FORSKNING. Vi møder børn med åbne arme, kram og belønning

Jeg betragter egentlig mig selv som drengepædagog.« Sådan siger skolepædagog Pia Hass som noget af det første, da Børn&Unge ringer til hende. I mange år har hun arbejdet som pædagog i en specialklasse kun for utilpassede drenge på Sletten

skole i Otterup.

For 10 år siden startede Sletten Skole det, man kaldte ’et pædagogisk undervisningsprojekt’. Pia Hass og en anden pædagog blev ansat som klasselærere. De kom begge fra specialområdet og har bragt deres erfaring og viden med ind i skolen.



»Udgangspunktet var, at pædagoger kan noget, lærere ikke kan. Vores primære opgave er jo at finde ud af, hvordan vi får de her unger til at trives,« fortæller Pia Hass.



I dag tæller specialklassen også piger, og pædagogerne har et godt samarbejde med lærerne, der har fået flere undervisningstimer, da skolen skal leve op til loven om,

at der skal være linjefagsuddannede lærere



»Men vi pædagoger har bevaret vores rolle. Vi er der fra tidlig morgen, til ungerne går hjem. Vi går aldrig fra dem, og vi holder ingen pauser, for det giver dobbeltarbejde,« siger hun.



»Ved at vi aldrig går fra dem, viser vi, at vi vil dem ubetinget. Det skaber en samhørighed mellem børn og voksne – og også børnene imellem – som minder om en lille familie. Det er den platform, de går ud i verden på, når det lykkes os at inkludere dem tilbage i det store almenmiljø.«



KRAM OG MASSAGE

Pia Hass har en række bud på, hvordan pædagoger kan arbejde med at slippe af med fejlfinderkulturen, når det kommer til gruppen af drenge, der er fagligt bagud, og som er urolige i timerne og derfor oplever at få meget negativ opmærksomhed.



»Vi skal foran problemerne, så børnene får en erfaring med at lykkes, og så kan vi i stedet rose dem og bygge dem op,« siger Pia Hass og fortæller om, hvordan hun gør det i praksis. Først og fremmest er pædagogerne altid til stede i klassen, inden børnene kommer om morgenen.



»Når børnene kommer ind ad døren, får de en kæmpe krammer. De får at vide, hvor dejligt vi synes, det er at se dem,« siger hun og understreger, hvor vigtigt det er at blive både set og rørt. De voksne giver også børnene massage fra morgenstunden for at få ro på hjernerne.



STJERNESYSTEM

Pædagogerne arbejder systematisk med belønning. De har udviklet et stjernesystem, hvor børnene får en kridtstjerne på tavlen ud for deres navn for positiv opførsel. Det kan være at løse sine opgaver, tage bøgerne frem eller lade være med at afbryde, alt efter hvad eleven har svært ved. På den måde kan børnene se det visualiseret udenfor sig selv, om de har en god eller en dårlig dag. Det er godt, fordi mange af børnene har svært ved at mærke sig selv, forklarer Pia Hass.



»Oppe i det ene hjørne af vores store tavle står hvert barns navn, og så får de en kridtstjerne. Hvis de for eksempel skal have vikar, så fortæller vi dem på forhånd, at de får fem stjerner, hvis vikaren fortæller os, at det er gået godt. Så er der nogle, der lykkes med at få fem stjerner, mens andre måske kun får to.«



BELØNNING MOTIVERER

Belønningen er en måde at motivere børnene på, forklarer Pia Hass. Når pædagogerne belønner dem, som gør det rigtige, i stedet for at fokusere på det negative i klassen, har det en – ofte øjeblikkelig – virkning og standser den opførsel, pædagogerne ikke ønsker, er hendes pointe.



»I starten tænkte vi: Får vi så nogensinde de her drenge til at lave noget uden at blive belønnet for det? Svaret er ja, de vokser faktisk af det. Når de bliver mere indre styret, så forsvinder behovet for belønning,« siger hun.



»Vi gør meget det, at hvis nogen begynder at buldre meget i klassen, så

forstærker vi det positive ved at sige: ’Alle dem, der har gjort det, læreren vil have, skal spille stikbold om 10 minutter.«



Så kan det være, at der er en, som ikke kommer med, men må blive tilbage med læreren eller pædagogen, alt efter hvem der har den bedste relation, forklarer hun.



»For har vi sagt det, så gælder det. Men hvis de så får lavet deres opgave, er de med igen. Så virker det måske næste gang.«



Synlig og usynlig pædagogik

Den engelske sociolog Basil Bernstein (1924-2000) har udviklet teorien om synlig og usynlig pædagogik. Han beskrev i 1970’erne den usynlige pædagogiks fremmarch i uddannelsessystemet gennem fx mere leg og mindre styrede undervisningsformer som gruppe- og projektarbejde.

Det er en type pædagogik, som ikke alle børn ifølge Bernstein trives lige godt med.



Usynlig pædagogik karakteriseres ved:

● Svag ramme, hvor pædagogens kontrol er implicit.

● Barnet har vid selvbestemmelse.

● Diffuse krav og evalueringskriterier.

● Personlige kompetencer er i fokus.

● Den usynlige pædagogik er kun usynlig for barnet, ikke for pædagogen.



Synlig pædagogik karakteriseres ved:

● Stærk ramme med et klart hierarki mellem pædagog og barn.

● Eksplicitte krav og vurderingskriterier.

● Pædagogen påpeger, om barnet lever op til vurderingskriterierne.

● Præstation og færdigheder er i fokus.

● Den synlige pædagogik er synlig for både barnet og pædagogen.



Kilde: Bogen ’En institution – forskellig barndom’, af Tomas Ellegaard, Gyldendal, 2000.