiet, eller den stille støj på mikrofonen, som blandede sig med franskmandens galliske accent, henholdsvis stjal tilhørernes koncentrerede blikke eller fik lov at forstyrre i deres vidt åbne øregange.



Bratz. Det var netop gaven som symbol på den gensidige anerkendelse, der med en gave udveksles mellem gavegiveren og modtageren, filosoffen talte om. Og altså ikke gaven i dens monstrøse, materielle form af en Bratz dukke, uldsokkerne og de utallige flasker Rød Aalborg og andre julegaver, som danskerne sidste år spenderede 4,6 milliarder kroner på. Derimod forsvarede Paul Ricæur selve gavens ide og højere formål.

Han talte om den ideelle gave, der hæver sig over det materielle niveau og snarere eksisterer i den symbolske handling at give en gave, end den er selve den ting, der udveksles. Om det så er blomsten til Mors Dag eller dvd’en på både kon- og nonfirmandens alenlange ønskesedler, er tingen ligegyldig.



Udligner ulighed. "Men hvem i blandt os kan sige, at vi er blevet fuldt ud anerkendte?," spurgte Ricæur under sin forelæsning og påpegede, at der i alle sociale forhold findes ulighed: "Herren har magt over slaven og statslederen over sine undersåtter," sagde han, og man kunne tilføje, at pædagogen udøver autoritet over for barnet, ligesom en chef gør det over for sine ansatte.

Det grundlæggende problem, Ricæur hermed nærmede sig, er, at der i dag eksisterer lige rettigheder, men alligevel har intet samfund hidtil formået at udligne den sociale ulighed, hvorfor alle mellemmenneskelige forhold synes præget af en evig kamp for gensidig agtelse.

Men hvor tidligere tiders filosoffer taler om en voldelig kamp, hvor undersåtter hengiver sig selv til staten eller andre autoriteter af frygt for anarki, bygger Ricæurs forestilling om samfundet på et langt mere håbefuldt og kærligt grundlag. Nemlig udvekslingen af gaver. Med Ricæurs egne ord er gaven:

"Den positive erfaring, vi har fra hverdagen, af at give af lyst til fællesskab frem for frygt for anarki," sagde filosoffen.

Ricæur gjorde det dermed til sit projekt at forene det voldelige begreb om kamp med det ikke-voldelige begreb om gaven.



Gådens løsning. Udvekslingen af gaver er før blevet analyseret af antropologen Marcel Mauss, hvor Mauss undrede sig over den gåde, at gaven forpligter modtageren til at kvittere med endnu en gave. Selvom Mauss opfattede gaven som en vare, der kan byttes eller sælges på markedet, var han klar over, at gåden ikke kunne løses ved at forklare gaven med tingens pengeværdi. For selvom de primitive samfund opfandt penge, blev gaven stadig udvekslet ved ceremonielle lejligheder. Gaven måtte altså have en anden natur end varens, der kan byttes for en tilsvarende sum køer eller penge og her fandt Paul Ricæur i sin forelæsning inspiration til gådens løsning. Gaveudvekslingen skaber muligheder for at oprette et fællesskab mellem mennesker trods den sociale ulighed, der grundlæggende eksisterer. Derfor må grunden til, at vi forpligtiger os på at give tilbage slet ikke søges i den genstand, vi udveksler, men i selve handlingen. Ricæur finder en væsensforskel mellem den gave, der kan handles med på et marked, og den gave, som ingen pris har, og som derfor kun kan gives.



Den første gave. Den første, der rejste spørgsmålet om gaven, der ikke kan købes eller sælges for penge, var ifølge Platon filosoffen Sokrates.

"Jeg underviser i sandheden uden at blive betalt for det," citerede Ricæur fra Sokrates’ forsvarstale.

Sofisterne dømte Sokrates for gudsbespottelse, fordi han påstod, at han besad sandheden og derfor var en anerkendelse lig guderne værdig, og i dag ligner vi nok mest sofisterne, når vi diskuterer, om man må tjene penge på børnehaver eller give løn til medarbejdere i velgørenhedsorganisationer.

Diskussionerne berører det problem, at der er et fjendtligt forhold mellem på den ene side det hellige - samfundets grundlæggende værdier - og penge på den anden side.

Alligevel tager vi penge for undervisning, tjener penge på Irak-krisen og måler, hvad vi hver især giver og modtager i kroner og ører. Ricæurs forhåbning var, at vi, hvis vi vender os bort fra den stigende kommercialisering på alle områder i samfundet og i stedet søger tilbage til lidt af det hellige og ikke hverdagsagtige i den ceremonielle gaveudveksling, kan opbygge en relation mellem mennesker, hvor vi kan opleve mindst en gang i vores liv at føle os anerkendt som det medmenneske, vi er, og ikke falder tilbage til en relation, hvor vi frygter Den Anden.

Ricæur sluttede sin forelæsning med ordene:

"Må denne forelæsning blive modtaget som en gave," og et højtideligt og taknemmeligt bifald bragede op mod Ricæur.



Paul Ricæur

Født 1913. Filosofistudier på universitetet i Rennes og senere Sorbonne i

Paris. Efter krigen filosofilærer i Strasbourg og

Sorbonne og fra 1967 på det nye Nanterre Universitet i Paris. I 1979 blev han æresdoktor. Hans hovedværk, Tid og Fortælling, udkom i 1983.

Paul Ricæurs forelæsning blev første gang holdt den 21. november 2002 i Paris på UNESCO's Journée de la philosophie. Dette foredrag er oversat af Peter Kemp fra DPU og findes i sin fulde længde på www.dpu.dk under fanen 'forelæsninger'.