Fortvivlende dårlig ledelse

Telefonen ringer. Det er en tidligere kollega:

"Har du set det seneste nummer af Børn&Unge?"

Inden hun får fundet det frem, ringer en anden tidligere kollega med samme besked.

De ringer begge to for at gøre opmærksom på artiklen "Ledercoaching i børnehaven", som blev bragt i Børn&Unge nr. 23/2004. Artiklen handler om Naja Kleist, leder i Carls Børnehave, som bruger ledercoaching til blandt andet at udvikle sig som leder og som et rum til refleksion.

Men for denne 30-årige pædagog, der stoppede i Carls Børnehave sidste sommer, er erfaringerne med Naja Kleist noget mere brogede.

"Min første reaktion da jeg læser artiklen? Jeg begynder at grine. Jeg skraldgriner. Jeg tænker bare: "Det her er eddermame løgn. Hvad sker der for dem?". Og bagefter bliver jeg så ked af det. Så sætter jeg mig og græder og tænker på alle de mennesker, der har været så meget igennem, og som alle sammen skal sidde og læse den her artikel om, hvordan hun var i krise, og hvordan hun kom igennem det. Og jeg sidder og tænker: "Hvad med alle os andre"," siger... lad os kalde hende "Maria", for som hun sidder der i sin hyggelige lille stue med det lyse hår sat løst op, minder hun lidt om Maria Montell, popsangeren og den forhenværende kronprinsekæreste.

"Der har været 16 pædagoger gennem institutionen, to tosprogede medarbejdere og et ukendt antal medhjælpere, siden Naja Kleist begyndte i 1997, og der er ingen af os, der har fået supervision. Vi har fået psykologhjælp, efter vi har mistet vores job," siger "Maria", der blev fritstillet i juli 2003 med fem timers psykologhjælp inkluderet. Da havde hun været sygemeldt på grund af problemerne på arbejdspladsen siden april.

I BUPL Fyn er de også bekendt med Naja Kleists børnehave, fortæller Anette Lukasiewicz, faglig sekretær i BUPL Fyn.

"Vores erfaringer med Carls Børnehave er ikke ret gode. De pædagoger, der har kontaktet Børn&Unge, er jo medlemmer, der har haft en rigtig dårlig oplevelse der," siger Anette Lukasiewicz.

"Vi har haft kommunen, Arbejdstilsynet, alt muligt på, og jeg ved, at der har været løbende tilsyn på institutionen fra Odense Kommune, men der sker ikke rigtig noget. Alle de sager, som vi har, de tyder på, at der skal ske noget ganske radikalt. Man skal nok kigge på, hvad det er for en ledelsesstil, der bliver ført i den institution," siger Anette Lukasiewicz.



Tør ikke stå frem. "Maria" har udtrykkeligt bedt om at være anonym, og det samme har de 14 andre pædagoger og tosprogede medarbejdere, som Børn&Unge har navn og telefonnummer på. Pædagoger, som alle sammen er blevet presset ud af Carls Børnehave på grund af Naja Kleists ledelsesstil. Ingen af dem har lyst til at stå frem og lægge navn til deres kritik. Men flere af dem har stillet sagsakter til rådighed for denne artikel.

Hvorfor er I så bange for at stå frem?

"Som pædagog er der en eller anden forventning om, at man kan klare næsten alt. Og det kan man også tit i en faglig sammenhæng, men jeg tror faktisk, at de fleste, selv om man ikke skal, så skammer man sig over, at man er blevet så syg af sit arbejde. At man har stået i den situation, og man føler, at man har ikke bare sagt fra, man har råbt fra. Og det eneste, der er sket, er, at det er en selv, det er gået ud over. Man har mistet sit job og blevet syg oveni og været igennem et kortere eller længere sygdomsforløb. Nogle er ikke raske endnu, selv om det er flere år siden, de forlod institutionen. To er uarbejdsdygtige," fortæller "Maria" og tilføjer, at nogen har været nødt til helt at skifte profession. "Maria" har selv droppet arbejdet som pædagog og går nu på lærerseminariet.

"Man har ikke lyst til som det første at fortælle det til ens nye arbejdsplads. Man vil måske kort fortælle det til lederen: "Jeg kommer fra nogle vilkår, som var svære for mig, og jeg blev syg i en periode." Men det er ikke sikkert, at man har lyst til, at hele personalegruppen skal vide det," siger "Maria".

"Og man er så frygtelig angst for, at det skal ske igen. Man får et voldsomt knæk på sin tillid til sine medmennesker. Man bliver bange, når man skal møde nye mennesker, og man føler usikkerhed: Tager de mig nu som den faglige person, som jeg gerne vil tages som. Eller hvis jeg fortæller noget om mit privatliv i en pause, er det så noget, de bruger imod mig, hvis vi har en faglig diskussion. Man bliver bange, og den angst er nok det, der er sværest at komme af med... at få tilliden igen," siger "Maria".



Blacklistet. Hun påpeger også, at pædagogerne er bange for at blive blacklistet, hvis de står frem.

"Pædagogmiljøet i Odense er relativt lille, og det har tidligere været fremme, at Odense Kommune har kørt en skjult politik omkring de pædagoger, som har været sygemeldt i lange tider eller været besværlige, at de simpelthen bliver blacklistet. Men det er ikke noget, jeg kan dokumentere. Men bare det, at rygtet kører, er meget medvirkende til, at folk vil være anonyme. De er bange," siger "Maria".

En anden pædagog, som har arbejdet i Carls Børnehave, siger til Børn&Unge:

"Jeg kunne ikke få en pædagogstilling bagefter - efter tyve år som pædagog. Jeg har været nødt til at søge væk fra området," siger hun. I dag er hun socialrådgiver.

"Maria" forsøgte også at komme tilbage og arbejde som pædagog.

"Jeg har søgt en stilling i et sprogcenter og to stillinger som pædagog andre steder i kommunen. Og jeg er ikke kommet til samtale på nogen af dem. På andre stillinger, jeg har søgt før det her, har jeg aldrig fået et blankt afslag, jeg er altid kommet til samtale. Men jeg kan jo ikke sige, det er derfor. Men det gjorde, at jeg sagde til mig selv, at jeg er nødt til at videreuddanne mig og søge et område, hvor jeg har større selvbestemmelse. Jeg skal ikke sætte mig selv i den her situation igen," siger "Maria".



Formand klager. Naja Kleist begynder som leder af Carls Børnehave, som dengang hed Ejerslykke Børnecenter, i 1997. Allerede med udgangen af 1997, efter syv-otte måneder under Naja Kleist ledelse dukker de første sager op. En af pædagogerne siger op:

"Jeg kunne ikke længere pædagogisk forsvare det pædagogiske arbejde under hendes ledelse.

Hun kunne se, at jeg havde argumenterne og pædagogikken i orden, og så begyndte hun at sprede rygter om mig. Det er en intrigant forfølgelse af mennesker, hvor hun kører folk psykisk ned," siger den pågældende pædagog til Børn&Unge.

Børn&Unge er i besiddelse af hendes skriftlige opsigelse, der er det første fingerpeg om de problemer, der har plaget de ansatte i Carls Børnehave lige siden.

Forældrene bliver også opmærksom på problemerne. I januar 2000 nedlægger formanden for forældrebestyrelsen gennem to år sit hverv. I et brev til Odense Kommune skriver han:

"I min tid som forælder og formand for Carls Børnehave har jeg forsøgt at lodde stemningen i institutionen, hvordan børn og personalet fungerede i dagligdagen. Jeg oplevede de sidste måneder, at børnene var forvirrede, personalet trykket og udbrændt. Det var svært at have en dialog med personalet, da de virkede utrygge. Samarbejdet med Naja og souschefen (navn udeladt, red.) var umuligt, derfor valgte jeg at gå af som formand for brugerbestyrelsen." Citat slut.

Sommeren 2000 er BUPL involveret i en sag, hvor den nuværende formand for BUPL Fyn, Lars Søgaard Jensen i en redegørelse til Arbejdsskadestyrelsen blandt andet noterer, at "under (den tjenstlige, red.) samtale viser det sig, at der hersker en del tvivl om beslutningsgangen i institutionen, der er tvivl om, hvor stor kompentece der er for den enkelte pædagog, stuen, og hvor meget lederen skal blande sig i udførslen af pædagogikken." Citat slut.

Og senere står der: "Efter den tjenstlige samtale sker der en optrapning af den chikane, som X beskriver i sit bilag til sagen."

Bilaget omtaler chikanen som bestående af blandt andet bagtalelse, overfusning, mange ændringer af arbejdstider og chikane vedrørende privatlivet.

Pågældende pædagog får allerede i efteråret 1999 psykologhjælp på grund af problemerne på arbejdet. Hun er i dag på førtidspension og har ikke haft arbejde, siden hun stoppede i Carls Børnehave. Hun er stadig så mærket af sin ansættelse under Naja Kleist, at hun ikke vil tale med Børn&Unge trods løftet om anonymitet. Men hun har stillet blandt andet ovennævnte skriftlige sagsakter til rådighed for artiklen.



Fem stopper. Samme sommer, nærmere betegnet den 20. juni 2000, er der indkaldt til personalemøde i børnehaven, hvor hovedpunktet er problemer med ledelsen. Blandt de ting, personalet ønsker at diskutere, er blandt andet punkter som: Mistillid, spiller medarbejdere op mod hinanden, bagtalelse, personlig holdning fra ledelsen om medarbejdere, tager beslutninger hen over hovedet på personalet, beslutninger ændres hele tiden, overordnede pædagogiske retningslinjer er efterlyst op til flere gange, personlig chikane og forfølgelse (alle punkter citeret fra dagsordenen).

"Der kom intet ud af det møde, slet ikke," siger en pædagog, der dengang arbejde i Carls Børnehave, til Børn&Unge.

To dage efter mødet sender Naja Kleist et brev til personalet, hvor hun blandt andet nævner, at hun har kontaktet fagforeningen for at få BUPL med til et møde om medindflydelse. Derefter skriver hun:

"Organisationsplanen vil jeg gerne have, at I læser igennem, og hvis I har nogle kommentarer, er I velkomne til at drøfte det på et senere tidspunkt. Såfrem der er spørgsmål, vil jeg gerne diskutere det med jer enkeltvis".

Naja Kleist har nemlig fremlagt en ny organisationsplan, og den er der ikke meget godt i, mente de ansatte.

"For mig at se indeholdt den organisationsplan en væsentlig forringelse af vores arbejdsvilkår. Den ville jeg ikke skrive under på. Jeg kunne ikke acceptere organisationsplanen, så jeg sagde simpelthen op," fortæller den pågældende pædagog. Hendes opsigelse er dateret 28. juni 2000. Fire kolleger går til læge og får en lægeerklæring på, at de ikke kan holde til at arbejde i institutionen, fortæller hun videre. En femte kollega er i forvejen sygemeldt. Dermed er institutionen, der i dag er normeret til ni medarbejdere, nærmest drænet for medarbejdere.

For "Maria" lyder de oplistede problemer fra personalemødet i 2000 alt for bekendt.

"Det er samme problemstilling, som jeg er med til at opleve to år senere. Vi afleverede også et langt oplæg med problemer omkring pædagogikken, og det eneste, vi fik at vide, var, at vi bare skulle arbejde efter organisationsplanen. Og den er ikke en pædagogik. Når man efterlyser nogle fælles retningslinjer at arbejde efter, så er det meget frustrerende," siger hun.



Træ i stedet for pædagogik. "Maria" begynder som vikar i Carls Børnehave. Hun får tilbudt en fast stilling, mens Naja Kleist er på barsel.

"Jeg var virkelig glad for at være der, jeg syntes, det var et fantastisk sted at være. Men det blev jo helvede på jord, da Naja kom tilbage på arbejde," siger "Maria".

Naja Kleist kommer tilbage fra barsel i maj 2002.

"10 dage efter Naja er kommet tilbage fra barsel, hiver hun de pædagogiske værktøjer, vi bruger, af bordet og siger: "Det har jeg ikke været med til at bestemme. Den måde skal I ikke arbejde på". Vi skal gå tilbage og arbejde efter organisationsplanen. Og så sidder vi alle sammen og river os i håret og siger: "Organisationsplanen - der står ingenting om pædagogik"," husker "Maria".

Ifølge "Maria" kommer der ikke en ny pædagogik.

"Men vi bliver præsenteret for et personaleudviklingsredskab, som er et træ, som ledercoach Helle Engelbrechtsen har lavet, hvor alles billeder skal på rødderne, fordi man er roden i den her institution. Man skal så skrive, hvad man forventer af sine kolleger, og på kronen skal man skrive de målsætninger, man har for det næste år, og så må man sætte et rødt æble på, når man har nået sin målsætning. Rent personalemæssigt kan det godt bruges som værktøj, men det er jo ikke en pædagogik. Det er ikke en diskussion af, hvordan vi grundlæggende skal arbejde med de her børn. Hvordan sørger vi for, at vi alle sammen arbejder rimeligt ens, for eksempel med sprogarbejdet, så vi alle sammen kan tage over for hinanden i forbindelse med sygdom, så tingene ikke går i stå, hver gang der er en, der bliver syg," siger "Maria".



Obstrueret. I begyndelsen går samarbejdet mellem Naja og "Maria" fint, men efterhånden begynder der at opstå problemer.

"Da jeg begynder at fremlægge faglige argumenter, så begynder hun at gå efter mig," konstaterer "Maria".

Der bliver holdt en del personalemøder i slutningen af 2002 og begyndelsen af 2003 om problemerne på institutionen, ofte med fællestillidsrepræsentantens, fællessikkerhedsrepræsentatens og forvaltningschefens tilstedeværelse.

"Hver gang blev der sat en målsætning om, at nu skulle samarbejdet køre, og alle skulle respektere, hvad der var hvis ret. Og alle skulle arbejde på at få klimaet bedret. Og næste dag, når man møder på arbejde, så er døren til kontoret lukket, og når man møder Naja, så kigger hun den anden vej og vil ikke hilse på en. Det er sådan, det var, hver gang der blev holdt møde, for mig og to andre, fordi vi havde tilladt os at sige, at der måtte noget mere pædagogik på banen," siger "Maria".

Til sidst kunne hun ikke udføre sit arbejde.

"Hver gang jeg gik i gang med noget, så blev jeg obstrueret i det, eller jeg fik ikke lov til det. Jeg fik forbud mod at holde forældresamtaler. Jeg fik forbud mod at følge op på børn, hvis forældre havde bedt mig om det. Jeg måtte ikke ringe til fysioterapeuter, som jeg arbejdede sammen med, jeg måtte ikke ringe til psykologer," fortæller "Maria".



Du har ikke børn. På det her tidspunkt i interviewet begynder "Marias" faste stemme at vakle.

"Det er så svært at fortælle om. Jeg ryster som et espeløv, fordi man bliver mindet om det en gang til, og man får den der forfærdelige magtesløshed. Det var som at stå og knalde hovedet mod en mur igen og igen. Og jeg blev ved med at sige til mig selv: "Du må ikke tage det personligt". Og jeg blev ved med at gå til hende med faglige problemstillinger og prøvede virkelig at tage det ud fra et fagligt synspunkt," siger "Maria" og fortæller, at Naja Kleist blandt andet mener, at man ikke er en god pædagog, før man har fået børn.

"De, der havde børn, havde noget at skulle have sagt. Os, der ikke havde, fik det skudt i skoene. Uerfaren, nyuddannet blev jeg kaldt, selv om jeg havde to et halvt års erfaring, da jeg kom til Carls Børnehave. Så jeg er en dårlig pædagog, fordi jeg ikke har børn."

"Det kvalificerer jo ikke en til at være en god pædagog, at man får børn. Det kvalificerer ikke engang en til at blive en god forælder. Der skal arbejdes for begge dele," siger "Maria" og tilføjer, at snakken om de manglende børn gjorde ekstra ondt på hende.

"Jeg har meget, meget svært ved at få børn naturligt. Jeg skal virkelig være heldig, hvis jeg får det, og det ramte mig selvfølgelig hårdt, og det fortalte jeg hende. Mindre end en måned senere så slynger hun i hovedet på mig, på en pædagogisk dag hvor hele personalet er tilstede, at "du bliver jo aldrig en god pædagog, før du får børn". Så er det virkelig svært at forholde sig fagligt, når du bliver slået under bæltestedet," siger "Maria".

"Til sidst var jeg sikker på, at jeg var en forfærdelig pædagog, ligegyldigt om psykologer, psykoterapeuter og sprogmedarbejdere sagde til mig: "Du gør et rigtig godt stykke arbejde, hold fast i det." Jeg gik hjem og tænkte: "Jeg er verdens dårligste pædagog, og jeg er verdens dårligste menneske"."



Jeg elskede mit job. I dag er "Maria" rigtig glad for sit lærerstudium, og hun glæder sig meget til at komme ud og arbejde som lærer.

"Jeg skal ud og have et lærerjob, hvor jeg kan sidde i et team og diskutere en given klasse, og hvor jeg kan tage min metodefrihed under armen og gå ind og undervise i dansk, som jeg nu synes. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Til at have den meget store personlige frihed i ens arbejde, som vi også havde i Carls Børnehave, inden Naja kom tilbage fra barsel," siger "Maria", der ikke kunne få lov til begynde på meritlæreruddannelsen med a-kassens velsignelse, men har været nødt til at starte helt fra bunden på læreruddannelsen.

"Det er da surt at begynde forfra på et studium. Men jeg føler, at det har været det eneste rigtige at gøre. Det er i bund og grund mit eget valg, at jeg starter forfra, men jeg føler ikke, det er helt frivilligt. Der er nogle ydre omstændigheder, der gjorde, at jeg tog det valg," siger "Maria", der er blevet mærket for livet af at have arbejdet 11 måneder under Naja Kleist.

"Jeg tror aldrig, det forsvinder helt. Når jeg møder nye mennesker, så er jeg skeptisk, især ved folk hvor man ikke er lige. Det er ligemeget, når det er en pædagog eller lærerstuderende, men når jeg møder folk, der på en eller anden måde har ansvaret for, hvordan det kommer til at gå mig, så bliver jeg nervøs. Det er en ret belastende indgangsvinkel at have til andre mennesker, at man ikke ved, om man kan stole på dem. Jeg er nødt til at sige til mig selv hver dag: "Indtil det modsatte er bevist, så stoler du på folk." Det er et mantra, jeg kører på mig selv, for ellers ryger jeg ned i det sorte hul igen, hvor man ikke kan lave andet end at sidde og græde," siger "Maria", der helt har opgivet tanken om at arbejde som pædagog igen.

"Lysten til det, og tilliden til, at man rent faktisk kan rykke noget i den branche, den er væk for mit vedkommende - desværre. Jeg elskede mit job, det gjorde jeg," siger "Maria" med en helt lille stemme. Hun holder en pause, synker en gang.

"Men sådan blev det."



Min ledelse har jo valgt at beholde mig

Lederen af Carls Børnehave i Odense, Naja Kleist, siger:

"Man skal altid høre sagen fra to sider. Det, som jeg synes er vigtigt i den sag, er at høre de andre personer, som har været tilstede. For jeg har en god personalegruppe herude, som også har været igennem de her ting, og som også har set de her mennesker, og hvordan de har opført sig," siger Naja Kleist, da Børn&Unge ringer for at høre hendes udlægning af samarbejdsproblemerne i Carls Børnehave.

"Jeg kan ikke gå ind og udtale mig om, hvad folk synes om mig som leder. Det er deres ret. Men jeg kan gå ind og sige noget om, at der er altid forskellige verdener i spil, og der er nogle andre mennesker herude, som rent faktisk er blevet, og som er rigtig, rigtig glade for at være her," siger Naja Kleist.

Hun hæfter sig også ved, at hun, trods de mange samarbejdsproblemer, ikke er blevet fyret.

"Min ledelse har jo valgt at beholde mig. De har valgt, at jeg stadig sidder i den stol, som jeg sidder i, og jeg har et utroligt tilfreds personale, og jeg synes, du selv skal snakke med dem," siger Naja Kleist.

Det vil være at bringe dem i en dum situation. Det er jo en loyalitetskonflikt.

Men jeg har kendskab til 16 pædagoger og tosprogede medarbejdere, der har været igennem din institution. Det vil sige, at der ryger mindst to om året i snit i den tid, du er leder. Synes du ikke, det er meget?

"Altså, det. Øh. Jeg vil meget gerne have lov til at vente med at tale med dig," siger Naja Kleist.

Vi aftaler at tales ved om en time, så hun kan få lov at tænke sig om.

Ved anden samtale lægger hun ud med at sige:

"Uanset hvad jeg siger, kommer der ikke noget positivt ud af det, for jeg kan mærke, at det er ensidigt. Jeg gik med til at lave artiklen om ledercoaching for at hjælpe nogle andre ledere til at sige: "Man kan jo ændre sig, man kan også ændre sig som leder, og det er godt at have et redskab". Jeg har lavet den artikel ud fra min oplevelse af, hvordan verden var, og jeg har ikke sagt noget dårligt om de mennesker, der har været her. Og jeg har heller ikke noget dårligt at sige om dem. De har været der, hvor de har været i deres liv på det tidspunkt," siger Naja Kleist.

"Jeg er ikke medlem af BUPL, og en af årsagerne er, at jeg ikke synes, de behandler lederne ordentligt. Der er en stor lederflugt fra BUPL, og det er, fordi man dyrker de dårlige lederhistorier. Uanset hvad I skriver, og hvad I dyrker i forhold til vores institution, så har vi det godt nu. Vi giver børnene noget godt, vi giver forældrene noget godt, og vi har et godt samarbejde i institutionen," fastslår Naja Kleist, der synes, at det er uheldigt, at institutionen igen skal stå for skud, fordi hun gik med til at lave artiklen om ledercoaching.

"Man skal være på stedet for rent faktisk at se, hvad der foregår. Og så er der mange institutioner, der har en kæmpe personaleudskiftning. Det er ikke et enestående tilfælde," siger Naja Kleist.

Det gør det jo ikke bedre.

"Det gør det ikke bedre, men jeg kan sige, at jeg har en stationær gruppe nu, og de har det godt."

Hvordan har du det med, at så mange mennesker er blevet ulykkelige, nogle af dem invaliderede, af at have arbejdet under dig?

"Det kan jeg ikke udtale mig om, jeg kan ikke udtale mig om, hvordan de mennesker har det."

Hvordan har DU det med det, spørger jeg?

"Øh, jeg vil ikke gå længere ind i den her dialog. De her mennesker er jo et andet sted i deres liv, så jeg vil ikke kommentere den her artikel yderligere."